Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Witzansky, Harald Theodor - Witzelsucht - Vitznau - Vitzthum v. Eckstädt, Karl Friedrich - vitæ non scholæ dlscimus - Viuga - Viul- og Askerudfoss - vivace - Vivaldi, Antonio - Vivaldo, Ugolino de - Wivallius, Lars - Vivang - Vivanti, Annie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Witzansky [vit’sanski], Harald
Theodor, dansk Redaktør, f. i Kbhvn 7. Septbr
1862, gennemgik Hærens Elevskole og vilde gaa
Militærvejen, men blev 1884 ansat ved
»Politiken«’s Administration og var fra 1896 indtil
1902 dette Blads Forretningsfører. Fra 1893
var han allerede Forretningsfører ved Bladet
»København«, hvis Hovedejer han blev i en
Bække Aar, og som han, indtil 1919 i
Foreening med Henning Jensen, redigerede fra Maj
1902 til April 1922, da Bladet gik over til et
Aktieselskab af Venstremænd. Politisk har W.
virket for en forsvarsvenlig, antisocialistisk
Samling af Konservative og Venstre. Som
københavnsk Borgerrepræsentant fra 1900 til 1907
tilhørte han den liberale Gruppe, men fra
1903 den antisocialistiske, hvis taktiske Leder
han var.
H. J-n.
Witzelsucht [’vetsəlzokt], sygelig
Tilbøjelighed til Pjattethed og til at sige Vittigheder,
som undertiden kan optræde ved Lidelse af
Hjernens Pandelapper.
K. H. K.
Vitznau [’fetsna^u], By i Schweiz, Kanton
Luzern, ligger 14 km ØSØ. f. Luzern, 450 m
over Havet ved Foden af Bigi paa den
nordlige Bred af Vierwaldstätter-Søen. (1920) 1010
Indbyggere. V. anløbes af Dampere mellem
Luzern og Flüelen og benyttes som Kursted.
Desuden udgaar herfra Tandhjulsbanen til Toppen
af Bigi, aabnet 1871.
(H. P. S.). O. K.
Vitzthum v. Eckstädt [’fetstu.m-fån’æk-∫tæt],
Karl Friedrich, Greve, tysk
Diplomat (1819—95), var 1852 sachsisk Chargé
d’affaires i Petrograd og 1853—66 sachsisk
Minister i London, men gik derefter (ligesom
Friherre Beust) i østerrigsk Tjeneste. 1868—72
var han Gesandt i Bryssel og 1872—74 i
Madrid, samt brugtes i overordentlige Sendelser
til Paris og Firenze straks efter den
fransktyske Krigs Udbrud, Juli 1870. Han har
udgivet historiske Værker, bl. a. det mod
Preussen rettede »Die Geheimnisse des sächsischen
Cabinets. Ende 1745 bis Ende 1756« (2 Bd, 1866),
samt interessante Erindringer: »St. Petersburg
und London 1852—64« (1886), »London, Gastein
und Sadowa 1864—66« (1889) og
»Denkwürdigkeiten 1866—73« (1898).
H. J-n.
vitæ non scholæ dlscimus [-’sko.-], se Non
scholæ sed vitæ discimus.
Viuga [’vjuga], en kold Nord- eller
Nordøst-Storm, der blæser over de russiske Stepper, i
Reglen 3 Dage ad Gangen.
(W. J-n.). H.-P.
Viul- og Askerudfoss i Randselven, 31 m
Højde, et Stykke oven for denne Elvs Udløb i
Drammenselven. Ved fuld Regulering antages
Minimumskraften at kunne blive 10300 H. K.
For Tiden (1927) er den 5400 H. K. Af disse
er 4145 H. K. udbygget og anvendes til Drift
af Viul Træsliberi.
M. H.
vivace [vi’vat∫e] (italiensk), musikalsk
Tempo- og Foredragsbetegnelse: livfuldt, livlig
(hurtig).
Vivaldi, Antonio, italiensk Violinspiller
og Komponist (c. 1680—1743), var ansat i
Markus-Kirkens Kapel og samtidig Leder af et
Konservatorium i Venedig. Han har skrevet en
Række Violinkompositioner og er navnlig
historisk bekendt som Udvikler af
Solo-Violinkoncerten. J. S. Bach bearbejdede for Klaver
og Orgel adskillige af V.’s Violinkoncerter, hvis
Navn er levende endnu i vore Dage. V. skrev
ogsaa en Del Operaer.
W. B.
Vivaldo, Ugolino de, genuesisk Søfarer,
skal være den første, der har forsøgt at finde
Søvejen til Indien sønden om Afrika. V. drog
1291 sammen med Broderen Guido ud fra Genua
med to veludrustede Galejer for at gaa til
Indien over Oceanet og bringe gode Handelsvarer
hjem. Da Togtet ledsagedes af to
Franciscaner-Munke, synes det ogsaa at have haft til
Formaal at udbrede Kristendommen.
Ekspeditionen vides at have naaet til c. 29° n. Br., men
derefter høres intet om den. — V.’s Søn,
Sorleone V., foretog i Begyndelsen af det næste
Aarhundrede store Bejser for at finde Spor af
sin Fader, og han skal endog være kommet til
Magadoxo paa Somalikysten, men uden
Resultat. Derimod paastaar Genueseren Uso di Mare
i 1455 at have truffet Efterkommere af
Overlevende fra V.’s Ekspedition nær Mundingen af
Gambia.
C. A.
Wivallius, Lars, svensk Forfatter, f. 1605,
d. 1669. Student i Uppsala 1623, men blev ikke
længe ved Studierne. Hans Lyst til fremmede
Sprog og Eventyr drev ham ud, og derved kom
han 1629 ud for et Eventyr, som blev af
Betydning for hans senere Liv og Digtning. W. udgav
sig for dansk Adelsmand, og det lykkedes ham
derved at blive gift med en Skaansk Adelsdame,
men da Bedrageriet opdagedes, blev han
fængslet og kom først ud 1641; han vendte tilbage til
Stockholm, blev atter gift og levede nogle ikke
helt blide Aar, hvor Rettergang og Proces
hørte til det sædvanlige. W.’s Digtning stammer
fra Ungdomstiden og udmærker sig ved en
uvant Følelsesfuldhed og Friskhed, og højest
blandt hans Digte staar de, hvori Friheden
besynges: »Ach libertas du ädle ting« og »Varer
nu glad mina fiender all«. Inden for
svensklatinsk Digtning optræder han i sine ældre
Dage. Hans interessante Liv er digterisk
behandlet af A. U. Bååth: »Kärlekssaga på
Björkeberga« (1892) og af Harald Molander:
»En lyckoriddare« (1896, dramatisk 1900). Den
første gode samlede Udgave af ham var af
Schück i 2 Bind: »Lars W., hans liv och
dikter«, I—II (1893—95), ogsaa af Schück »En
åventyrare från det trettioåriga krigets tid«
(1918).
O. Th.
Vivang, se Solanum.
Vivanti, Annie, italiensk Digterinde og
Forfatterinde, f. 1868 i London. Faderen,
Anselmo V., var Italiener, Ven af Mazzini,
Moderen tysk, en Søster til Paul og Rudolf Lindau.
7 Aar gammel kom hun med Forældrene til
Italien, hvor hun i nogle Aar gik i Skole. I
12-Aars Alderen mistede hun sin Moder og blev
sendt til en Pension i det tyske Schweiz,
hvorfra hun efter 2 Aars Ophold flygtede. En Tid
flakkede hun om i Verden, var i London og
New York, kom i 1887 tilbage til Italien og
optraadte der som Varietésangerinde. Hun
skildrer selv dette Liv i en halvt selvbiografisk
Roman Marion (1890). Samme Aar udgav hun sin
Digtsamling Lirica, præsenteret for
Offentligheden af Italiens største Lyriker Carducci.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
