Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wiwel, Niels - Vivendel - Viverkat - Vivero - Viverre - Viverridæ - Vives, Juan Luis - Wiwet, Frederik Vilhelm - Viveur - Viviani, René Raphael
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1914. Lærte at litografere hos Harald Jensen
og var Elev af Kunstakademiet 1869—73.
Allerede tidlig arbejdede han i Hjemmet som
Illustrator, rejste saa til Tyskland og var i længere
Tid bosat i Düsseldorf, af hvis Malerskole hans
1878 udstillede Genrebilleder viste stærk
Paavirkning. Efter 1887 at være vendt tilbage til
Hjemmet udstillede han een Gang som Maler,
men virkede siden blot som Tegner. 1898
ansattes han ved den Tilgmann’ske Kunstanstalt i
Helsingfors, hvor han virkede til 1904. W.’s
Hovedværk som Illustrator er J. H. Wessel:
»Samlede Digte« (1901).
(S. M.).
Vivendel, se Lonicera.
Viverkat, se Desmerdyr.
Vivero [wi’wærå], By i det nordvestlige
Spanien, Provins Lugo, ligger 70 km N. f. Lugo
ved Sydenden af Ria de V. (1920) 14500 Indb.
V. har en mindre Havn, hvorfra drives Fiskeri
og Kystfart.
(H. P. S.). C. A.
Viverre, se Desmerdyr.
Viverridæ, se Desmerdyr.
Vives [’wiwæs], Juan Luis, spansk
Filosof, f. i Valencia 6. Marts 1492, d. i Bruges 6.
Maj 1540, studerede i Paris og siden i
Flandern, hvor han traadte i nært Forhold til
Erasmus og Thomas Morus, der foranledigede, at
han kom til England, hvor han opholdt sig ved
Henrik VIII’s Hof, sandsynligvis som Opdrager
for den senere Dronning Marie den blodige;
efter Kongens Skilsmisse vendte han tilbage til
Flandern, hvor han døde. I Skriftet De initiis,
sectis et laudibus philosophiæ (1518) giver han
en kort Fremstilling af den græske Filosofis
Historie, en af de første i nyere Tid, og den
hermed indledede Kritik af Tidens Filosofi og
dennes Kilde, Aristoteles, fortsættes i en Række
Skrifter, navnlig det større Værk De disciplinis
(1531). Skarpt kritiserer han
Sammenblandingen af Logik og Metafysik og gennemfører med
stor Klarhed Tanken om en formel Logik; han
påaviser den dialektiske Metodes Grænser, og
kræver, at man i de eksakte Videnskaber ikke
nøjes med blot at bygge paa Aristoteles, men
derimod følger hans Eksempel og gaar til
selvstændig Forskning af Naturfænomenerne; i
Metafysikken vil han ikke, saa lidt som i
Etikken, følge Aristoteles, men hævder Synsmaader,
der er paavirket af Platonismen og staar den
kirkelige Opfattelse nær. I Psykologien, som
han indgaaende behandler i Værket: De anima
et vita (1539), kræver han Selviagttagelse og
opstiller som Maal ikke at udforske, hvad
Sjælen er, men hvorledes den virker; han gør det
vigtige Skridt fra den metafysiske over til den
empiriske Psykologi, og giver navnlig en klar
Fremstilling af Hukommelse og Erindring og
Formulering af Associationslovene; paa dette
vigtige Punkt viser han sin Evne til skarp og
indtrængende Fortolkning af Aristoteles, hvem
han skylder mere end Impulser, selv hvor han
kritiserer ham. V. fik navnlig ved dette Værk
stor Indflydelse paa den følgende Tids Filosofi,
men ogsaa for Undervisning og Opdragelse blev
hans Arbejde grundlæggende, idet han baade i
Værket De disciplinis og i en Række mindre
Skrifter fremsatte sine. Ideer paa dette
Omraade, hvor han viser sig som udpræget Humanist
og, skønt alvorlig Katolik, frisindet og
Tilhænger af sand Tolerance. Hans samlede Værker
udkom først i Basel 1545, siden flere Gange,
sidst i Valencia 1782—90 ved Gregor Mayans,
ledsaget af en Biografi, men heller ikke denne
sidste Udgave er videnskabeligt tilfredsstillende,
og en ny vilde være af stor Betydning for
Studiet af den ejendommelige og fremragende
Tænker. (Litt.: E. Rivari, La sapienza
psicologica e pedagogica di V. [Bologna 1922]).
W. N.
Wiwet [’vi’vət], Frederik Vilhelm,
dansk juridisk Embedsmand og dramatisk
Forfatter, f. 4. Decbr 1728 i Hillerød, d. 23.
Febr 1790 i Kbhvn. Paa den juridiske
Embedsbane naaede W. efter at have været
Højesteretsadvokat op til Generalfiskalens betroede
Post, i hvilken Stilling han blev Struensee’s
Anklager. Til W.’s juridiske Virksomhed kan ogsaa
henregnes hans Samling af mærkelige
Højesteretssager, der dog ikke blev afsluttet. — Som
dramatisk Forfatter debuterede W. 1749 med en
Komedie »Den forfængelige«. Bedst kendt er
hans 5 Akts Lystspil »Datum in Blanco« med
Holberg’sk Personliste, et noget udtværet, men
ganske morsomt Arbejde (1777). En senere
Komedie »Enke- og Ligkassen eller den
forstyrrede Generalforsamling« (1781) var ganske
mislykket. W. var fremdeles kendt som
Epigramdigter.
J. Cl.
Viveur [vi’vö.r] (fr.), Levemand.
Viviani, René Raphael, fransk
Politiker, f. 8. Novbr 1863 i Algier, d. 6. Septbr 1925,
blev Sagfører, først i Algier, senere i Paris, og var
tillige Medarbejder ved det udbredte socialistiske
Blad Petite République française. Han optraadte
gentagne Gange som en heftig Forsvarer af
strejkende Arbejdere og blev
Jernbanearbejder-Syndikatets faste Sagfører. Siden 1893 var han
Medlem af Deputeretkamret, valgt i Paris. Han
var en ivrig Tilhænger af den kirke- og
religionsfjendtlige Politik, og han, der var meget
retorisk anlagt, har brugt nogle ofte citerede
Ord om at slukke »Lysene i Himlen«. I Oktbr
1906 blev han Arbejdsminister under
Clémenceau, gik Juli 1909 over fra Clémenceau’s til
Briand’s Ministerium, men trak sig tilbage
Oktober 1910, da han var uenig med denne om,
hvorvidt Statsjernbanernes Funktionærer
maatte have Ret til at strejke. Han tilhørte fra 1910
den »republikansk-socialistiske« Gruppe, var
Decbr 1913—Maj 1914 Undervisningsminister
i Kabinettet Doumergue, dannede 14. Juni 1914
sit første Ministerium af ret radikal Farve,
hvori han selv overtog Udenrigsministeriet, var
sammen med Poincaré paa officielt Besøg i
Rusland umiddelbart før Krigsudbruddet 1914,
overlod straks derefter — 3. Aug. —,
Udenrigsministeriet til Doumergue, omdannede 27. Aug.
sin Regering til en »national Forsvarsregering«,
veg 31. Oktbr 1915 Pladsen som Ministerchef
for Ribot, var herefter Justitsminister indtil
Septbr 1917, havde ogsaa herefter en
fremtrædende Plads i fransk Inden- og
Udenrigspolitik, var saaledes Frankrigs Repræsentant i
Folkenes Forbundsraad 1920—21 og
Novbr 1921—Febr 1922 paa Afrustningskonferencen i
Washington. Han døde som sindssyg. Han har
bidraget til Jaurès’ Histoire socialiste og
udgivet flere politiske Skrifter.
H. J-n.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
