Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vladislav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IV, med hvis Søster, Jutta, han indgik et
Ægteskab, der blev barnløst. Heldigst var V. i sine
Tog mod Pommern, 1081—90 og 1092—99, men
i øvrigt var hans Styrelse urolig. Den oprørske
Adel indkaldte mod ham hans uægte Søn
Zbigniev. I Kampen sejrede V., og Zbigniev blev
fangen en Tid, men 1097 fandt en Tredeling af
Landene Sted, idet V. selv beholdt de vigtigste
Berge, men ellers gav Zbigniev og sin Søn
Boleslav hver en Del. Efter V.’s Død sejrede
Boleslav III Skævmund over Zbigniev og blindede
ham.
2) Vladislav II, Hertug af Polen
(1138—46), d. 1166, var Søn af Boleslav III
Skævmund. Han fik som Boleslav’s ældste Søn
Krakow og den med denne Landsdel følgende
Overhøjhed over de øvrige polske Lande og førte
Titlen Storfyrste. Han vilde imidlertid fratage
sine Brødre deres Lande og havde i
Begyndelsen Heldet med sig. Han anerkendte 1146
Kejser Konrad III’s Overhøjhed, og Magten i
Polen syntes ham sikret. Men hans Uforsonlighed
og Uvilje mod at tage Ærkebispen af Gnesens
Mægling over for Brødrene paadrog ham en
Bandlysning, og svigtet af sine Forbundsfæller
flyede han 1146, efter et Nederlag, til Kejser
Konrad. Skønt siden baade Konrad III og Paven
støttede ham, og Frederik Barbarossa endda
gjorde et Tog til Polen og fik et Løfte af hans
Broder Boleslav IV om, at hans Lande skulde
gives ham tilbage, døde dog V. i Udlændighed
i Tyskland.
3) Vladislav III Laskonogi
(Tyndben), Hertug af Storpolen (1168—1231), Søn af
Hertug Miecislav III, blev efter Faderens Død
1202, Storfyrste af hele Polen. V. vilde
imidlertid ikke gaa ind paa den Reform af den
polske Kirke, som Paven ønskede, og blev derfor
sat i Band af Ærkebispen og maatte 1206 nøjes
med Storpolen alene. Men ogsaa fra dette Land
blev han fordreven af sin Slægtning Vladislav
Odonicz 1227 og døde i Schlesien efter
forgæves Generobringsforsøg.
4) Vladislav I Lokietek (en Alen
lang, Dværgen), Konge af Polen (1320—33),
tilhørte den yngre Gren af Piasternes Æt og var
Fyrste af Brzesc i Kujavien. Han blev efter sin
Broder Leszek den Sorte Hertug i Krakow,
men maatte snart vige for andre Fyrster, som
indkaldtes af Krakows tyske Borgere, og da
Venceslav II. Böhmens Konge, havde faaet
Magten, og Lokietek maatte afsværge ham
ethvert Krav paa Krakow, saa det ud til, at
Polen skulde forenes under Böhmen. Lokietek
maatte flygte, indtil han med Pavens Støtte og
Hjælp fra Ungarn kom hjem og genoptog
Kampen. Det national-polske Parti sluttede sig
sammen om ham mod de Fremmede og Tyskerne,
og da Venceslav II var død 1305 og hans Søn
Venceslav III var bleven myrdet 1306, blev
Lokietek atter Herre i Krakow og samlede
derfra, efter at have kuet sine Fjender i
Lillepolen, de øvrige polske Lande under sig. Kun
Pommern lykkedes det ham ikke at fravriste
de tyske Marie-Riddere. Disse havde under
Lokietek’s Kampe en Tid været hans
Forbundsfæller, men havde derpaa tilsneget sig
Pommern. Da det gav Polen Adgang til Østersøen,
søgte han ivrig at generobre det og at genne
Ridderne og med dem Tyskhedens Indtrængen
bort fra sit Land. Paven, Johannes XXII,
støttede ham, og 20. Jan. 1320 kronede Ærkebispen
af Gnesen V. L. til Polens Konge, og medens
Paven tildømte ham Pommern, forbandt
Lokietek sig ogsaa med Litauens Fyrste Gedimin,
med hvis Datter Hedevig han fik sin Søn
Kasimir gift, hvorved Begyndelsen blev gjort til
Polens og Litauens senere Forening. Ridderne
fik deres Forbundsfælle i Kong Johan af
Böhmen. Vel sejrede Lokietek over dem i Slaget
ved Plovcy 1331, men døde uden hverken at
faa udnyttet Sejren eller Pommern genvundet.
5) Vladislav II Jagiello, Konge af
Polen (1386—1434), se Jagiello.
6) Vladislav III, Konge af Polen
(1434—44), Søn af Vladislav Jagiello, kom paa Tronen
som Barn og blev kronet 1434 kun 10 Aar
gammel. I hans Mindreaarighed styredes Landet af
den dygtige Krakow-Bisp Zbigniew Olesnicki.
Bisp Zbigniew var en ivrig Modstander af
Husitterne, der begyndte at trænge ind i Polen, og
hindrede derfor, at V. blev Konge i Böhmen,
hvor Kronen blev ham tilbudt af det
husitisk-nationale Parti. Men medens Zbigniew i Polen
slog Husitterne ned, skaffede han V. Ungarns
Krone 1440. Ungarns og Polens Forening til en
Kamp mod Tyrkerne blev iværksat af Zbigniew
og den ungarske Helt Johannes Hunyades.
Mange ungarske Magnater holdt dog med
Elisabeth, Kong Albrecht II’s Enke, og hendes
spæde Søn Vladislav Posthumus, som de fik
kronet. Men V. sejrede og blev kronet 1440, og
Hunyades og den pavelige Legat Cesarini fik
til sidst Elisabeth til at love at ægte V.; hun
døde dog forinden. Kampen mod Tyrkerne
begyndtes da med saa stor Kraft af V. og
Hunyades, at Sultan Murad II maatte slutte en for
Ungarn overmaadig gunstig Fred i Szegedin
August 1444. Men paa Pavens Opfordring brød
V. kort efter Freden og angreb paa ny Tyrkiet.
Det blev et ulykkeligt Tog. Ved Varna 10.
November 1444 led V.’s Hær et grueligt Nederlag
mod Janitsharerne, og V. faldt selv i Slaget.
7) Vladislav IV, Konge af Polen
(1632-48), f. 1595, d. 1648, af Huset Vasa, var Søn af
den svenskfødte Sigismund III. Svenskerne
tilbød paa Rigsdagen i Stockholm 1599, at V.
skulde blive Tronfølger i Sverige, saafremt han
inden 1 Aar blev sendt derover og opdraget i
den protestantiske Tro; men Sigismund afslog
dette, og V. maatte nøjes med, ligesom
Faderen, kun at føre Titlen Sveriges Arvekonge.
Ogsaa de russiske Bojarer i Moskva tilbød, da
V. blev voksen, at tage ham til arvelig Tsar;
men medes V. selv var egnet til at fremme sin
Sag, voldte Sigismund ved sin Udygtighed og
religiøse Utaalsomhed, at Russerne rejste en
Opstand 1612, og at V., der var nær ved at
skulle krones, gik Glip af alt. V. fulgte 1632
sin Fader paa Tronen og maatte underskrive
en endnu haardere Haandfæstning end han.
Han viste som Konge baade Dygtighed i den
indre Styrelse og i de Kampe, han førte.
Russerne tvang han efter en Sejr ved Smolensk til
Fred, og ligeledes vandt han over Tyrkerne og
Tatarerne, hvorpaa Sultanen forpligtede sig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
