Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voguler - Wohlert, Hans Friedrich - Wohlgemuth, Michael - voie - Voigt, Georg - Voigt, Johann Karl Wilhelm - Voigt, Johannes - Voigt, Karl Friedrich - Voigt, Riborg Kirstine - Voigt-Diederichs, Helene - Voigtel, Karl Eduard Richard - Voigtland - Voigtländer, Gabriel - Voigtländerkvæg - Voigts-Rhetz, Konstantin Bernhard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er dog flere af dem gaaet over til at drive
Agerbrug; men Folket er i stadig Aftagen og
tæller nu knap 6000 Personer. Om V.’s
sproglige Forhold se Magyarer og Magyarisk
Sprog og Litteratur.
(H. P. S.). N. H. J.
Wohlert, Hans Friedrich, dansk
Kirurg, f. 29. Septbr 1703 i Kiel, d. 18. Novbr.
1779 i Slesvig. W. tog kirurgisk Eksamen i
Kjøbenhavn 1739, var Regimentsfeltskær
1739—46, Hofkirurg 1746—68. Som saadan opererede
han Dronning Louise for et indeklemt Brok
1751, men det lykkedes ham ikke at redde
hendes Liv. W. var Medlem af Kommissionen
angaaende Oprettelsen af Frederiks Hospital og
senere Medlem af Direktionen for Hospitalet.
1768 trak han sig tilbage til Slesvig By. Han
omtales af samtidige Kirurger som en
ualmindelig dygtig og elskværdig Person, der synes at
have spillet en betydelig Rolle.
G. N.
Wohlgemuth [’vo.lgəmu.t], Michael, tysk
Maler, se Wolgemuth.
voie [vwa], gammelt fransk Rummaal, f. Eks.
for Stenkul = 15 hl.
(N. J. B.). H. J. N.
Voigt [fo.kt], Georg, tysk Historiker
(1827—91), Søn af nedenn. J. V., har forf. et udmærket
Værk om Humanismen i Italien (»Die
Wiederbelebung des klassischen Altertums«, 1854, 3.
Oplag, 2 Bd, 1893) og skildret »Enea Silvio de’
Piccolomini, als Papst Pius II, und sein
Zeitalter« (3 Bd, 1856—63). Senere syslede han med
den schmalkaldiske Krig og skrev bl. a.:
»Moritz von Sachsen 1541—47« (1876).
Kr. E.
Voigt [fo.kt], Johann Karl Wilhelm,
tysk Mineralog og Geolog, f. 20. Febr. 1752 i
Allstedt (Storhertugdømmet Weimar), d. 1. Jan.
1821 i Ilmenau. Som Elev af Werner sluttede
V. sig tidlig til dennes neptunistiske Lære, men
under sine talrige Rejser fik han 1783
Lejlighed til at studere Basalten i Rhinegnene og
kom her til det Resultat, at denne maatte være
en eruptiv Bjergart, hvorfor han nu i Striden
mellem Neptunister og Plutonister sluttede sig
til sidstnævnte.
J. P. R.
Voigt [fo.kt], Johannes, preussisk
Historiker (1786—1863), vandt sig et Navn ved en
efter Datidens Forhold meget upartisk Skildring
af »Hildebrand als Papst Gregor VII und sein
Zeitalter« (1815) og blev 1817 Professor i
Königsberg samt Leder af det derværende
Statsarkiv; han tilbragte hele sit Liv her og syslede
især med Preussens Historie i Middelalderen,
som han skildrede indgaaende i »Geschichte
Preussens« (9 Bd, 1827—39), ligesom han udgav
Codex diplomaticus Prussicus (6 Bd, 1836—61).
Kr. E.
Voigt [fo.kt], Karl Friedrich, tysk
Medaillør og Ædelstensskærer, f. 6. Oktbr 1800
i Berlin, d. 3. Oktbr 1874 i Triest. V. studerede
under Vollgold og i Møntanstalten i Berlin
(under Loos) og tog efter 1825 at have vundet
Akademiets Pris til London og over Paris og
Milano til Rom, hvor han lagde sig efter
Stenskæring under Girometti og kom under
Thorvaldsen’s Indflydelse. 1829 blev han i München
Ludvig I’s første Møntmedaillør. Senere opholdt
han sig i Rom. Kendte Værker: Relief af
Frederik Vilhelm III, »Amor som Løvetæmmer«
(begge i Slottet i Berlin), Portrætmedailler af
Pius VIII (paa en Scudi), Ludvig I af Bayern
(paa en Thaler), Rauch, Cornelius og
Thorvaldsen (1837; et Eksemplar i Bronze kom til
Ny Carlsbergs Glyptotek) m. v.
A. Hk.
Voigt [fo’gt], Riborg Kirstine (gift
Bøving), H. C. Andersen’s Ungdomselskede,
Datter af kgl. Agent i Faaborg V. Hendes
Broder var Ven med den unge Digter og indførte
Andersen paa en Fodtur i Fædrenehjemmet i
Sommeren 1830. Andersen’s letbevægelige Sind
og Fantasi kom straks i Bevægelse ved Synet af
Husets unge Skønhed. Han skrev de ved Grieg’s
Toner saa bekendte Digte »Min Tankes Tanke
ene Du er vorden« og »To brune Øjne«,
inspireret af R. V., og Kladden til hans
Frierbrev findes mellem de Collin’ske Papirer. Hans
Elskede var imidlertid allerede bunden til en
anden Mand. Hendes Svar til Andersen gemte
han i en lille Skindpung paa sit Bryst til sin
Død.
J. Cl.
Voigt-Diederichs [’fo.kt-’di.dəreks]
Helene, tysk Forfatterinde, f. paa Godset
Marienhoff i Slesvig 26. Maj 1875. Som Forfatterinde
debuterede hun, der er gift med den bekendte
Forlægger Eugen Diederichs i Jena, med
»Schleswig-Holsteiner Landleute« (1898), Skitser
og Billeder fra hendes Fødeegn, fine
Karaktertegninger af Mennesker og yndefulde
Landskabssilhuetter. Af hendes følgende Bøger maa
fremhæves Novellen »Abendrot«, Digtsamlingen
»Unterstrom«, Romanerne »Regine Vosgerau«,
»Luise« og »Dreiviertel Stund’ vor Tag« (1905), der
viser hendes stærke og oprindelige Talent
tydeligst. Som en opmærksom Iagttager af Børns
Psyke fremtræder hun i Novellerne »Aus
Kinderland«. Af hendes senere Bøger kan nævnes
»Wandertage in England« og »Pyrenäenfahrt«.
C. B-s.
Voigtel [’fo.ktəl], Karl Eduard
Richard, tysk Arkitekt (1829—1902), fik 1855
Ansættelse ved Genopførelsen af Domkirken i
Köln og blev efter Zwirner’s Død Leder af
Arbejdet; han fuldførte Langhuset, Tværskibet
og Taarnene. Se Kölner-Dom.
C. A. J.
Voigtland [’fo.ktlant], se Vogtland.
Voigtländer [’fo.ktlændər], Gabriel,
tidligere Raadstrompeter i Lübeck, kom 1639 til
Danmark som Hof- og Felttrompeter i den
udvalgte Prins Christian (V)’s Tjeneste og har
gjort sig bekendt viden om Lande som
Udgiver af den historisk vigtige Samling
»Allerhand Oden und Lieder« (Sorø 1642, 2. Udg.
Lübeck 1650), med egne Tekster til 100
Melodier, samlede rundt omkring fra blandt dem,
der dengang var populære.
A. H.
Voigtländerkvæg [’fo.ktlændər-], se
Kvægracer, S. 63.
Voigts-Rhetz [’fo.kt-’ræts],
Konstantin Bernhard, preussisk General
(1809—77). Han indtraadte i Hæren 1826, beklædte
under sin Tjeneste i denne forskellige
Særstillinger, var bl. a. Direktør i
Krigsministeriet, og var 1866 som Generalløjtnant (siden
1863) befuldmægtiget ved
Forbundsmilitærkommissionen. Under Krigen 1866 fungerede han
som Stabschef ved 1. Armé og var senere
Guvernør i Hannover, indtil han udnævntes til
Chef for 10. Armékorps, som han førte med
megen Hæder i Krigen 1870—71, ganske særlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
