Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voldgift - Voldgift mellem Stater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Under 9. Juni 1916 blev der givet en Lov om
tvungen V. i Arbejdstvister, gældende »under
den nuværende europæiske Krig«, som det hed
i Loven. Den blev fornyet flere Gange, men faldt
bort fra 1. April 1923. Som Tillæg til Lov om
Arbejdstvister af 5. Maj 1927 etablerer en
midlertidig Lov af samme Dag igen tvungen V.
paa dette Omraade; Loven gælder til 1. Aug.
1929. Voldgiftsretten skal have en Formand og
4 andre Medlemmer. Kongen opnævner for
Lovens Gyldighedstid Rettens Formand og for
hver Sag to af dens Medlemmer. Arbejdernes
faglige Landsorganisation og Norsk
Arbejdsgiverforening opnævner hver, ligeledes for hver
Sag, et Medlem; Opnævnelsen sker inden en af
Kongen fastsat Frist; oversiddes Fristen, sker
Opnævnelsen af Kongen. Enhver norsk
Statsborger er pligtig til at overtage Hvervet. En
Voldgiftsdom maa ikke gives længere
Gyldighedstid end 2 Aar; bortset fra en Bestemmelse
om Adgang til Genoptagelse (efter mindst 6
Maaneders Forløb) er den endelig og har de
samme Virkninger som en Tarifaftale.
K. Ø.
Voldgift mellem Stater. Ved V. (fransk
arbitrage, engelsk arbitration, tysk
Schiedsgericht, Schiedsgerichtsbarkeit)
forstaas Tilendebringelse af en mellemfolkelig
Tvist gennem en eller flere af de stridende
Magter udpegede Personers eller Domstols
Afgørelse. Ved V. i snævrere Forstand tænkes
paa Tvistens Afgørelse ved de af Parterne
valgte Voldgiftsmænd i Modsætning til dens
Afgørelse ved Dom, afsagt af en international
Domstol.
I. Tiden indtil 1871. V. i
internationale Tvistigheder var allerede kendt i Oldtiden
og anvendtes navnlig hyppig i Forholdet
mellem de mange græske Smaastater. Ogsaa i
Middelalderen var Voldgiftsafgørelser ret
almindelige; men det er i denne Periode ofte
vanskeligt at skelne mellem Mægling og
egentlig V. Fra den nyere Tids Begyndelse og
navnlig siden c. 1600 forsvinder V. derimod mere
og mere af Staternes Praksis, hvilket sikkert
hænger sammen med Udviklingen af
Suverænitetsbegrebet og Absolutismen og med den deraf
følgende ængstelige Holden paa sin egen
Selvstændighed og Værdighed, som er
karakteristisk for Staternes udenrigske Politik i det 17.
og 18. Aarhundrede. At heller ikke
Revolutionstiden og Napoleonskrigenes Tid var
Voldgiftstanken gunstige, siger sig selv. Dog falder netop
i denne Periode den engelsk-amerikanske
Handels- og Venskabstraktat af 19. Novbr 1794, der
henviste en Række Tvistigheder til Afgørelse
ved V., og fra hvilken man plejer at datere
den moderne Voldgiftsbevægelse. I Løbet af det
19. Aarhundrede indtræder der dernæst
efterhaanden et Omslag, idet navnlig England og
De Forenede Stater viser en stigende
Tilbøjelighed til at underkaste sig V., baade i deres
indbyrdes Forhold og i Tvistigheder med
andre Magter, særlig de syd- og
mellemamerikanske Republikker.
II. Tiden fra 1871 til 1899. Et stærkt
Stød fremad fik Tanken om V.’s Anvendelse i
internationale Forhold ved Alabama-Sagen
(s. d.). Ved Traktaten i Washington 8. Maj 1871
blev denne Sag tillige med en Række andre
Uoverensstemmelser mellem England og De
Forenede Stater henvist til Afgørelse ved V.
Størst Interesse knytter sig til Dommen i selve
Alabamasagen (afsagt i Genève 14. Septbr 1872),
baade fordi den drejede sig om betydelige
Beløb, og fordi netop denne Sag havde givet
Anledning til en betænkelig Ophidselse i begge de
interesserede Stater. At den engelske Regering
bøjede sig for Dommen, skønt den fremkaldte
stor Misfornøjelse i England, styrkede Tilliden
til Voldgiftsinstituttet og vakte de folkeretlige
Forfatteres Interesse for det. Alabamasagen
affødte ikke blot i sig selv en righoldig
Litteratur, men siden dens Afgørelse har
Spørgsmaalet om V. i internationale Forhold til
Stadighed staaet paa Dagsordenen. Hertil har det
ogsaa i høj Grad bidraget, at der efterhaanden
har dannet sig en Række dels nationale, dels
internationale Organisationer, som har sat sig
til Opgave at virke for Voldgiftstankens
Realisation. Blandt disse maa særlig fremhæves de
forskellige Fredsforeninger, hvis
Virksomhed gaar tilbage til 19. Aarhundredes første
Halvdel (se Fredssagen), det i 1873
stiftede Institut du droit
international (s. d.) og endelig siden 1889 Den
interparlamentariske Union (se
Fredssagen). Navnlig den sidste
Organisation har haft stor Betydning. Idet den kun
bestaar af nuværende og tidligere Medlemmer
af de forskellige Staters lovgivende
Forsamlinger, og idet den i det hele koncentrerer sin
Virksomhed om de for Tiden opnaaelige
Fremskridt, har den haft lettere ved at øve
Indflydelse paa Regeringernes Holdning end f. Eks.
Fredsforeningerne.
Hvad Regeringernes Stilling til Bevægelsen
angaar, da kan de sidste Decennier af det 19.
Aarhundrede for det første opvise et stadig
stigende Antal Tilfælde af V. i internationale
Tvistigheder. Særlig Interesse knytter sig til
den store Sag mellem England og De Forenede
Stater angaaende Fiskeriet i Beringshavet
(afgjort 1893), idet den har haft en ikke ringe
Betydning for Uddannelsen af de nu almindelig
fulgte Regler om Voldgiftsproceduren. Danmark
har kun een Gang været Part i en international
V., nemlig i den saakaldte Butterfield-Sag,
under hvilken Nordamerika gjorde Krav paa
Erstatning for Skade, tilføjet en amerikansk
Undersaat ved Tilbageholdelse af to ham
tilhørende Skibe paa Skt. Thomas 1854—55. Sagen
afgjordes 1890 til Gunst for Danmark. Sverige
og Norge har i den heromhandlede Periode
haft to Voldgiftssager, nemlig med Brasilien
(afgjort 1872) og med Chile (afgjort 1896). —
saadanne Aftaler om Henvisning af en
foreliggende konkret Strid til Afgørelse ved V.
kaldes undertiden »isolerede« Voldgiftsaftaler.
Foruden at V. saaledes faktisk har fundet en
stadig hyppigere Anvendelse i internationale
Forhold, afsluttede dernæst adskillige Stater
Traktater, hvorved de paa Forhaand bandt
sig til i paakommende Tilfælde at underkaste
sig V. Saadanne Traktater har vel allerede
været kendte i meget gammel Tid; men gennem
flere Aarhundreder var de næsten ganske gaaet
af Brug, og først i Slutningen af 19.
Aarhundrede fik de større Betydning. De kan henføres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
