- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
347

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voldgift mellem Stater

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til to forskellige Grupper. Undertiden
fremtræder Voldgiftsaftalen som et rent Accessorium
til en anden Traktat, idet den kun har Hensyn
til de Tvistigheder, som Fortolkningen og
Anvendelsen af denne maatte give Anledning til
(speciel kompromissarisk Klausul). Saadanne
Voldgiftsaftaler er efterhaanden optagne i en
Række internationale Overenskomster
angaaende Handels-, Skibsfarts- og andre lignende
Forhold, særlig i de af Italien (Mancini), Belgien,
Schweiz og Norge afsluttede. De findes
saaledes i de norske Handelstraktater med Mexiko
(1886), Spanien (1893, jfr. Deklaration af 1887),
Schweiz (1894), Belgien (1895) og Portugal
(1896) samt i den norske Telegrafoverenskomst
med Tyskland (1906), fremdeles i den danske
Handelstraktat med Belgien (1895) og i
Danmarks Fiskerikonvention med Sverige (1899).
Ogsaa i flere af de almindelige, af Danmark og
Norge tiltraadte, Forvaltningstraktater er den
optaget, f. Eks. i Konventionen angaaende
Verdenspostforeningen. I andre Tilfælde
fremtræder Voldgiftsaftalen mere selvstændig, idet den
enten danner Emnet for en særlig
Overenskomst, eller dog, hvis den er Led i en anden
Traktat, ikke udelukkende tager Sigte paa de
Uoverensstemmelser, som denne maatte give
Anledning til (almindelig kompromissarisk
Klausul). Saadanne Voldgiftsaftaler er i det 19.
Aarhundrede navnlig trufne mellem de syd- og
mellemamerikanske Republikker indbyrdes
(siden 1822) og mellem disse og Spanien (siden
1870). Dog har ogsaa andre europæiske Stater
afsluttet saadanne Overenskomster, men i den
her omhandlede Periode næsten udelukkende
med oversøiske Stater. For Danmarks
Vedkommende kan nævnes Traktaten med Venezuela
af 1862, for Norges Vedkommende en Traktat
med Siam af 1868. Disse Voldgiftstraktater er
af meget forskellig Rækkevidde, men de fleste
er dog ret vidtgaaende og ikke faa ganske
almindelige. Blandt disse kan særlig fremhæves
den italiensk-argentinske Traktat af 1898. Paa
den første panamerikanske Kongres i
Washington (1890) forhandledes der om
Afslutningen af en almindelig amerikansk
Voldgiftstraktat, men dette førte ikke til noget Resultat, og
ikke bedre gik det den Voldgiftstraktat, som i
1897 afsluttedes mellem England og de
nordamerikanske Fristater, idet den ikke blev
ratificeret.

Voldgiftsaftaler af den ovennævnte Art om
Henvisning af visse eller alle fremtidig
opstaaende Stridigheder til Afgørelse ved V. kaldes
jævnlig »institutionelle«.

III. Fra 1899 til 1907. Et nyt
Vendepunkt i Voldgiftsbevægelsens Historie
indtræder med Fredskonferencen i Haag,
der paa den russiske Regerings Initiativ traadte
sammen 18. Maj 1899. Repræsenterede var i
alt 26 Stater, nemlig de suveræne europæiske
Stater, Bulgarien, Nordamerikas Forenede
Stater, Mexiko, Siam, Kina og Japan.
Konferencen delte sig i tre Kommissioner, af hvilke den
tredie, hvis Ordfører var Belgieren Baron
Descamps, beskæftigede sig med Voldgiftssagen
og de dermed beslægtede Spørgsmaal. Et fra
russisk Side fremlagt Udkast kom i Forbindelse
med et engelsk Forslag om Oprettelse af en
permanent Voldgiftsdomstol til at danne
Grundlaget for Forhandlingerne. Resultatet af disse,
der en Tid syntes at skulle strande paa
Tysklands Modstand, foreligger i den til
Konferencens Slutningsakt 29. Juli 1899 føjede
Konvention af s. D. angaaende
fredelig Bilæggelse af internationale
Stridigheder
, hvilken dels straks, dels
efterhaanden blev ratificeret af samtlige
repræsenterede Stater med Undtagelse af Tyrkiet.
Konventionen er delt i 4 Afsnit. Det første
indeholder en almindelig Udtalelse om Staternes
Villighed til at arbejde hen til fredelig
Bilæggelse af internationale Stridigheder. Afsnit
II handler om Bona officia (s. d.) og Mægling.
Afsnit III indfører, dog ikke som obligatorisk,
en i det væsentlige ny Foranstaltning til
Forebyggelse af Krig, nemlig internationale
Undersøgelseskommissioner (s. d.).
Afsnit IV handler endelig om den egentlige V.
I det ovenfor nævnte russiske Udkast var der
bl. a. optaget en Bestemmelse, ifølge hvilken
V. i visse Tilfælde skulde være obligatorisk,
forudsat at Striden ikke berørte vedkommende
Staters vitale Interesser eller nationale Ære.
Denne Bestemmelse lod sig imidlertid ikke
gennemføre over for Tysklands Modstand, og
Konventionen maatte derfor med Hensyn til
Voldgiftens Anvendelsesomraade indskrænke sig til
at udtale, at i Spørgsmaal af juridisk Natur
og navnlig i Spørgsmaal om Fortolkning og
Anvendelse af internationale Overenskomster er
V. det virksomste Middel til Bilæggelse af
Stridigheder. Endvidere forbeholdt Magterne sig at
afslutte almindelige eller særlige Traktater om
obligatorisk V. og forpligtede sig til i
paakommende Tilfælde at henlede de stridende
Parters Opmærksomhed paa den samtidig
oprettede, saakaldte permanente
Voldgiftsdomstol i Haag
(Cour permanente
d’arbitrage
), som efter Konventionen er kompetent i
alle Tilfælde, hvor V. er aftalt, medmindre
Parterne enes om Sagens Henvisning til en
særlig Domstol. Enhver af Magterne udnævner,
for 6 Aar ad Gangen, indtil 4
Voldgiftsdommere. Over samtlige Dommere affattes en Liste,
af hvilke Parterne udvælger dem, der skal
fungere i den enkelte Sag. I Mangel af anden
Aftale udvælger hver Part to
Voldgiftsdommere, der i Forening vælger en Opmand. Staar
Stemmerne lige, betros Valget til en tredie
Magt, som de udpeger i Fællesskab, og hvis
der heller ikke kan opnaas Enighed herom,
udpeger de hver sin Magt, der da i Forening
vælger Opmanden. Denne er tillige Rettens
Formand i vedkommende Sag og svarer for saa
vidt mindre til sit Navn, som han deltager i
Forhandlingerne og Afstemningerne paa lige
Fod med de øvrige Medlemmer. Som
Retsskriverkontor fungerer et internationalt
Bureau, der staar under Tilsyn af et Raad,
bestaaende af den hollandske
Udenrigsminister og de i Haag akkrediterede
Gesandter. Voldgiftsdomstolen fortolker selv
Voldgiftsantagelsen og fastsætter i
Overensstemmelse dermed sin Kompetence. Dens
Kendelser, der afsiges efter almindelig
Stemmeflerhed og ledsages af Motiver, er endelige og
upaaankelige. medmindre Parterne i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0357.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free