Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voldgift mellem Stater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haagkonventionen, som udgørende en Del af den
amerikanske internationale, offentlige Ret. Der
blev dernæst indgaaet en stor Mængde
Voldgiftstraktater mellem de amerikanske, særlig
de syd- og mellemamerikanske Stater
indbyrdes og mellem disse og Spanien og til Dels
Italien, deriblandt et Par af mere almindelig
Betydning, den ene mellem samtlige
amerikanske Stater undtagen Venezuela, Brasilien og
Chile, men kun omfattende Tvistigheder
angaaende Pengekrav (30. Jan. 1902), den anden
mellem en snævrere Kreds af syd- og
mellemamerikanske Stater (29. Jan. 1902), men af
videregaaende Indhold. Meget bekendt er
ogsaa den argentinsk-chilensiske Traktat af 28.
Maj 1902 blevet, fordi den ledsages af en
Overenskomst om delvis Afrustning. Mange af de
nævnte Traktater, deriblandt de to almindelige,
henviser de af dem omfattede Tvistigheder til
Heagdomstolen, i hvert Fald subsidiært.
Angaaende Periodens Voldgiftspraksis
knytter Interessen sig i første Linie til den
permanente Voldgiftsdomstol. Straks efter
Ratifikationen af Haagkonventionen udpegede de
forskellige Stater de Medlemmer, de ønskede
opført paa Dommerlisten. Derimod hengik der
flere Aar, inden Domstolen traadte i Funktion,
idet navnlig Stormagterne syntes at nære en
afgjort Ulyst til at paakalde dens Mellemkomst.
Naar der omsider indtraadte en Forandring
heri, skyldtes det nærmest Præsident
Roosevelt, der efter Tilskyndelse af den franske
Fredsven d’Estournelles de Constant fik en
gammel Strid mellem De Forenede Stater og
Mexiko angaaende Retten til Udbyttet af en
kirkelig Fond henvist til Haagdomstolen.
Denne traadte første Gang sammen 15. Septbr 1902
under Forsæde af det danske Medlem
(Henning Matzen) og afsagde 14. Oktbr s. A. Dom i
Nordamerikas Favør. Senere har
Voldgiftsdomstolen gentagne Gange været i Funktion, bl. a. i
Striden mellem England, Tyskland og Italien
paa den ene og en Række andre Stater
(deriblandt Norge og Sverige) paa den anden Side
angaaende de førstnævntes Ret til fortrinsvis
Dækning af de venezuelanske Toldindtægter,
som var stillede til Disposition til
Fyldestgørelse af europæiske Kreditorers Fordringer paa
Venezuela. Ogsaa denne Sag henvistes til
Voldgiftsretten efter Forslag af Præsident Roosevelt,
der selv var udset til Voldgiftsdommer, men
afslog Hvervet. Til Brug for Domstolen er der
i Haag paa den amerikanske Rigmand
Carnegie’s Bekostning opført et stort Palads, til
hvis Udsmykning talrige Lande har bidraget,
Danmark f. Eks. med en stor Porcelænsbrønd.
Ogsaa bortset fra de Sager, som forelagdes
Domstolen i Haag, blev i Aarhundredets
Begyndelse mange internationale Tvistigheder
afgjort ved V., saaledes navnlig flere
Grænsetvistigheder af ret alvorlig Natur (mest kendt:
the Alaskan Boundary Question mellem
England og Nordamerika, afgjort 1903).
IV. Fra 1907 til 1914. Den
interparlamentariske Unions Interesse for Voldgiftssagen
fik bl. a. Betydning ved en paa Unionens
Kongres i St. Louis 1904 vedtagen Resolution, der
krævede en ny Fredskonference indkaldt bl. a.
til Drøftelse af Voldgiftsspørgsmaalet, og som
overbragtes De Forenede Staters Præsident
(Roosevelt), hvis Bestræbelser for
Sammenkaldelsen af en ny Konference dog maatte stilles
i Bero paa Grund af den russisk-japanske Krig.
1906 tog Rusland imidlertid selv Initiativet til
Indkaldelsen af den 2. Fredskonference, som
paa den hollandske Regerings Indbydelse
afholdtes i Haag Aaret efter. Ved denne
Lejlighed, hvor ogsaa de syd- og mellemamerikanske
Stater var repræsenterede, saa at 44 Magter
deltog i Konferencen, blev Konventionen af 1899
om fredelig Bilæggelse af internationale
Tvistigheder revideret (18. Oktbr 1907). Blandt de
vigtigste Ændringer kan nævnes følgende:
Dersom de to Magter, hvem Valget af
Opmanden i sidste Instans er betroet, ikke kan
enes, opstiller hver af dem to Kandidater,
udtagne af Listen over Medlemmerne af
Domstolen, men uden for de Medlemmer, som er
udpegede af en af Parterne eller er en af
Parternes Undersaatter, og blandt disse
udtages Opmanden da ved Lodtrækning. Herved
sikres yderligere, at Voldgiftsretten til enhver
Tid kan træde i Funktion. Naar en Tvistighed
falder ind under en Voldgiftstraktat, som er
afsluttet eller fornyet efter Konventionen af
1907, og som for hvert enkelt Tilfælde kræver
Afslutning af et særligt Kompromissum mellem
Parterne, skal Voldgiftsdomstolen, naar disse
ikke kan enes ad diplomatisk Vej, være
kompetent til at fastsætte Kompromissum, forudsat
at Traktaten ikke udelukker dette, og
Uenigheden heller ikke drejer sig om selve
Tvistighedens Henførelse under Traktaten. Ogsaa
denne Bestemmelse tjener til at gøre almindelige
Voldgifts aftaler mere effektive. Endelig
anordner Konventionen af 1907 for Sager af mindre
Betydning en summarisk Voldgiftsprocedure,
under hvilken Forhandlingerne er skriftlige, og
Retten kun er sammensat af tre Dommere;
Meningen hermed er navnlig at reducere
Omkostningerne ved Voldgiftsafgørelser.
Derimod lykkedes det trods vidtløftige
Forhandlinger ikke i 1907 at blive enig om
Bestemmelser, som i flere eller færre Tilfælde
gjorde Voldgiften obligatorisk. Ligesom i 1899
strandede Forsøgene navnlig paa Modstand fra
Tyskland, om end den tyske Regering, der i
Mellemtiden havde undertegnet enkelte
Voldgiftstraktater og optaget Voldgiftsklausuler i
flere Handelstraktater, nu stillede sig mere
velvilligt til Tanken om den obligatoriske V.
Medens man saaledes ikke i 1907 kunde blive enig
om en almindelig obligatorisk Voldgiftsaftale,
vedtog man en Konvention, der for et bestemt
Tilfælde (Inddrivelse af kontraktmæssig Gæld,
der indkræves af et Lands Regering hos et
andet Lands Regering som tilkommende det
førstnævnte Lands Undersaatter) gør Adgangen
til at anvende Vaabenmagt afhængig af, at
Modparten afslaar eller ikke besvarer et Tilbud om
Afgørelse ved V. eller senere umuliggør denne
eller undlader at efterkomme den afsagte
Kendelse. Denne saakaldte Porter-Konvention, der
indeholder en delvis Virkeliggørelse af
Drago-Doktrinen (se Drago), gør saaledes i det
nævnte Tilfælde Afgørelse ved V. til det
normale og Magtanvendelsen til Undtagelsen.
Paa Nordamerikas Initiativ forhandlede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
