- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
359

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wolf, Christian - Wolf, Ferdinand Joseph - Wolf, Friedrich August - Wolf, Hugo

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

saaledes en Videnskabernes Encyclopædi i
Lærebogsform, og dette gigantiske Værk blev
bestemmende for den tyske
Universitetsundervisning, ogsaa længe efter at W.’s Filosofi havde tabt
sin Indflydelse, trængte det teologiske
Herredømme tilbage og hævdede videnskabelig
Metode og Stringens ogsaa over for Tidens
overfladiske Populariserings-Tendenser. Maalet for
W.’s Filosofi er, at Menneskene bliver
lykkelige, hvilket forudsætter klar og tydelig
Erkendelse, altsaa en filosofisk begrundet Morallære.
Erkendelsens Grundprincip, hvoraf alt strengt
logisk kan afledes, er Modsigelsens
Grundsætning, den har ikke blot logisk, men ogsaa
ontologisk Betydning, idet det i Følge den er
umuligt, at noget opstaar af intet, hvorfor alt
maa have sin tilstrækkelige Grund. I
Grundopfattelsen af Tænkningen følger W. vel
Leibniz, men han er i øvrigt ikke saa slavisk
afhængig, som almindelig antages; saaledes
spiller Leibniz’ metafysiske Hovedtanke,
Monadelæren, kun en ringe Rolle hos W., medens han
hylder og nærmere udformer
Theodice-Tanken, som gjorde god Nytte i hans vidtløftige
Morallære og naturlige Teologi. Er der end,
som i alle Systemer, ofte noget konstrueret,
ofte noget indsnævret i W.’s Filosofi, maa det
betones, at den er gennemtrængt af en
konsekvent og redelig Stræben efter at gennemføre
den rationalistiske Grundtanke om nødvendig
Overensstemmelse mellem Tænken og Væren.
W. N.

Wolf [vålf], Ferdinand Joseph, østerr.
Filolog, f. i Wien 8. Decbr 1796, d. smst. 18.
Febr 1866. Studerede i Graz, tog juridisk
Embedseksamen og praktiserede en kort Tid som
Sagfører. Men snart opnaaede han, hvem
Juraen ikke interesserede synderlig, en
Ansættelse ved det kejserlige Bibliotek, og dér virkede
han lige til sin Død, i mange Aar som Bestyrer
af Haandskriftafdelingen. Hans Hovedinteresser
var Sprogvidenskab, Litteraturhistorie og
Musik, men især Studiet af de romanske Landes
— navnlig Spaniens — ældre og nyere
Litteratur; han blev en af Banebryderne paa dette
Omraade, uagtet han aldrig i hele sit Liv
naaede at se disse Lande (i det hele foretog han
kun to mindre Rejser fra den østerrigske
Hovedstad). Foruden af adskillige andre lærde
Selskaber var W. (fra 1846) Medlem af
Videnskabernes Akademi i Wien, hvor han indtog en
fremragende Plads. Hans vigtigste Arbejder er:
Floresta de rimas modernas castellanas (2 Bind,
Paris 1837); »Ueber die Lais, Sequenzen und
Leiche« (1841); »Ueber eine Sammlung
spanischer Romanzen in fliegenden Blättern auf der
Universitäts-Bibliotek zu Prag« (Wien 1850);
Primavera y flor de romances (2 Bind, Berlin
1856, med C. Hofmann; i spansk Udgave med
mange Tilsætninger ved Menéndez y Pelayo,
Madrid 1899—1900); »Studien zur Geschichte
der spanischen und portugiesischen
Nationallitteratur« (Berlin 1859, oversat paa Spansk af M.
Unamuno, med Anmærkninger af Menéndez y
Pelayo); Le Brésil littéraire (Berlin 1863).
Desuden en Del Tidsskriftafhandlinger o. desl., som
ikke er samlede i hans »Studien«. Med A. Ebert
grundlagde han 1859 Tidsskriftet »Jahrbücher
für romanische und englische Litteratur«.
E. G.

Wolf [vålf], Friedrich August, tysk
Filolog, f. i Haynrode i Thüringen 15. Febr. 1759, d.
i Marseille 8. Aug. 1824. Allerede 1872 blev han
Rektor i Osterode og 1783 Professor i Halle,
hvor han virkede til 1806, da Universitetet blev
lukket. Han udøvede her ved sine
Forelæsninger, hvori han bestræbte sig for at fremstille
Filologien som en organisk sammenhængende
Videnskab, en meget stor Indflydelse, hvorimod
han i sine senere Aar, efter at han i 1807 var
gaaet til Berlin og havde deltaget i
Grundlæggelsen af det derværende Universitet uden selv
at blive fast Professor derved, traadte mere
tilbage og ogsaa følte sig noget tilsidesat. Hans
betydningsfuldeste Værk er Prolegomena ad
Homerum
(Halle 1795 og oftere), hvori han
rejser det homeriske Spørgsmaal, som siden
den Tid har været stærkt debatteret (se
Homer, S. 690). I Halle udgav han tillige flere
Skrifter af klassiske Forfattere, Homer (4 Bind,
1784—85), Demosthenes (1789), Platon (1790) og
Cicero (1792). Fra denne Tid hidrører ogsaa
hans »Antiquitäten von Griechenland« (1787).
Af andre Skrifter, delvis udgivne efter hans
Død, kan mærkes »Vermischte Schriften und
Aufsätze« (1802), »Encyclopädie der Philologie«
(1830), »Darstellung der Alterthumswissenschaft«
(1833), »Vorlesungen über die
Alterthumswissenschaft« (5 Bind, 1831—35). Hans »Kleine
Schriften« udgav Bernhardy (2 Bind, 1869).
(Litt: W. Körte, »Leben und Studien F. A.
Wolfs« (2 Bind, 1833]).
H. H. R.

Wolf [vå£f], Hugo, østerr. Komponist, f. 13.
Marts 1860 i Windischgrätz, d. 22. Febr 1903 i
Wien. Han var bestemt til Studeringer, men
brød sig mod Faderens Vilje Vej som
Fagmusiker. 1875 kom han med de ringest mulige
Subsistensmidler til Wien og søgte
Videreuddannelse i Konservatoriet der; men efter to Aar
udvistes han paa Grund af en (uoplyst)
»Disciplinærforseelse«. Under saare beskedne
Forhold levede W. nu i Wien som Komponist,
Lærer og Dagbladskritiker, hvilken sidste Stilling
— en Tid lang W.’s væsentligste Erhverv —
bragte ham i uheldigt Forhold til de ledende
Mænd i Wien, navnlig p. Gr. a. hans oprigtige,
men ubeherskede Kritik af Johs. Brahm’s
Værker. Kun med Besvær lykkedes det W.’s
Venner at skaffe ham Forlægger til de første af
hans Sange, den Genre, hvortil W. mere og
mere havde vendt sig. Fra 1888 levede W. nu
ene for sin Komponistgerning og skrev en lang
Række Sange, der udgaves i Samlingerne:
»Goethe-Lieder«, »Mörike-Lieder«,
»Spanisches-Liederbuch« (30 Sange), »Italienisches
Liederbuch«, hvortil kom navnlig Digte af
Eichendorff og Gotfr. Keller. Slutstenen paa
Sangenes Række danner »Tre Digte af Michelangelo«,
1892 opførtes Ibsen’s »Gildet paa Solhaug« i
Wien med Musik af W. (komponeret paa
Opfordring af Teatret) og 1897 i Mannheim den
komiske Opera »Der Corregidor«, der senere
fremkom paa andre tyske Scener, uden dog
noget Steds at faa fast Fod. Arbejdet paa
en ny Opera afbrødes pludselig af en
voldsom Nervelidelse (Septbr 1897), og sine sidste

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0369.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free