Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wolff, Karl Konrad Albert og Martin - Wolff, Kaspar Friedrich - Wolff, Oskar Ludwig Bernhard - Wolff, Simon Olaus - Wolff, Theodor - Wolff, Wilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Akademiprofessor i Berlin). Han har modeleret
Rytterstatue af Frederik Vilhelm III (1871,
Lustgarten), Relieffet »Troppernes Hjemkomst«
paa Siegessäule, den bekendte Bronzegruppe
»Løvedræberen« (Altes Museum), en Gruppe paa
Schlossbrücke (Pallas og Krigeren), alt i
Berlin; endvidere Rytterstatuen af Ernst August
(1861, Hannover). Statue af Friedrich Franz I
(Ludwigslust), Storhertug Georg (Neustrelitz),
Frederik Vilhelm IV (Königsberg),
Bronzestatue af Frederik II (Lichterfeldes Kadetskole),
de fire Evangelister (Slotskirken i Neustrelitz)
o. m. I Berlins Nationalgalleri ses
Marmorgruppen »Dionysos med Eros« (1884). 2) Sønnen
og Eleven Martin W., f. 1852 i Berlin, videre
uddannet i Paris og Italien, har bl. a. skabt
Statuen »Theseus« (uden for Berlins
Nationalgalleri).
A. Hk.
Wolff [vålf], Kaspar Friedrich,
tysk-russisk Anatom, og Fysiolog, f. 1733 i Berlin, d.
1794 i Petrograd, hvor han 1766 blev Professor
ved det medicinske Akademi. W. blev Dr. med.
1759 med Theoria generationis, Studier over
Udviklingshistorien, som han senere udviklede
videre, saa at han blev dennes Grundlægger.
Han bekæmpede Harvey’s Lære om Organernes
gradvise Udvikling (Epigenesis), men vakte
ingen Opsigt, før hans store Arbejde, De
formatione intestinorum (1768), var blevet oversat.
I dette viste han, at det embryonale Anlæg
danner en Flade, der vokser sammen i Midtlinien,
og at der altsaa ikke er Tale om, at Fostret
er præformer et i Ovariet. W. udvidede disse
Undersøgelser til ogsaa at omfatte Planterne.
Det W.’ske Legeme er Urnyren.
J. S. J.
Wolff [vålf], Oskar Ludwig
Bernhard, tysk Forfatter, f. i Altona 26. Juli 1799,
d. i Jena 16. Septbr 1851, studerede Medicin
i Berlin, men opgav dette Studium for Filosofi
og Historie i Kiel, blev Lærer i Hamborg og
optraadte derpaa rundt om i Tyskland som
Improvisator. Han vakte i denne Egenskab
Goethe’s Opmærksomhed og blev paa dennes
Anbefaling ansat som Gymnasielærer i Weimar.
1830 udnævntes han til Professor i nyere Sprog
i Jena. W. blev gennem sine Improvisationer
bevæget til at forsøge sig som Digter og
udfoldede snart en Masseproduktion, udgav i
broget Følge Digte, Dramaer og Noveller, i hvilke
han dog aldrig har formaaet rigtig at
gennemarbejde den oprindelig improviserede Idé.
Blandt hans digteriske Arbejder kan foruden
»Bilder und Lieder«, »Traume und Schäume
des Lebens« og »Dämmerstunde« egentlig kun
fremhæves »Erzählungen und Gedichte des
deutschen Improvisators« (2 Bind, Gera
1827—28). I litteraturhistorisk Henseende
værdifulde er dog hans forskellige Samlinger
Folkeviser og »Allgemeine Geschichte des Romans«,
»Schriften«, Gesammtausgabe (10 Bind,
1848-50).
C. B-s.
Wolff, Simon Olaus, norsk Digter, f.
1796 i Snaasens Præstegæld, d. i Saude 10.
Decbr 1859. Som Student (1818) fra Bergens
Katedralskole var han den første af L. Sagen’s
begejstrede Adepter i Æstetikken, der slog
Vingerne ud. Typisk for hans stilløse Bombast er
den for Melodiens Skyld endnu sungne
Fædrelandssang »Hvor herligt er mit Fødeland«, som
han undfangede paa en Fodtur i Telemarken
1822. I Telemarken kom han til at henleve det
meste af sit Liv som Præst, først i Mo og
senere, efter nogle Aars Forflyttelse til Urskog
paa Romerike, i det blidere Saude. 1833 udgav
han sine »Samlede poetiske Forsøg«, der fik en
saa ubarmhjertig Modtagelse af den unge
Kritiker Welhaven, at W. senere kun nu og da
vovede sig frem med sine Vers. Tegnér var
hans væsentligste Forbillede; i hans Manér er
det eneste Digt, som foruden Fædrelandssangen
fremdeles bevarer W.’s Navn i Nutidens
Erindring, »Havet er skønt, naar det roligen
hvælver staalblanke Skjold over Vikingers Grav«.
(Litt.: Jæger, »Ill. norsk Litteraturhist.«,
II og Elster, »Ill. norsk Litteraturhistorie«,
I, S. 557, II, S. 157).
(C. Br.). E. S-n.
Wolff [vålf], Theodor, tysk Bladredaktør,
f. 2. Aug. 1868 i Berlin, blev 1887 Medarbejder,
1906 Chefredaktør ved »Berliner Tageblatt«, som
han har præget med sin Pen. Oprindelig
æstetisk Skribent (Forfatter af baade Romaner og
Skuespil) har han vundet et stort Ry som
politisk Journalist og hans Artikler har slaaet
igennem, ikke mindst fordi de ikke skød det
»saglige«, men den kritisk-psykologiske
Betragtning i Forgrunden. Han opholdt sig i yngre
Dage længe som Korrespondent i Paris, og hans
Tankegang blev stærkt fransk paavirket. W.
var under det tyske Kejserdømme en ivrig
Forkæmper for Vesteuropas parlamentariske og
liberale Ideer, øvede megen Indflydelse paa
Tysklands »frisindede« og blev efter
Revolutionen 1918 den egentlige Stifter af det »tyske
demokratiske Parti«. (Litt: J. Fischart,
»Das alte und das neue System«, I [1919]).
H. J-n.
Wolff [vålf] (Friedrich), Wilhelm, tysk
Billedhugger, f. 6. Apr. 1816 i Fehrbellin, d. 30.
Maj 1887 i Berlin. W. lærte først i et
Jernstøberi og Gewerbeinstituttet i Berlin,
arbejdede derefter i Paris og München, oprettede
selv et Støberi i Berlin, men overlod det senere
til sin Broder for helt at kunne dyrke
Billedhuggerkunsten. Han blev en skattet
Dyr-Billedhugger (»Thier-W.«) i Relieffer og
Monumentalfigurer m. m. Til Berlins Nationalgalleri kom
»Hund« (1848) og »Buldog med Hvalpe«.
A. Hk.
Wolf-Ferrari [’volf-], Ermanno, italiensk
Komponist, f. i Venedig 12. Jan. 1876; studerede
Musik oprindelig paa egen Haand, fra 1893—95
under Rheinberger i München. 1902 blev W.
Direktør for Musikkonservatoriet i Venedig.
Efter at et Par Operaer af W. var gaaet
upaaagtede hen, vakte Le donne curiose (»Die
neugierigen Frauen«), der fremkom i München
1903, betydelig Opsigt ved den muntre,
naturlig flydende Musik og den veltrufne, fint
udarbejdede Lystspilstil. Operaen opførtes paa
forskellige Scener; en senere Opera i samme Stil:
»Die vier Grobiane« (1906) havde mindre Held,
hvorimod »Susannes Hemmelighed« fandt Vej
til mange fremmede Scener (bl. a. til Kbhvn
1914), og med vekslende Held har W. desuden
skrevet Operaerne »Der Schmuck der
Madonna«, Li amante sposi, »Der Liebhaver als Arzt«
— foruden en »Kammersymfoni«. Oratoriet La
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
