Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Volframstaal - Volframsyre - Wolfram von Eschenbach - Wolfrum, Philip - Wolfsbergit - Volga
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hurtigstaal med 10—30 % Volfram og indtil
6 % Krom, der kan arbejde i glødende
Tilstand (600°) uden at miste Haardheden, i
Modsætning til Kulstof Staal, der kun taaler 250°.
V. har en særlig Evne til at fastholde
Magnetisme, navnlig naar det indeholder 0,6 % C og 5,5
% Volfram, hvorfor saadant Staal bruges til
permanente Magneter.
E. Su.
Volframsyre, se Volfram.
Wolfram von Eschenbach [’vålfram-fån-
’æ∫ənbak], tysk Digter, f. c. 1170 i Eschenbach
ved Ansbach af bayersk Ridderslægt. d. c. 1219
smst., levede fra 1203 ved Landgrev Hermann
af Thüringens Hof og udfoldede i de følgende
Aar en betydelig digterisk Virksomhed. Han er
den i kunstnerisk Henseende mest særprægede,
menneskelig betydeligste Skikkelse blandt de
middelhøjtyske, episke Digtere. Han er
følelsesfuldt bevæget, en fin Iagttager af Livet
omkring sig, Menneskekender og munter af Sind.
Af hans Produktion er bevaret 8 Sange, de
saakaldte Dag- og Vægtersange, og tre episke
Digte. W.’s betydeligste Digt er den episke
Digtning »Parzival«, paa over 25000 Vers. Den
tilhører Gral- og Artus-Sagnkredsene, blev
fuldendt omtrent Aaret 1208 og er bevaret i 15
fuldstændige Haandskrifter. Hans Kilde var
Chréstien de Troies, Forfatteren af »Perceval«,
og Guiot eller Kyot, en omtvistet Digter, hvis
Eksistens, skønt W. kalder ham »Kyot, den
meister wolbekant«, er blevet betvivlet.
»Parzival« er en Idealisering af Ridderskabet, en
Hyldest til det stille Ægteskabs Lykke, der
sættes over den traditionelle Minnetjeneste. Fra
W.’s Digtning hentede Rich. Wagner Impulser
til sit sidste Værk. I det episke Fragment
»Sigune und Schionatulander« eller »Titurel«
fremsætter han atter sit ideale Syn paa
Ridderskabet, og i Fragmentet »Willehalm« er den
ledende Idé kristelig Tolerance kontra
Hedenskab. »Parzival« og »Titurel« blev første Gang
trykte 1477, derpaa 1753 og 1784, men det
skyldes Karl Lachmann og A. Schulz, at den nyere
Tid har faaet det rette Blik for denne Digters
historiske og kulturelle Betydning. Nye Udgaver
ved Martin (1900) og Leitzmann (1902),
Oversættelser af K. Simrock (1842), W. Hertz (1898)
og Pannier (Reclam 3681—88). (Litt.: A.
Schulz, »Leben und Dichten W.’s« [1836 og
1841]; A. Schmeller, »Ueber W.’s Heimat,
Grab und Wappen« [1837]; E. Martin, »Zur
Gralsage« [1880]; A. Sattler, »Die religiösen
Anschauungen W.’s« [1895]; Fr. Panzer,
»Ribliographie zu W.« [1896]; L. Grimm, »W.
v. E. und die Zeitgenossen« [1897]; Sicking,
»W. v. E.«, Roman [1907]).
C. B-s.
Wolfrum [’vålfrom], Philip, tysk
Musiker (1854—1919), studerede ved Münchens kgl.
Musikskole og knyttedes 1884 til Heidelberg
som Professor i Musikvidenskab ved
Universitetet og Generalmusikdirektør. W. har
komponeret en Række Orgelværker, Kammermusik og
Korværker (deriblandt »Weihnachtsmysterium«),
og er optraadt som Forfatter (»I. S. Rach«
m. m.).
W. B.
Wolfsbergit, se Kobberantimonglans.
Volga [’vå£ga], Europas største Flod,
udspringer i den vestligste Del af det storrussiske
Guvernement Tver og strømmer derefter med
hovedsagelig østlig Retning gennem Tver,
Rybinsk, Jaroslavl, Kostroma, Ivanovo-Voznesinsk
og Nishnij-Novgorod, hvorefter den løber i Mari
og Tschuvachernes Omraader; idet den derfra
strømmer ind i Tatar-Sovjetrepublikken, bøjer
den mod SØ. og derefter mod SSV. og skiller
de storrussiske Guvernementer Simbirsk og
Saratov i Vest fra Samara i Ø. Efter at have
gennemstrømmet Volga-Tyskernes Republik
løber V. ind i Guvernementet Tsaritsyn, hvor
den omtrent ved Sarepta bøjer mod SØ. og
kort efter træder ind i Astrachan, hvorefter
den udmunder gennem et stort Delta i det
kaspiske Hav. V. er 3183 km lang, og den
afvander 1458894 km2. I Modsætning til de fleste
andre af Jordens store Strømme kommer V.
ikke fra Højbjerge, og den er helt igennem en
Lavlandsflod. Som dens Udspringssted regner
man en lille Sump, der ligger i Nærheden af
Dünas Udspring 229 m over Havet samt S. f.
Landsbyen Volgino-Verchovija i
Valdaj-Højderne. Snart efter sit Udspring gennemstrømmer
V. flere mindre Søer, af hvilke Stertsch
optager Runa. Derpaa optages Jukopa og
Selicharovka, hvilken sidste danner Afløbet fra
Seligersøen og tidligere af mange betragtedes som
V.’s egentlige Kildeflod. Mellem høje Bredder
fortsætter V. sit øvre Løb i sydøstlig Retning
forbi Rshev til Subzov, hvor den endelig
forlader Valdaj-Højderne og det Volchonski’ske
Skovland. Ved Subzov optager V. Vazuza og
træder ned i det bølgeformede Lavland, som
den gennemstrømmer indtil Kamyschin, hvor
dens Nedreløb over den mere jævne og lavere
Steppe (Volga-Steppen) begynder. Mellemløbet
er omtrent 1700 km langt. I sin første Del forbi
Tver (136 m over Havet), hvor Floden bliver
sejlbar for Pramme, er Løbet østligt. Derpaa
bøjer det mod NØ. indtil Optagelsen af Mologa,
der kommer fra NV. og gennem Kanal staar
i Forbindelse med Ladoga. V. bøjer nu mod
SØ., og dens Løb er skiftevis sydøstligt og
østligt, indtil det ved Kasan bøjer mod S. Oven
for Mologa har V. lave og sandede Bredder. 32
km neden for Mologa optager V. N. fra
Cheksna, og nu er den allerede svulmet op til en
anselig Strøm med en Bredde af 500 m og en
Dybde af over 3 m. Sandbanker lægger mange
Steder Hindringer i Vejen for Sejladsen; men
alligevel er her en livlig Færdsel af
Smaadampere og Lastfartøjer, og Rybinsk er den første
vigtige Flodhavn og store Handelscentrum for
V. Derpaa passerer Floden Byerne Jaroslavl og
Kostroma, ved hvilken sidste den ligger 70 m
over Havet og N. fra optager Floden af samme
Navn. Efter at have optaget Unscha har V. en
Bredde paa indtil 1500 m, der dog ved
Gorodetz indsnævres til 400 m. Ved Byen
Nishnij-Novgorod optager V. SV. fra Oka, der er baade
længere og vandrigere end Hovedstrømmen,
hvorfor flere Forfattere har villet have den
betragtet som Hovedflod. Ved Indtrædelse i V.
har Oka højt Terrain paa sin højre Bred og
lavt paa sin venstre, og fra nu af begynder
den karakteristiske Forskel i Volgabreddernes
Beskaffenhed, der senere bliver endnu mere
udpræget, og som bestaar i, at den venstre Bred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
