Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Volsunger - Volsung-Ætten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Volsunger, se Volsung-Ætten.
Volsung-Ætten, den berømteste nordiske
og gotisk-tyske Helteslægt. Hovedfremstillingen
er den Række norsk-islandske Heltekvad, der
udgør sidste Halvdel af den ældre Edda;
udfyldt ved Hjælp af Volsungasaga og enkelte
andre Skrifter. Paa et i det hele yngre Trin
staar de tyske Middelalderfremstillinger, særlig
Nibelungenlied (s. d.). Sagnene omfatter i
nordisk i det væsentlige følgende Grupper:
1) Ubetydelige Sagn om en Stamfader Sige og
hans Søn Rere.
2) Sigmund-Sinfjøtle-Partiet. Kong
Volsung fødes paa overnaturlig Vis efter
Paakaldelse af Odin; siden kommer Odin ved
Volsung’s Datters Bryllup og støder et Sværd fast
i Hustræets Stamme midt i Kongehallen.
Sønnen Sigmund er den eneste, der kan drage
det ud. Svogeren Siggeir byder Volsungerne til
sig og ombringer dem alle, kun Sigmund
redder ved Søsteren Signy’s Hjælp Livet, og siden
faar hun med ham Sønnen Sinfjøtle, der sendes
ud til Sigmund i Skoven og vokser op til
Hævner sammen med ham; sammen faar de to
Helte Siggeir dræbt paa eventyrlig Vis, Signy
gaar ind i Ilden og dør med sin Husbond. Siden
dræbes Sinfjøtle ved Gift (Odin henter selv den
døde Kæmpe til sig); Sigmund falder i Strid,
efter at hans Sværd Gram er bristet mod Odin’s
Spyd.
3) Sigurd’s Ormekamp. Sigurd fødes
efter Sigmund’s Død og vokser op i fremmed
Land; hans Fosterfader, Smeden og Dværgen
Regin, ægger ham til at dræbe Slangen Faavne
(oldnordisk Fáfnir), for at vinde den uhyre
Guldskat, der stadig har bragt sin Ejermand
Ulykke, lige siden Aserne fra først af ranede
den fra Dværgen Andvare; Regin smeder ham
Sværd, og da alle Klinger brister, smeder han
Sværdet Gram sammen af to Stumper. Sigurd
dræber Ormen, lurende i en Grube paa dens
Vej, og skal stege dens Hjerte til Regin; men
da han sætter Fingeren i Munden, faar han
Ormeblodet paa sin Tunge, og forstaar nu
Fuglenes Stemme, der advarer ham om Regin’s
Lumskhed. Han dræber Dværgen, tager
Faavne’s Skatte, og med dem læssede paa sin Hest
Gråne drager han ud i Verden.
4) Sigurd og Brynhild. Sigurd bliver
Ven med Gjukungerne, ɔ: den burgundiske Konge
Gjuke og hans Sønner Gunnar og Hogne, han
ægter Gjuke’s Datter Gudrun og drager med
Gunnar for at vinde Brynhild. Da Gunnar
ikke selv kan ride gennem Luerne om hendes
Borg, rider Sigurd i hans Skikkelse ind og
fæster hende til Brud. Det røbes senere af
Gudrun, der praler med sin Husbonds Værk.
Brynhild hævner sig ved at ægge Gunnar og
hans Brødre op mod Sigurd, der bliver dræbt,
— efter den almindelige (ɔ: yngre) nordiske
Fremstilling af deres yngre Broder Guttorm,
der dog fældes af den døende Sigurd. Foruden
Ridtet gennem Luerne kender Sagnet ogsaa et
tidligere Besøg, hvor Sigurd vækker den
dvalebundne Kampmø (Sigrdriva), der enten
opfattes som en anden — overnaturlig Form af
Brynhild, eller som et Væsen, hvis Tryllesange
og Lærdomme indvier ham til Heltelivet; —
formodentlig fra først af kun en torneroseagtig
Variation af Ridtet gennem Luehegnet.
5) Gjukungernes Fald. Gudrun ægter
Hunekongen Atle, der lokker hendes Brødre til
sig og lader dem dræbe. Gunnar kastes i
Ormegaard, hvor han længe dysser Ormene i Ro
ved sit Harpespil, Hogne faar Hjertet
udskaaret. De hævnes af Gudrun, der slagter sine egne
Sønner, giver Atle deres Hjerter at spise og
dernæst myrder ham efter Drikkelaget.
6) Jarmunrik. Gudrun er ene tilbage, i
nyt Ægteskab faar hun Datteren Svanhild, der
ægter Gotekongen Jarmunrik (Jormunrek); men
paa falsk Mistanke lader han hende træde ihjel
af Heste. Hendes Brødre, Sorle og Hamder,
overfalder og dødssaarer J., men falder selv,
fordi de har dræbt deres tredie Broder
undervejs. Saaledes er hele Slægten tilintetgjort.
Sagnets Kærne er de to Sigurdsgrupper og
Gjukungernes Fald, det sidste en historisk
Digtning om Burgundernes Undergang 437, og
Attila’s Død i Brudenatten 453; Sigurd’s Liv frit
skabt af gamle, halvt mytiske Forestillinger.
Sigmund-Partiet knyttedes dertil, og Sværdet
Gram blev Billede paa Slægtens guddomsgivne
Styrke. Senere (her i Norden) føjedes til
Gjukungehævnen ogsaa Svanhild-Hævnen
(Gotekongen Ermanrik’s Død 375), saa at Billedet af de
i Hævn udslukte Helteætter blev des mægtigere.
I 12. Aarhundrede groede et nyt Sagn til; man
tillagde Sigurd og Brynhild — i Strid med det
ældre Sagn — en Datter, Aslog, der som Barn
var gemt i den vandrende Spillemand Heime’s
Harpe og siden ægtede Vikingekongen Ragnar
Lodbrok; — gennem hende kunde saaledes
 |
| Fig. 1. Sigurds-Ristning fra Ramsundsberget i Södermanland. |
 |
| Fig. 2. Gunnar i Ormegaarden. Udskæring paa norsk Kirkedør; Austad i Telemarken. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
