Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voltaire, François Marie Arouet de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Marquis de Châteauneuf, men kaldtes atter
hjem af Faderen, da han havde indladt sig i en
Elskovsforbindelse, og ansattes som Skriver paa
et Notarkontor. Alligevel vilde han ikke afstaa
fra sin
digteriske Tragten;
en fornem
Velynder satte
ham i Stand
til at bryde
med Faderen.
Et Par
satiriske Digte af
ham kom i
Omløb og paadrog
ham Regentens
Unaade; i Maj
1716 forvistes
han fra Paris,
et Aar efter
kastedes han
endog i
Bastillen, hvor han
maatte sidde
elleve Maaneder. Her havde han Tid til at
tænke over sin Skæbne og sine Planer, og her
omarbejdede han sin første Tragedie Ædipe for
Scenen, hvorefter den i Slutningen af 1718
opførtes og vandt stort Bifald; den er endnu
væsentlig i Corneille’s Stil, men gjorde Lykke ved
sine glimrende Vers og sin rationalistiske Aand.
I Stykkets Dedikation til Regentens Moder
undertegner han sig første Gang Arouet de V.,
sandsynligvis kaldende sig saaledes efter et ham
tilhørende Gods, Veautaire. I Bastillen havde han
ligeledes paabegyndt sit store Nationalepos La
Henriade i 10 Sange, der dog først afsluttedes
1723 og efter megen Forhaandsreklame ved
Oplæsning rundt paa Herresæder og Slotte tryktes
hemmeligt i Rouen. V.’s Samtidige saa i dette
Digt et Sidestykke til Oldtidens Iliade og
Æneïde; men i denne retoriske Skildring af
Henrik III’s og Henrik IV’s Bedrifter, af hvilke
navnlig den sidste berømmes i de klangfuldeste
Vers, brød Digteren sig mindre om at skabe
Handling og Poesi end om at forfægte sine
religiøse og politiske Ideer, at angribe den
konfessionelle Fanatisme og Aristokratiets
Særrettigheder, at lovprise Borgerfrihed og
Religionstolerance. Værket udgaves paa ny i London
1728, denne Gang med Tilsætning af
Forherligelse af det engelske Regeringssystem.
Tidlig vænnet til Omgang med rige og
fornemme Folk og til Indsigt i Pengenes store
Betydning, gav V. sig allerede nu til at spekulere
og at lægge Grunden til den store Formue, han
siden samlede sig, og som gjorde ham mere
uafhængig, mere materielt og praktisk
overlegen end nogen anden Skribent. Med sin kloge
Forretningssans var han alle Vegne om sig,
stræbte ufortrøden at erhverve og tilegne sig
Kundskab og Indflydelse. 1722 foretog han en
Rejse til Holland og Belgien, opsøgte i Bryssel
den forviste Digter J. B. Rousseau, med hvem
han indgik varigt Fjendskab, og lærte i Haag
den republikanske Regeringsform at kende.
1724 udgav han en ny Tragedie Mariamne,
mislykket saavel som to andre Dramaer fra samme
Tid, L’indiscret og Artémire. Imidlertid fik han
snart at føle, at han kun var en Spurv i
Tranedans, naar han tillod sig at være fortrolig
næsvis eller satirisk ondskabsfuld i det
aristokratiske Selskab, han yndede at søge. 1725 lod et
fornærmet Medlem af Familien Rohan ham
traktere med Stokkeprygl; hans Velynder,
Hertugen af Sully, uden for hvis Hus det skete, tog
sig kun et billigt Grin derover, og da V. var
dristig nok til at udfordre sin Avindsmand, fik
den forargede Familie ham til Straf anbragt i
Bastillen, hvor han paa ny maatte kukkelure
fem Maaneder, og hvorfra han kun slap løs paa
Betingelse af, at han forlod Frankrig. 1726—29
tog han da Ophold i England, hvor han
styrkedes i alle sine frisindede Ideer og Planer.
Her lærte han den engelske Litteratur at
kende, Shakespeare og Milton, og smigredes i sin
Skribentforfængelighed ved at se, hvorledes
engelske Forfattere og Tænkere ophøjedes og
hædredes. Endnu stærkere Indtryk fik han af
Videnskabens Udvikling, af Newton og Locke,
af systematisk Tænkning, af Fornuftens
metodiske Fremskridtsarbejde. England blev for
ham Frihedens og Borgervellets Land, hvor
Handel og Industri blomstrede, hvor Religionen
ikke var Tvang, hvor Tvivl og Kritik udviklede
sig uhindret i Modsætning til al usund og
obskur Kirkekonfession. Da han 1729 fik Lov at
vende hjem fra England, hvor han kun 1726
havde forfattet et Essai sur la poétique épique,
var han rigt rustet og kamplysten, ladet med
Energi, en begejstret Rationalist, en troende
Frihedsapostel. Han udfoldede fra nu af en
rastløs Skribentvirksomhed. 1730 udgav han sin
berømte Histoire de Charles XII, roi de Suède.
Hans Interesse for Svenskekongen var
oprindelig vakt ved Eventyrglansen, Slagtummelen, den
romantiske Vildskab i dette omstrejfende,
glorværdige, men frugtesløse Helteliv. I en
overordentlig livfuld, anekdoterig, romanagtig Stil
beretter og udreder han de historiske
Tildragelser som Resultater af forstandig beregnende
Egoisme hos de store Mænd, er overalt
rationalistisk snæversynet, men gaar ogsaa overalt
metodisk til Værks, afleder Virkning af Aarsag
og giver derved Frankrig det første Stykke
moderne Historieskrivning. 1731 skrev han en
Sørgeode i Anledning af, at man nægtede den
berømte Skuespillerinde Adrienne Lecouvreur
en kirkelig Begravelse, og 1732 angreb han paa
ny Gejstligheden i Épitre à Uranie, der vakte
Raseri hos de Klerikale. 1733 udgav han, først
paa Engelsk, sine Lettres philosophiques sur les
Anglais, hvori han benyttede sine Indtryk fra
England til hvasse Angreb paa den bestaaende
Samfundstilstand i Frankrig.
Efter at have lært Shakespeare at kende
genoptog han sin Tragediedigtning. Saa barbariske
han end fandt den store Brites Stykker, begreb
han dog deres Styrke, deres vilde Energi, deres
voldsomme Lidenskabelighed og deres
stormfulde Handlingsskifte, der lod den franske
klassiske Tragedie synes flov og stillestaaende. Men
hans Paavirkning fra Shakespeare ytrer sig
alene i en Stræben efter en vis ydre Effekt i
Handling og Kostume, derimod hverken i
psykologisk Karakteristik eller i digterisk Fantasi.
 |
| F. M. A. de Voltaire. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
