Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voltaire, François Marie Arouet de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og revolutionære Form. England havde lært
ham Forstaaelsen af det materielle og
praktiske Liv. Hans verdsligsindede, livslystne,
epikuræiske Natur var i lige saa høj Grad som hans
Tro paa den sunde Fornuft og den fri
Forskning Aarsag til hans hadefulde Angreb paa
Kristendommen som asketisk Religion, som
Undertrykker af Kulturens, af Menneskelykkens fri
Udfoldelse. Hans Kampraab Écrasons l’infâme
gjaldt alle de Grusomheder og Skændigheder,
alle de Forfølgelser, Kristendommen i
Aarhundredernes Gang havde øvet mod den fri
Tænknings Apostle. V. selv var Optimist og nærede
en urokkelig fanatisk Tro paa Menneskehedens
Sag, paa Retfærdighedens endelige Sejr, paa
Gud som en Alfornuft, der baner sig Vej
gennem Slægternes Obskurantisme, Overtro,
Dumhed. Han gjorde Fremskridtstroen til den ny
Tids Religion. Han blev Oplysningstroens
hidsigste og voldsomste Forkæmper. Med en
flammende Ildhu, der er uden Sidestykke i
Historien, hvæssede han sine Vaaben til Angreb mod
alle sociale Misbrug, alle bedærvede Fordomme,
al Undertrykkelse og al Uret. Fra Ferney
sendte han ud over Europa et Haglvejr af
Flyveskrifter, Pamfletter, Breve, Satirer, en
hvislende og eksploderende Regn af Bomber, der
gnistrede til alle Sider, tændte og opskræmte. Fra
Berlin-Opholdet skriver sig følgende
Flyveskrifter: Voix du sage et du peuple, imod
Gejstlighedens Skattefrihed; Dialogue entre un
philosophe et un controleur des finances, der
plæderer for Frihandel; Dialogue entre Marc Aurèle
et un récollet, Satire over Inkvisition og
Kætterforfølgelse; Dialogue entre un plaideur et un
avocat, et Angreb paa den franske Retsplejes
slæbende Langsommelighed; Pensées sur le
gouvernement, imod Adelens Forrettigheder, o. fl.
I Preussen skrev han ligeledes Micromégas
(1752), en fantastisk Rejseskildring, der
ironiserer over Udødelighedstroen og de jordiske
Forholds latterlige Ringhed, set med en
Sirius-Beboers Øjne. Micromégas hører til V.’s Romaner,
den Del af hans Produktion, der den Dag i Dag
er mest populær, fordi hans lysende
Spiritualitet, hans elegante, spydige Ironi, hans klare og
tindrende Bonsens intet Sted har udtrykt sig i
en mere hvas, knap og lettilgængelig Form,
pikant, frivol, kynisk, men altid æggende, altid
borende. Allerede 1747 havde han udgivet
Memnon, senere kaldet Zadig ou la destinée, der
harcelerer over Skæbnens Omskiftelighed og alle
Tings Upaalidelighed. Af hans senere Romaner
maa fremhæves: Candide ou l’optimisme (1759),
der spotter Leibniz’ Optimisme, Troen paa
denne »den bedste af alle Verdener«, og lærer at
resignere og dyrke, hver sin egen Havelod;
L’ingénu (1767), der under Skildring af en
Huron-Indianers Indførelse i Paris-Verdenslivet
med bidende Vid stiller Naturmennesket over
for Kulturens Forkunstlinger, Hykleri og
Unatur; La princesse de Babylon (1768); Le taureau
blanc (1774), der driver Spot med den jødiske
Historie; Histoire de Jenni, ou le sage et l’athée
(1775), en ny Haan over Kristendommen; Les
oreilles du comte de Chesterfield (1775), der
forklarer Hensigtsmæssighedens Princip i
Naturen.
Betydeligst og fyldigst kommer V.’s
Anskuelser til Orde i hans senere historisk-filosofiske
Værker. Efter mange Aars Forarbejder
fuldendte han i Berlin Le siècle de Louis XIV, der
udkom i Frankfurt a. M. 1751. Efter mundtlige
eller utrykte Kilder, med et dybtgaaende
Studium af Memoirer og Statsarkivet, hvortil hans
Stilling som kongelig Historiograf havde aabnet
ham Adgang, skrev V. her et Værk, der
tilfredsstiller de moderne Fordringer til
Historieskrivning; i en glimrende klar, eksakt Analyse,
der kun lider af en vis abstrakt,
altingforklarende, tør Nøjagtighed, skildrer han den store
Konges Regering, priser den høje Aandskultur
under denne oplyste, over Landets Velfærd
altid vaagende Absolutisme, som han langt
foretrak for nogen demokratisk Styrelse, og
understregede det som sin Opgave særlig at skildre
Menneskeaandens Vækst og Fremskridt i denne
Tidsalder; hans Historie bliver banebrydende
ved sin Fremhæven af Kulturhistorien, de
aandelige Magters Udvikling. Værket om Ludvig
XIV’s Tid indgik som et Led i det 7 Bind store
Arbejde Essai sur l’histoire générale et sur les
mæurs et l’esprit des nations, depuis
Charlemagne jusqu’à nos jours, der udkom 1753—56,
og hvori han forsøgte en Fremstilling af hele
den kulturhistoriske Udvikling op til sin Tid. I
Modsætning til Bossuet, der saa Historiens
Gang styret af Forsynet, vilde V. forklare
Begivenhederne ud fra mekaniske og
skæbnesvangre Sammenstød, af de smaa Aarsager, af
Tilfældets altbesejrende Vælde; han tror dog
paa eet: Kulturens Fremskridt, Oplysningens
endelige Sejr over Uvidenhed og Overtro,
Almenvellets Fremgang under store Mænd, hvem
Tilfældet tjener, og der ikke, som Ludvig XIV,
længer er hildede af Fortidens Daarskaber:
Religion og Kirke; thi det var efter hans
Mening Præsterne, de bevidste Bedragere, der
hidtil havde hemmet Folkeslagenes Fremgang
saavel som Kulturens Udvikling i
Almindelighed; Hadet til Kristendommen gennemsyrer det
hele Værk og gør ham uforstaaende over for
alt før hans eget Aarhundrede. — 1759—63
udgav han Histoire de Russie sous Pierre I i 2
Bind; heri fremstiller han Udviklingen af det
moderne Rusland som en Viljesakt af den store
Tsar Peter. Sin rastløse uforsonlige Krig mod
den kristne Religion fortsatte han bl. a. i
Sermon des cinquante (1762), Examen important
de Milord Bolingbroke (1767), Dieu et les
hommes (1769), La Bible enfin expliquée (1776), Un
Chrétien contre six juifs (1776) og Histoire de
l’établissement du Christianisme (1777). Sine
Artikler til den store Encyklopædi samlede han
1764 i Dictionnaire philosophique (ou portatif);
da det store Oplysningsværk blev lagt for Had
paa Grund af sin antiklerikale Holdning, skrev
han sine Questions sur l’Encyclopédie (2 Bind,
1770—72) til Forsvar.
Den Indflydelse, Patriarken fra Ferney øvede
paa hele sin Samtid, har næppe før eller siden
haft noget Sidestykke. Han brevveksler med
Folk af alle Nationer, lige fra Suveræner
(Frederik II, Katharina II), Ministre,
Stordignitarer, Embedsmænd, Dommere, Digtere og
Videnskabsmænd til Verdensdamer, Skuespillere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
