Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Woronicz, Jan Pawel - Voronin, Michael - Voronzov - Vorort - Vorovsky, Vatslav - Worpswede - Worringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udtrykte i W.’s betydeligste Digt »Sybilla« (1818),
gjorde ham til en af Panslavismens tidligste
Pionerer.
A. K.
Voronin [va’rånin], Michael, russisk
Botaniker, f. 1838 i Petrograd, d. smst. 1903. Han
studerede under Cienkovski i Petrograd og
lagde sig særlig efter Mykologi og Geologi, kom
1858 til Heidelberg, derfra til Freiburg, hvor
de Bary var hans Lærer; i 1860 studerede han
i Antibes Algologi under Thuret, disputerede
1861 for Magistergraden i Petrograd. Han,
som var af en meget rig Familie, attraaede
ingen Sinde noget akademisk Embede, men
levede som privat Videnskabsmand; 1874
udnævntes han til doctor honoris causa ved det
nyrussiske Universitet i Odessa. Dog holdt han
i 1869 og 1870 Forelæsninger over Svampe som
Privatdocent og var 1873—75 Lektor i
Mykologi og Planteanatomi ved det højere
medicinske Institut for Kvinder i Petrograd. V. har
forfattet en Mængde især mykologiske og
algologiske udviklingshistoriske Arbejder, hvoraf
mange har haft stor Betydning; særlig kan hans
ypperlige Arbejder over Sclerotinia nævnes
samt hans Studier over Kaalbroksvampen,
Plasmodiophora Brassicæ (i »Arbeiten der St.
Petersburger Gesellschaft der Naturforscher«, 8.
Bd, 1877), som indbragte ham det kejserlige
russiske Havebrugsselskabs Guldmedaille 1878.
Et eget Organ i Frugtlegemsanlægget hos visse
sæksporede Svampe er efter ham blevet kaldet
den V.’ske Hyfe.
(V. A. P.). A. M.
Voronzov [vara’ntsåf], russisk grevelig og
fyrstelig Familie, hvis første Medlemmer
udmærkede sig allerede i Kampene mod Tatarerne
Michail Ilarionovitsch V. (1714—67) var
under Kejserinde Elisabeth’s sidste Tid og
under Peter III første Vice-Kansler, derpaa
Rigskansler og Leder af den russiske
Udenrigspolitik; siden han efter en Tids Vægring havde
svoret Katharina II Troskab, fik han ogsaa
under hende Lov til at beholde sin Post, men faldt
snart i Unaade. Hans Broderdatter,
Jelizaveta Romanovna V., var Peter III’s
Elskerinde og beherskede fuldstændigt denne svage
Monark; hendes Søster, Jekatarina
Romanovna V., spillede som Fyrstinde
Daschkov (s. d.) en betydelig politisk og litterær
Rolle. Deres Brodersøn, Michail
Semenovitsch V. (1782—1856), kæmpede først i
Kaukasien og udmærkede sig siden i Felttoget
mod Napoleon 1812—14; i Aarene 1815—18
kommanderede han den russiske
Okkupationsarmé i Frankrig. I en Aarrække fremmede han
senere som Generalguvernør i »Nyrusland« det
sydlige Ruslands, særlig Krims og Odessas,
Udvikling. 1828 førte han, efter Menschikov’s Død,
Belejringen af Varna videre og indtog denne
By, hvorefter han blev Feltmarskal. I Aaret
1844 udnævntes han til Statholder i Kaukasien
og ledede med store Resultater den russiske
militære Fremtrængen her, samtidig med at
han ved en forsonlig Politik søgte at vinde
Befolkningen for Rusland.
A. K.
Vorort [’fo.rårt] kaldtes i Schweiz 1815—48
det Kanton, hvor Forbundsdagen
(»Tagsatzung«) samledes, og hvis særlige Styrelse førte
Forsædet og desuden overtog Forbundets
fælles Sager. Der var 3 Kantoner, som skiftedes
til at være V., nemlig Bern, Luzern og
Zürich, og Værdigheden varede 2 Aar.
(E. E.). C. A.
Vorovsky [va’råfskij], Vatslav, russisk
Diplomat, f. 1871 i Moskva, myrdet i Lausanne
i Schweiz 10. Maj 1923, oprindelig
Polytekniker, optraadte tidlig som yderliggaaende
Socialist og deporteredes gentagne Gange, blev
Novbr 1917 Sovjetregeringens Gesandt i
Stockholm, men overbevist om bolsjevikisk
Propaganda maatte han forlade Sverige 30. Jan.
1919, deltog senere i Genuakonferencen 1922,
var i Lausanne for at forhandle med Tyrkiet,
da han myrdedes af en Schweizer. Hans
Morder frifandtes gennem en Jury-Dom, hvad der
førte til Konflikt mellem Sovjet-Rusland og
Schweiz.
H. J-n.
Worpswede [vårps’ve.də], en lille Landsby
NØ. f. Bremen, et Par Mils Vej fra den
nærmeste Jernbane. Navnet er blevet almenkendt
ved dens Malerkoloni, der slog sig ned her
ikke blot paa aarlige Studierejser, men med
fast Stade for at fordybe sig i Stedets
ejendommelige Natur- og Folkeliv. Kolonien begyndte
saa smaat 1889, først med Mackensen (s. d.)
og Otto Modersohn (f. 1865 i Soest, Elev af
Düsseldorf-Akademiet, »Storm in Teufelsmoor«
[Münchens ny Pinakotek]); senere kom Hans
v. Ende og Fritz Overbeck (f. 1869 i Bremen)
og Vogeler, som sluttede sig til 1894. 1895
dannedes en Kunstforening med aarlige
Udstillinger i München. Forskelligartede indbyrdes
søgte de at gengive Naturen i dens Stilhed og
Intimitet efter Barbizon-Skolens Mønster; skønt
deres Kunst næppe kunde tænkes uden Millet
i Frankrig og Böcklin i Tyskland som
Foregangsskikkelser (litterært paavirkedes de af
nordisk Digtning: Bjørnson og J. P. Jacobsen
[»Mogens«]), skulde Koloniens Styrke ligge i
det selvstændige og uhildede, sunde Blik paa
Naturen. En Udstilling af deres Værker paa
Salonen i München 1895 gjorde dem med eet
Slag berømte. De skildrede den lille Landsby
med dens Smaahuse med de høje, ludende,
mosgroede Straatage, den flade Egn med dens
Moser, Enge, Kanaler og Broer, de hvide Birke
foran Husene o. s. v., det hele fortonet i den
bløde, fugtige Luft. Mackensen var vel nok den
betydeligste og dybest stemte; Modersohn
malede farvestærke, stemningsbaarne Landskaber
og digtede til Tider Landskabsstemningen over i
Eventyrverdenen; Overbeck var Malergruppens
Realist (ogsaa gode Raderinger); H. v. Ende,
der fik sin Uddannelse især i München (Dietz),
og hvis Kunstnerpersonlighed bærer Præget af
mangeartede Kulturkrydsninger, vandt især
Navn ved sine Landskabsraderinger. Kolonien
blev dog efter en Aarrække opløst, og Glansen
af dens Kunst er stærkt blegnet. (Litt.:
Rainer Rilke. »W.« [2. Oplag 1905];
»Künstler-Monographien«, LXIV).
A. Hk.
Worringen [’våreŋən], Landsby i Tyskland
ved venstre Bred af Rhinen, 15 km N. f. Köln,
Romernes Buruncum, bekendt ved Slaget den 5.
Juni 1288 mellem Ærkebispen af Köln,
understøttet af Hertugen af Geldern, og Kölns
Borgere i Forbund med Brabanterne, i hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
