Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Worringen - Vorsaa - Worsaae, Jens Jacob Asmussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Byen Köln endeligt tilkæmpede sig
Uafhængighed af Ærkebispen, og Brabant erhvervede
Hertugdømmet Limburg.
O. K.
Vorsaa (1328: Worthæsaa, 1408: Wordsaa),
Landsby, Badested og Udskibningssted i
Vendsyssel (Albæk Sogn, Dronninglund Herred,
Hjørring Amt), 14 km SSV. f. Sæby; den havde 1.
Febr 1921 104 Gaarde og Huse og (1925) 468
Indb. (1916: 358, 1906: 297). Der er her Skole,
Missionshus, Købmandsforretning, Badehotel og
Strandkontrollørbolig. Ved Aaen er der 1907
bygget en Stenkaj, og 1921 en Pæleskærm for
Sejlløbet til denne.
(H. W.). M. S.
Worsaae, Jens Jacob Asmussen,
dansk Museumsdirektør, arkæologisk og
historisk Forfatter, f. 14. Marts 1821 i Vejle, d. 15.
Aug. 1885 paa Hagestedgaard ved Holbæk. Hans
Fader, der var
Bondesøn, var
Amtsforvalter i
Vejle. W. kom
1834 i Horsens
Skole, 2 Aar
senere i
Borgerdydskolen i
Kjøbenhavn og
blev Student
1838. Allerede
tidligt havde
han stærke
Interesser i
historisk og
arkæologisk Retning; som
Student droges
han til Museet
for nordiske
Oldsager og fungerede en Tid lang (til 1843)
som Assistent. Efter Faderens Død 1840 havde
det tegnet til, da Moderen sad i trange Kaar
med mange Børn, at W. førtes ind paa en
hurtigere Embedsvej, Juraen, hvilket dog atter
opgaves; snart efter blev hans Navn bekendt i
videre Kredse ved en Polemik mod N. M.
Petersen. Den drejede sig om et mumificeret
Kvindelig, der af N. M. Petersen betegnedes
som Dronning Gunhild. I Modsætning hertil
hævdede W., at ethvert Bevis manglede, og at
det hele i Virkeligheden var en uvidenskabelig
Paastand, som en ædruelig Forskning bestemt
maatte afvise. I denne Polemik, der førtes
1841—42, men endnu har Betydning, viste W.
allerede de Aandsegenskaber, som Livet igennem
blev betegnende for ham: Klarhed i Tanken,
lysende kritisk Evne og forbundet hermed stor
Fremstillingsevne og aaben Ridderlighed over
for Modstanderen. En lignende Polemik førte
han 1844 mod Finn Magnusen (»Runamo og
Braavallaslaget« [1844]).
Til disse kritiske Arbejder sluttede sig en
almindelig Fremstilling af Danmarks ældste
Tider: »Danmarks Oldtid, oplyst ved Oldsager og
Gravhøje« (1843), et Skrift, der vakte stor
Opsigt i Danmark og i Udlandet og i
Virkeligheden dannede Epoke i dansk Oldkyndighed.
Kritisk Evne forbundet med Kundskabsfylde og
baaret af Kærlighed til Stoffet og en mærkelig,
livlig Fremstillingsevne giver dette Arbejde en
høj Rang.
Paa forskellig Maade blev W.’s Virksomhed
i disse og de nærmest følgende Aar økonomisk
lettet, dels ved offentlig og kongelig, dels ved
privat Bistand. Han rejste 1842—45 i Sverige,
Norge og Tyskland og undersøgte derefter i
2 Aar Mindesmærkerne om de Danske og
Nordmændene i England, Skotland og Irland. Ved
sin Hjemkomst blev han 1847 Inspektør for de
antikvariske Mindesmærker i Danmark, en for
ham oprettet ny Stilling, sideordnet med
Thomsen’s som Leder af Museet; 1854 udnævntes W.
til Professor. 1855 ansattes han som Docent ved
Universitetet, 1858 blev han Inspektør (senere
med en Titelændring Direktør) for
Rosenborg-Samlingen. I denne Periode falder hans
Samarbejde med Jap. Steenstrup og J. G.
Forchhammer, idet disse 3 Mænd dannede den af
Videnskabernes Selskab nedsatte særlige Komité, der
fra 1848 undersøgte de ejendommelige
Skallag, som snart erkendtes at være Affaldsdynger
fra Stenalderen og under Navnet
Køkkenmøddinger vakte den største Opsigt i den
videnskabelige Verden. 1851 meddelte W.
Opdagelsen i Oldskriftselskabet, samtidig med, at
Steenstrup forelagde den i Videnskabernes Selskab.
Om den nærmere Opfattelse førte W. og
Steenstrup en videnskabelig Polemik (Vidensk. Selsk.
Oversigter, navnlig 1859 og 1861), der først over
30 Aar senere ved et nyt Slægtleds
Undersøgelser blev endelig afgjort, i Hovedsagen til W.’s
Fordel. Samtidig syslede W. med Studier over
Bronze- og Jernalderens kronologiske Forhold.
Foruden en Række Specialafhandlinger udkom
1854 »Afbildninger fra d. kgl. Mus. f. nord.
Oldsager«, der vandt megen Udbredelse, og 1865:
»Om Slesvigs eller Sønderjyllands
Oldtidsminder«. Tillige fremkom en hel Række historiske
Skrifter, ogsaa af udpræget national Karakter,
af hvilke her kun skal anføres »Minder om de
danske og Nordmændene i England, Skotland
og Irland« (1851), »Den danske Erobring af
England og Normandiet« (1863) og
»Kongegravene i Ringsted Kirke« (1858).
1865 døde Oldnordisk Museums Leder, den af
Danmarks nationale Forskning højt fortjente C.
J. Thomsen. W. blev hans naturlige Efterfølger;
Udnævnelsen fandt Sted 1866, og omtrent
samtidig fik han Ledelsen af Oldskriftselskabet.
Hermed fulgte, at han opgav sit Docentembede.
Der blev nu rigelig Anvendelse for hans
administrative Evner, som indtil da var komne
Rosenborg-Samlingen alene til gode. Med ringe
Pengemidler og under vanskelige Forhold over
for Kongens skiftende Stemninger og Grevinde
Danner lykkedes det W. af en forsømt og
upaaagtet Samling af meget heterogene Ting at
danne en Række karakteristiske Interiører; til
hans Arbejder her har der siden kun været
lidet at tilføje, og Museet paa Rosenborg er ved
hans Virksomhed blevet et af de bedste i sin
Art i Europa.
Efter at W. var tiltraadt som Forstander for
Samlingerne paa Prinsens Palæ, overflyttedes
Møntsamlingen hertil fra Rosenborg. Museet for
Skulptur og Kunstflid ophævedes som forfejlet;
 |
| J. J. A. Worsaae. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
