- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
492

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Västerbottens Län - Västergötland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kvægprodukter kan udføres. Der fandtes 1924 43
Mejerier med 3134 Leverandører, og der
fremstilledes 64 t Smør til en Værdi af 212000 Kr. og
662 t Ost til en Værdi af 1,5 Mill. Kr. Der
fiskedes 1923 679 t Ferskvandsfisk til en Værdi
af 673000 Kr. De store Skovarealer giver en
betydelig Tømmerproduktion, omend Skovene i
Kystegnene i de senere Aar har været daarligt
behandlede. Bjergværksdrift findes ikke mere
i V. L. Af Industrien er særlig
Sawærksindustrien vigtig. Der fandtes 1924 222
Fabriksvirksomheder med 5932 Arbejdere, og der
produceredes Varer til en Værdi af 55,6 Mill. Kr.
Papir og Træ er de vigtigste Produkter. —
Handelsflaaden udgjorde 1924 6 Damp- og
Motorfartøjer paa 262 Nettotons og 2 Sejlskibe
paa 77 Nettotons. Jernbanerne udgjorde 1925
554 km (Statsbane). V. L., hvis Hovedstad er
Umeå, har foruden denne kun een Købstad,
Skellefteå. I retslig Henseende deles V. L. i 5
Domsagor og 10 Tingslag. Administrativt deles
det i 28 Landkommuner, 9 Municipalsamhällen,
4 Fogderier og 26 Landsfiskalsdistrikter. I
gejstlig Henseende er Landet delt i 29 Pastorater
med 31 Land- og 2 Bysogne. — V. L. omfattede
oprindelig, ɔ: fra 1637, hele Landskabet
Västerbotten og hele Lappland, men 1810 udskiltes
den nordlige Del tillige med Torne og Lule
Lappmarker som eget Län (Norrbottens Län),
medens til Gengæld Nordmalings Tingslag i
Ångermanland lagdes til V. L. 1837 skiltes Pite
Lappmark fra V. L. og lagdes til Norrbottens
Län.
M. H-n.

Västergötland [’væstər.jø.tland], Landskab
i det sydl. Sverige, et af Götarikes gamle
Landskaber, grænser i N. til Dalsland. Vänern og
Värmland, i NØ. til Närke, i Ø. til Vättern, i
SØ. til Småland, i S. og SV. til Halland og i
Vest til Kattegat og Bohuslän. Mod Bohuslän
dannes Grænsen af Göta älv. Landskabets
største Udstrækning er NØ.—SV. 230 km, største
Bredde Ø.—V. 130 km. Arealet er 17613 km2,
hvoraf 16581 km2 Land og 1032 km2 Vand (V.’s
Andel af Vänern og Vättern ikke medregnet).
175 km2 udgøres af Øer, hvoraf de største
Torsö, Bromö, Dillö og Kållandsö alle ligger i
Vänern. (1926) 765068 Indb., 46 pr. km2. Kysten
langs Kattegat har af større Indskæringer
Älvsborgsfjorden og Askimsfjorden og beskyttes af en
Bræmme af Skær og Smaaøer, der danner en
Fortsættelse af den bohuslänske Skærgaard.
Vänerkysten har ogsaa betydelige
Indskæringer, som Vänersborgviken, Dettern og
Kinneviken med Skærgaard omkring Kållandsön og
Kållandshalvön. Vänerkysten udgør 330 km.
Vätterkysten er 130 km lang og kun lidt
indskaaret. — V. er i S. og SØ. en Fortsættelse
af det sydsvenske Højland, der ind mod den
hallandske Grænse er et vildsomt skovbevokset
Plateauland, opløst i et Netværk af krydsende
Sprækkedale og mellemliggende kraftigt
udmodellerede Bjergpartier med ret stejle Sider.
Her findes flere betydelige Søer. I SØ. gaar det
skovklædte, sø- og moserige Plateau over i
Småland. Her ligger Landskabets største
Højder i Egnen omkring Ulricehamn, hvor
Galtåsen naar 358 m, Stutaroret 347 m og Hattåsen
345 m. Mod N. sænker Plateaulandet sig med
vældige bølgende Skovdrag ned mod
Slettelandet, Västergötaslätt, mellem Vänern og
Vättern. I Ø. fortsættes Højlandet langs Vättern i
Hökensås og Tivedens skovklædte Højdedrag.
Mellem Hökensås og Vättern ligger den smalle,
frugtbare Lavlandsstrimmel Guldkroken.
Västgötasletten S. f. Vänern afbrydes kun af de
saakaldte Västgötabjerge, en Del ret skarpe
markerede Plateaubjerge i Egnen mellem
Skara—Skövde—Tidaholm—Falköping, og hvoraf
nævnes Ålleberg (334 m), Mösseberg (325 m),
Varvsberget (328 m) og Billingen (299 m).
Lignende Bjerge er ved Vänern Kinnekulle (307
m), Halleberg (124 m) og Hunneberg (145 m).
Disse Bjerge deler Sletten i flere Dele med
almindeligt anvendte Navne, saaledes omkring
Billingen i Ø. Tidadalen, i S. Falbygden, i Vest
Skaraslätten og noget vestligere
Tunhemsslätten. Overgangen mellem disse frugtbare og
veldyrkede Sletter og Højlandets Skovegne i S.
udgøres af et lavt, fattigt og tyndtbefolket
Klippeland, »Svältorna«, der indtil for 200
Aar siden var dækket af Skove, som
Menneskene i deres Ufornuft ryddede.
Hedevegetationen rykkede hurtig ind, men nu er betydelige
Arealer atter tilplantet med Skov, selv om
Træerne endnu ikke er saa store, at de
præger Landskabet.

Undergrunden i V. bestaar alle Vegne af
Gnejs og Granit. Sidstnævnte Bjergart træffes
dog kun indenfor et Par Omraader Nord paa,
hvorimod Gnejsen (Jerngnejs), der her for
største Delen er rødlig og af en fintkornet
skifret Struktur, har langt større Udbredelse.
Den gennemsættes nogle Steder af
Hyperitgange og Lag af Dioritskifer. Af særlig
geologisk Interesse er de kambrisk-siluriske
Sandsten, Kalksten og Lerskifere, der paa visse
Lokaliteter findes i horisontale eller næsten
horisontale Lag oven paa den ældre Gnejsbund,
over hvilken de hæver sig i Form af 100—200
m høje Bjerge eller Bjergplateauer. I dem alle
forekommer Bjergarterne i nøjagtig samme
Lagfølge. I Kinnekulle ligger paa Grundfjeldet
nederst en 34 m mægtig graa og gul Sandsten
(Olenellussandsten), derefter følger 22 m
Alunskifer (nederst Paradoxideslag, øverst
Olenuslag). Saa følger Ordovicium bestaaende af 4 m
Diytyonemaskifer, Ceratopygekalk og nedre
Graptolitskifer, 53 m rød og graa
Ortoceratitkalk, 10 m Chasmopskalk, 28 m
Trinucleusskifer og 5 m graa og graagrøn
Brachiopodskifer. Gotlandiet i Kinnekulle bestaar af 56 m
øvre Graptolitskifer, og det hele dækkes af et
30 m mægtigt Diabaslag, der er meget haardt,
og som netop derfor har beskyttet de
underliggende Lag mod Erosion. I Halle- og
Hunneberg mangler Ortoceratitkalkstenen og den øvre
Graptolitskifer, medens de øvrige
vestergötlandske Bjerge af denne Type har hele
Lagfølgen. I økonomisk Henseende er de
kambrisk-siluriske Lag af ikke ringe Vigtighed, da de
finder forskellig Anvendelse og brydes flere
Steder. Sandstenen brydes ved Kinnekulle og
Billingen til Bygningssten og Slibesten.
Silurkalk-stenen bruges til Kalkbrænding, Cement og
Bygningssten. Ved Lugnås brydes Gnejsen og
anvendes til Møllestene. Overfladedannelserne i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0502.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free