Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Völundarkviða - Völuspá - Völuspá en skamma - Vølve - Vönsan - Vörå - Vøringfossen - Wørishøffer, Johann Andreas Philipp Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karakterskildring og fine Fremstillingsmaade.
Det overgaas i saa Henseende ikke af noget
andet. (Litt.: F. Jónsson, »Oldn.-oldisl.
Litteraturhist.«, I, og den der anførte Litt.).
F. J.
Völuspá [’våluspa. ell. ’vö.løspa^u], Vølvens
Spaadom, det første Digt i
Hovedhaandskriftet af Eddakvadene (codex regius);
denne Plads har det faaet paa Grund af sin
Betydning og Indhold. Det giver i en Vølves
(Spaakvindes) Spaadom en Oversigt over
Verdens og Gudernes mytologiske Historie. Vølven
begynder med at paakalde Guder og Mennesker
og gør saa nogle Bemærkninger om sig selv
for at indgyde Folk Tillid. Hun dvæler ved
Universets Tilblivelse og gaar saa over til
Fortidens vigtigste Begivenheder, om hvorledes det
Onde kommer til Verden, Kamp og Krig, der
bliver skæbnesvanger for Guderne og fører
Verden ind paa Vej til Undergang; et mægtigt
Skridt fremad sker ved Balder’s Død, hvorefter
forskellige uhyggelige og faretruende Væsener
og Varsler omtales, samt Verdens Fordærvelse.
Det øvrige af Digtet handler om Ragnarok og
Forberedelserne dertil samt — endelig — om
Universets Genfødelse og de nye Guder. V. er
en mægtig Aands Frembringelse, der i korte
og rammende Skildringer har vidst at gribe
de væsentligste og afgørende Punkter i den
pragmatiske Sammenhæng, saaledes som denne
formede sig for en Hedning ved Midten af det
10. Aarh. Hans Hensigt med Digtet er meget
omtvistet, men at det staar paa hedensk Grund,
er uomtvisteligt; derimod er mange Forskere
tilbøjelige til paa flere Punkter at se kristelig
Indflydelse og Paavirkning, men ogsaa dette
er meget tvivlsomt. Et Halvvers, der i saa
Henseende vilde være særdeles
betydningsfuldt, findes netop ikke i Hovedhaandskriftet,
men i et Haandskrift fra c. 1350 og er sikkert
uægte. En Hovedfortjeneste af Digtets
Fortolkning, der paa mange Punkter er vanskelig paa
Grund af den daarlige Overlevering (Huller og
især Interpolationer), har K. Müllenhoff
(»Deutsche Altertumsk.«, V). V. er rimeligvis et norsk
Digt og afspejler paa forskellig Vis Tilstande i
Norge ved Midten af det 10. Aarh.; men ogsaa
herom er der Strid, idet f. Eks. B. M. Olsen og
S. Nordal vil henføre det til Island ved Aar c.
1000. Hvad Indholdet selv angaar, har
Forfatteren næppe selv opdigtet nogen af
Enkelthederne deri, men maaske arrangeret dem
mere eller mindre selvstændigt. (Litt.: F.
Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litteraturhist.«, I, og
de der citerede Afhandlinger; B. M. Olsen,
»Um Kristnitökuna« [1900]; A. Olrik, »Om
Ragnarok« i »Aarb. f. nord. Oldk. og Historie«
[1902]; S. Nordal, »V.« [en fuldstændig
kritisk Tolkning], 1923, paa Dansk ved H.
Albrectsen, 1927).
F. J.
Völuspá en skamma [’våluspa.- ell.
’völøspa^u], den korte Vølvespaa, kalder Snorre et
Digt, hvoraf han anfører et Vers; dette Vers
genfindes i et Afsnit af Hyndluljód (s. d.);
dette Afsnit viser sig saaledes at være et
Brudstykke af et større Kvad med det anførte
Navn. Det er sikkert et meget ungt islandsk
Digt fra 12. Aarhundrede, digtet med Völuspá
som Forbillede. Vi kan ikke nu danne os et
Helhedsbillede af Kvadet; der omtales 12
Guder; de forskellige Væseners Oprindelse
(Stamfædre) nævnes; Heimdal omtales udførlig, og
endelig haves nogle Vers om Ragnarok og en
mægtig Person, der skal komme. (Litt.: F.
Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litteraturhist.«, I).
F. J.
Vølve (oldn. volva, ikke Vala), Kvinde med
Spaadomsevne; Navnet betyder vistnok: den,
der fører (Trylle-) Stav. I den nordiske Oldtid
optræder undertiden vandrende Kvinder, som
lever af at være Spaakvinder og agtes eller
frygtes af Folket. V. satte sig ved Tryllesange,
sungne af hende selv eller en Hjælper, i
Seertilstand. I Mytedigtningen forekommer V.’s
Spaadomme oftere som Odin’s Middel til at
skaffe sig Visdom (se Voluspá og
Balder’s Drømme).
(A. O.). G. K-n.
Vönsan, se Gensan.
Vörå [’vø.rå.], Sogn i Vasa (Vaasa) Län i
Finland. Areal 475 km2. (1925) 8917 Indb.,
overvejende svensktalende.
M. H-n.
Vøringfossen, Eidfjord Herred, Hordaland
Fylke, et af Norges mest bekendte Fossefald,
dannes af Elven Bjoreia; Fossen har en
Faldhøjde af 163 m og frembyder et storartet
Skue. Der er let Adgang fra Vik i Eidsfjord
Herred. V. og Tveitofoss kan tænkes udbygget
i et samlet Fald paa 680 m, hvoraf Staten ejer
den væsentlige Del. Opgives ved Udbygning at
repræsentere 97000 effektive H. K. V. ejedes
før af Turistforeningen.
(N. S.). M. H.
Wørishøffer, Johann Andreas
Philipp Ferdinand, dansk General, f. 3. Jan.
1804 i Lübeck,
d. 12. Decbr
1892 i Kbhvn.
W. blev i 1825
Sekondløjtnant
ved 1. jyske
Infanteriregiment. Han var
i mange Aar
Lærer i Tysk
ved Akademiet
og Højskolen og
var ved
Udbruddet af
Krigen 1848
Kaptajn og
Kompagnichef ved
5. Infanteribataillon, og med
denne deltog
han i Kampen ved Bov. Han blev senere
Stabschef hos Oberst Rye (3. Brigade), og
derefter hos de Meza (6. Brigade), under hvem
han kæmpede ved Fredericia (1849). Det
skyldtes ham, at Udfaldet fra Fæstningen fastsattes
til Kl. 1 Nat i Stedet for Kl. 5 om Morgenen,
som først bestemt, og han udmærkede sig
under dette saaledes, at han derefter ansattes
som Souschef ved Flankekorpset paa Als samt
fik Majors Karakter og Anciennitet. I
November samme Aar blev han Kommandør for
7. Liniebataillon, som han førte i Slaget ved
Isted, men kort efter valgte General de Meza
 |
| J. A. P. F. Wørishøffer. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
