Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ydrelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frygtet. Mindre alvorlige er Harespat og
Kospat. Meget almindelig forekommer
Vandspat, sjældnere Cellevævspat.
Derimod træffes ofte Heste med Piphas (s.
d.) eller Pærehas, undertiden ses ogsaa
gennemstaaende Galle (en
Vædskeansamling foran Akillessenens nederste Ende
bag paa Hasen) samt Raspe (s. d.).
M., N., O. (se nedenfor).
P. Underarmen skal gerne have en god
Bredde, hvilket tyder paa en kraftig
Muskulatur, og især skal den, set fra Siden, være godt
fremadhvælvet oventil, hvor Forlemmet træder
frit frem fra Kroppen. Ofte ses en Hævelse bag
paa Underarmens øverste Ende, den saakaldte
Albuesvamp (s. d.) eller »Stolsvamp«.
R. Forknæet skal være tydelig markeret,
baade set forfra og set fra Siden; det maa med
andre Ord være passende hvælvet saavel
ovenfra nedad som fra Side til anden; det kaldes
fladt eller fremstaaende, hvis det, set
fra Siden, er henholdsvis for lidt eller for
meget markeret. Det flade Forknæ danner
Overgang til den sabelbenede Stilling, ved
hvilken Piben og Underarmen i Stedet for at
ligge i hinandens Forlængelse danner en stump
Vinkel med Toppunktet bagtil. Naar omvendt
Forknæet er for fremstaaende, danner de to
nævnte Dele af Forlemmet ofte en stump
Vinkel, hvis Toppunkt viser fortil. Hesten har da
krumme eller hængende Forknæ. Dette
tyder jævnlig paa Lidelser i Taaens Bøjesener;
Hesten staar da ikke sikkert i sine Forknæ og
er tilbøjelig til at snuble og falde; hvis den saa
slaar Hul paa Forknæene, kan der komme Ar
og haarløse Pletter; man siger da, at
Hesten er kronemærket. Men der kan
ogsaa, efter Fald, foran paa Knæet komme en
Hævelse af en under Huden liggende Slimsæk
(Knæsvamp). Hævelsen ses ogsaa tit efter
Tryk mod et ujævnt og haardt Gulv i Spiltovet.
Undertiden og fremfor alt hos den trænerede
Væddeløbshest ses krumme Forknæ som Følge
af stærk Spænding i de Muskler, der bøjer
Forknæet. Dette er da ingen Fejl, men kun et
Udtryk for, at de nævnte Muskler er brugt
meget. Hvis disse Muskler ikke er kraftige,
kan en Hest heller ikke taale at udfolde den
Hurtighed, der fordres. Under det forcerede
Løb vilde nemlig Forknæets Baandapparat
blive sprængt (»overstrammet«), hvis ikke
Forfodens Bøjemuskler ved deres
Sammentrækning satte en Grænse for Knæets Strækning.
Set forfra skal Underarm og Pibe ogsaa ligge
i hinandens Forlængelse; i modsat Fald er
Hesten enten kalveknæet eller hjulbenet, alt
efter som den Vinkel, de danner med
hinanden, vender Toppunktet indad eller udad.
Disse Skævheder er ikke alene Skønhedsfejl,
men bidrager ogsaa til en for Benets
Holdbarhed uheldig ulige Belastning af Ledfladernes
udvendige og indvendige Del, og til at de
Baand, der holder Knoglerne sammen,
anstrenges (strammes) mere i den ene end i den anden
Side. Endelig bliver som oftest Tæerne
udaddrejede, hvis Hesten er kalveknæet, og
indaddrejede, hvis den er hjulbenet; og dette
medfører atter Uregelmæssigheder i Bevægelsen (se
senere).
M. S. Piberne skal være brede; man
siger da, at Hesten er førbenet. Men
Fordringerne i Henseende til Pibebredde er noget
forskellige efter Hestens Brugstype, idet den
svære Trækhest skal have absolut taget bredere
Piber end den lette Hest. Til Gengæld fordrer
man, at sidstnævntes Piber skal være nok saa
»tørre« og velmarkerede som Trækhestens,
ligesom man i det hele taget gør Regning paa,
at den ædle Hests Væv er gennemgaaende
fastere og sejgere end den grove Hests. I alle
Tilfælde ønsker man, at Piberne skal være
»rene«, d. v. s. uden Overben, og tørre,
d. v. s. uden Seneskedegalle eller
-betændelse, samt at Senerne er faste og
stramme uden Fortykkelse, og at Hesten
ikke ømmer sig (trækker Benet til sig), fordi
man trykker let paa dens Bøjesener. Saafremt
Hesten ikke i den staaende Stilling søger at
skaane Bøjesenerne ved at stille Koden lodret,
og saafremt den under Bevægelsen træder frit
igennem i Koderne, fejler dens Bøjescener som
Regel intet.
N., T. Koderne skal fremfor alt være
velstillede, d. v. s. hverken for bløde
(gennemtrædende) eller, hvad der er endnu
værre, for stejle; hvis de har samme
Retning som Hoven, og dennes Hældningsvinkel
mod Støttefladen er 50° paa Forlemmet og c.
55° paa Baglemmet, er de som Regel
passende skraa. Stejle Koder tyder oftest paa, at
Bøjesenerne er ømme. Er Koden stejl af
Naturen, i hvilket Tilfælde den sædvanlig ogsaa
er kort, eller tør Hesten paa Grund af Ømhed
i Bøjesenerne under Bevægelsen ikke træde
igennem i Koderne, kan Ledfladerne let tage
Skade; især kan Hesten let komme til at lide
af Ringfod (s. d.). Bløde Koder er som
oftest tillige lange og giver let Anledning til
Overanstrengelse af Bøjesenerne; derfor kan
Heste, hvis Koder oprindelig har været bløde,
blive tilbøjelige til at stille Koderne stejlt, for
paa den Maade saa meget som muligt at
skaane Senerne. Koden maa dog hellere være lidt
for blød end stejl. Hvis Koden hælder abnormt
stærkt, siges Hesten at være bjørnefodet
(s. d.), og naar dens Stilling er abnormt stejl,
har den Styltefod (s. d.). Kodernes Stilling
i Forhold til Piben kan ogsaa være skævt
indad drejet eller udad drejet, saa at Tæerne
kommer til at vise enten indad eller udad. I
sidste Tilfælde siges Hesten at være
franskfodet (s. d.). Blandt de ved Koden
forekommende Lidelser kan foruden Ringfod
nævnes Kodegalle (s. d.) og Muk (s. d.) samt
en, sædvanlig uskadelig, Hævelse i en
Slimsæk, der ligger under Taaens
Strækkesene foran Kodeledet; denne Lidelse ses kun
paa Baglemmet.
O., V. Hovene. Det er af største
Betydning for Hestens Arbejdsdygtighed, at Hovene
er af passende Størrelse, navnlig ikke
for smaa; desuden maa de være
velformede og stærke. Angaaende de talrige
Mangler, der kan iagttages ved Hovene, henvises til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
