Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Yverbetændelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
faar under hver Udmalkning. — De Bakterier,
man hyppigst træffer ved Y., er
Streptokokker, Staphylokokker og Bacterium coli-Former.
Men Mastiternes ret brogede kliniske Billede
bestemmes ikke simpelt hen af lige saa mange
forskellige Bakterieformer. Den samme
Bakterieform kan fremkalde Betændelsesprocesser,
der i klinisk Henseende aldeles ikke ligner
hverandre, og paa den anden Side træffer man
mange Tilfælde af Y., hvor de kliniske
Billeder er meget nær ens, men som ikke desto
mindre viser sig at være fremkaldte af helt
forskellige Bakterier. Dette tilsyneladende saa
mærkelige Forhold beror først og fremmest
paa de paagældende Bakteriers Virulensgrad,
som kan veksle meget. Dernæst er den
individuelle Modstandsevne ganske overordentlig
forskellig og kan ændres ved Mælkeperiodens
forskellige Afsnit. En Inddeling af Mastiterne
efter deres Aarsagsforhold dækker altsaa ikke
de kliniske Typer, hvorfor man fra et klinisk
Standpunkt har opstillet forskellige Systemer
for Inddeling, hvoraf et er Grupperingen efter de
Vævsbestanddele af Mælkekirtlen, som
fortrinsvis er angrebet af Betændelsesprocessen. 1)
Yverkatarren forløber som en overfladisk
Betændelse i Mælkegangene og giver sig til
Kende, ved at Mælken bliver tynd, fnugget
eller undertiden ligesom slimet. Hævelse, Ømhed
eller forøget Varme i Yveret udvikler der sig
derimod ikke, og Almenbefindendet er uforstyrret. I
nogle Tilfælde har Yverkatarren et godartet
Forløb og ender efter kort Tid med Fordeling; men
oftere bliver Lidelsen kronisk og fører, ved
mindre eller større Destruktion af det
secernerende Kirtelvæv, til betydelig Indskrænkning
eller fuldstændig Afbrydelse af
Mælkeafsondringen (Schweizernes »Gelber Galt«; Italienernes
Agalactia contagiosa). 2) Ved en stor Række af
Mastitis-Tilfælde har Betændelsen sit Sæde i
selve Kirtelvævet, Yver-Parenkymet, og
betegnes derfor som M.-parenchymatosa. Som
tidligere nævnt kan flere forskellige
Bakterieformer optræde som Aarsag, men de hyppigst
forekommende ved de akutte parenchymatøse
Mastiter er Staphylokokker og Bakterier af
Coli-Gruppen. Det kliniske Billede er meget
vekslende. I Almindelighed optræder
Tilfældene dog pludselig med en som oftest betydelig,
varm og øm Hævelse i den angrebne Kirtel og
Ødem (Udsivning af Blodvædske) i Bindevævet
under Huden. Samtidig forandres Mælken
baade i Udseende og Mængde. Afsondringen
aftager, bliver tynd og mere og mere lig
Blodserum, i hvilken der findes talrige større og
mindre, uregelmæssige, gullige Klumper
(Fibrin-Coagler). Undertiden kan Betændelsen fordeles
næsten lige saa hurtig, som den opstod. I
andre Tilfælde derimod forværres Tilstanden, der
kommer Febersymptomer (jævnlig ret heftige),
Hævelsen, Varmen og Ømheden i Yveret
tiltager, Afsondringen bliver rødlig misfarvet (af
opløst Blodfarvestof), undertiden stinkende og
luftblandet. I disse Tilfælde kommer det ikke
sjældent til Luftudvikling i selve Yvervævet
med Luftinfiltration i Bindevævet under Huden
(Emphysem). Saadanne Symptomer tyder paa,
at Betændelsen i Yveret har antaget en
brandig (gangrænøs) Karakter, og Lidelsen
ender da som oftest forholdsvis hurtig med
Dyrets Død (Blodforgiftning). Sjældnere indfinder
der sig relativ Helbredelse, efter at det
brandige Parti (undertiden den hele Kirtel med
tilhørende Patte) er udskilt som en samlet »Ægt«.
Denne brandige Form af Y., som af og til ses
hos Kvæget, anretter navnlig betydelige Tab,
naar den optræder i de store Faareflokke, og
synes hyppigst at være fremkaldt af en
Mikrokok. — Ulige hyppigere end den gangrænøse
Mastitis er den suppurative, ved hvilken
Kirtelvævet ødelægges under Dannelsen af Pus
(Materie) og Udviklingen af nyt Bindevæv, som
lidt efter lidt trækker sig sammen og bringer
Yveret til at skrumpe ind (Atrofi). Samtidig
indskrænkes Afsondringen, men den hører først
helt op, naar alt Kirtelvævet er gaaet til
Grunde og hele den paagældende Kirtel er
omdannet til Bindevæv. Finder Pusset af en eller
anden Grund ikke frit Afløb gennem Patten,
samler det sig i Bylder, som langsomt baner sig
Vej ud til Yverets Overflade (abscederende Y.).
I saadanne Tilfælde kan Lidelsen antage et
meget kronisk Forløb. Men foruden disse
Former af Y., som oprindelig optræder med akut
Karakter og først senere bliver kroniske, er der
andre, som lige fra Begyndelsen har et
snigende kronisk Forløb. En stor Del af de
kroniske Mastiter skyldes Infektion med
Streptokokker, men nogle er af specifik Natur. Til
disse hører først og fremmest
Yvertuberkulosen. Denne Sygdom forekommer ret
hyppig hos Køer, men er dog ogsaa en enkelt
Gang iagttaget hos Hoppen. I Reglen er den
— i Modsætning til de fleste andre Former —
af hæmatogen Oprindelse. Sygdommen
begynder i Almindelighed lokalt og breder sig mere
eller mindre hurtig gennem den angrebne
Kirtel, som gradvis øges i Størrelse og bliver
haard, men ikke øm eller varmere end
normalt. Mælken er fra Begyndelsen af ikke
kendelig forandret; først efterhaanden som større
Partier af Kirtelen drages ind i Lidelsen,
bliver Afsondringen mere og mere tynd, og til
sidst bestaar den næsten udelukkende af
Blodvædske med større og mindre Fibrinklumper.
Saa længe Mælken endnu ikke er synderlig
forandret, ligner Yvertuberkulosen i høj Grad
visse Former af de kroniske Streptokok-Mastiter.
Klinisk lader Differential-Diagnosen sig kun
stille ved at følge Forløbet. Medens nemlig
Streptokok-Mastiterne simpelt hen fører til
Skrumpning af den syge Kirtel, ender
Yvertuberkulosen næsten altid dødelig under
Symptomer paa en »galoperende Svindsot«
(generaliseret Tuberkulose, se Tuberkulose).
De forholdsvis sent indtrædende Forandringer
i Mælken gør det meget vanskeligt at
erkende Yvertuberkulosen paa et nogenlunde
tidligt Udviklingstrin, og da denne Form af
Tuberkulosen ganske naturlig hører til de
allerfarligste ɔ: de stærkest smittespredende, er det
i Danmark ved Lov af 5. Febr 1904 § 5
bestemt, at »Køer, der er angrebne af
Tuberkulose i Yveret, skulle dræbes ved offentlig
Foranstaltning« og mod Erstatning, som udredes
af Statskassen efter nærmere fastsatte Regler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
