Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zapadnitjestvo - Zapateado - Zapolska, Gabryela
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opløsning. Tjaadajev’s Breve, som mellem de
slavofilt stemte Elementer vakte en afsindig
patriotisk Harme, paaskyndede Spaltningen
mellem dem og Zapadnikerne, skønt disse tog
en vis Afstand fra Tjaadajev’s yderliggaaende
Kritik; til et virkeligt Brud kom det dog først,
efter at Stankevitsch’s Kreds i Moskva var
opløst ved hans Afrejse til Udlandet 1837,
Deltagerne splittedes og delvis nye Kræfter havde
sluttet sig til de forskellige Lejre. Særlig
betydningsfuldt var det, at den Stankevitsch’ske
Kreds’ betydeligste litterære Talerør,
Bjelinskij, 1839 bosatte sig i Petersborg og, da han
her kom i nærmere Føling med den russiske
Virkelighed, som det gjaldt at tage Standpunkt
til, blev grebet af Forfærdelse over dens
Raaddenskab og saa blev drevet over til et mere
udpræget Zapadnikstandpunkt, end han
tidligere havde indtaget. I høj Grad vigtigt var
det ogsaa, at der til Zapadniklejren nu sluttede
sig en Mand, som ved Siden af Bjelinskij i
Løbet af nogle Aar blev dens Bannerfører,
nemlig Herzen. Allerede i Begyndelsen af
1830’erne havde han tilhørt en anden
vesteuropæisk orienteret Studenterkreds, som i
Modsætning til Stankevitsch’s havde haft
udpræget politisk Karakter, og hvis
betydeligste vesteuropæiske Lærer i Stedet for
Hegel havde været Saint-Simon; da Herzen
efter 6 Aars Forvisning 1842 kom tilbage til
Moskva og sluttede sig til Zapadniklejren,
bidrog han stærkt til at sætte et radikalt Præg
paa dennes Ideer og udkrystalliserer dem fra
Slavofilernes. Et fuldstændigt Brud mellem
Zapadnikerne og Slavofilerne indtraf 1844, da
Slavofildigteren Jazykov i et groft Digt
smædede Zapadnikerne som religiøst Frafaldne,
Ungdommens Forførere og
Fædrelandsforrædere. Slutningen af 1840’erne blev
Zapadnikbevægelsens Glanstid: i et glimrende
litteraturkritisk Forfatterskab, hvori
Litteratur-Bedømmelsen spillede en underordnet Rolle i
Sammenligning med Bedømmelsen af de
Fænomener i det russiske Liv, hvorom Litteraturen
handlede, gik Bjelinskij, først i »Otetjestveranyja
Zapiski« og senere i »Sovremennik«, under
dræbende Hug mod Slavofilerne, i Brechen for
oplyste vesteuropæiske og sociale Ideer og
Idealer; i Moskva samlede ved samme Tid hans
Meningsfælle, Professor i Historie, Granovskij,
Ungdommen i Mængde til sine af fin
vesteuropæisk Kultur gennemtrængte Forelæsninger,
som fuldstændigt stillede den slavofile
Sjevyrjev’s Forelæsninger i Skygge og udøvede en
umaadelig Indflydelse paa Studenterverdenen.
Imidlertid dannede Zapadnikerne aldrig den
samme sluttede Enhedsfront som deres
Modstandere. Allerede tidligt gjorde forskellige
Afskygninger sig gældende iblandt dem, og
navnlig efter Bjelinskij’s Død 1848 og Herzen’s
Afrejse til Udlandet samme Aar spaltede
Bevægelsen sig stedse mere i to forskellige
Tankeretninger, som i de følgende Aartier
dominerede russisk Samfundsliv. Paa den ene Side
fremtraadte en saakaldt »videnskabelig«
Retning inden for Zapadnikbevægelsen: ædrueligt
frigørende sig for Teorierne om Ruslands
fremtidige Rolle som Leder af det indhentede og
distancerede Europa, saa denne Retnings
Tilhængere i den russiske Nation et Folk,
ligestillet med de andre europæiske, hvis Udvikling
var bundet af samme Love, men hemmet af
ulykkelige Omstændigheder; ifølge denne blev
Opgaven maalbevidst at lede Rusland ind paa
den europæiske Udviklings Vej, hvis Stadier
det, uden Spring, alle havde at tilbagelægge i
Lighed med de andre Nationer. Af denne
Retning, der til at begynde med repræsenteredes
af den nysnævnte Granovskij, Kavelin, senere
af Pypin, og som fik sit betydeligste Talerør i
»Vjestnik Jevopy«, fremgik lidt efter lidt den
russiske borgerlige Radikalisme, hvis
Repræsentant senere blev det 20. Aarh.’s Kadetparti.
Andre Zapadniker betonede tværtimod den
Tanke, at Rusland, naar det nu skulde lære af
Europa, havde den Mulighed at udnytte dets
Erfaringer og undgaa dets Fejl, og derved blive
i Stand til, i Stedet for at tilbagelægge den
europæiske Udviklings lange Siksaklinie, i en
Fart at naa frem til det Punkt, hvortil denne
Udvikling var naaet længst, for saa derefter
med friske Kræfter at sætte sig i Spidsen for
Udviklingen — i deres romantiske Tro paa
denne for Rusland forbeholdte Rolle som Leder i
Verdensudviklingen kom de i Virkeligheden
ikke saa langt fra Slavofilismen. En
Zapadnikretning, som paa denne Maade vil lære af
Vesteuropa kun for hurtigt at overfløje det,
repræsenteredes allerede af Herzen efter at
han siden sin Flytning til Vesteuropa havde
stiftet nærmere Bekendtskab med dets
Samfundsforhold; Udløbere af samme Retning blev
flere af den følgende Tids revolutionære
Retninger, som, idet de kastede sig over
Vesteuropas længst fremskredne Ideer, mente sig
kaldede til at føre dem videre og dermed
frelse Menneskeheden. Derhen hører den af
Datidens Socialisme (specielt Fourier)
inspirerede petersborgske Diskussionsklub, der fik
Navn efter sin Leder Petrasjevskij, og som
sprængtes af Politiet 1849, da blandt dens
andre Medlemmer ogsaa Dostojevski dømtes til
Døden for at benaades paa Henrettelsesstedet;
i den senere Tid hører ogsaa Bolsjevismen
derhen.
A. K.
Zapateado [þapa’taðå], en spansk Dans i
hurtig bevæget Tempo, 3/4 Takt, hvortil den
dansende slaar Takten paa Benene og
Fodsaalerne — i Stil med den tyske Schuhplätzerl.
(S. L.). W. B.
Zapolska [za’pålska], Gabryela, polsk
Forfatterinde, f. 1860, d. 1921. Parallelt med
en Karrière som Skuespillerinde, først i
Warszawa, derpaa 1889—95 ved Antoine’s Teater
i Paris, senere i Kraków og Lwów, udøvede
Z. et produktivt Forfatterskab, som en Tid,
navnlig omkring Aarhundredskiftet, gjorde
hendes Navn til et af den polske Litteraturs
mest celebre, men som senere ret hurtigt sank
i forholdsvis Glemsel. Efter i nogle krasse
naturalistiske Romaner, som i højeste Grad
vakte hendes Læsekreds’ Forargelse, at have
imiteret Zola, optog hun i en Række
psykologisk analyserende Romaner og Dramaer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
