Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zeeman-Effekten - Zeeus, Jakob - Zefanja - Zefyrgarn - Zefyros - Zegers, G. - Zegrier - Zehlendorf - Zehngerichtenbund - Zeila - Zeiller, Franz Aloys von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ændring stemte med, hvad man maatte vente,
dersom Lyset udsendes fra svingende
Elektroner, og den første Tids nærmere Undersøgelser
af Z.-E. ved mere egnede Lyskilder viste den
fuldeste Overensstemmelse med Lorentz’ Teori
og beviste endogsaa, at de Elektroner, ved hvis
Svingninger Lyset udsendes, var identiske med
dem, som man kendte f. Eks. fra
Katodestraaler, altsaa at Elektroner var en Bestanddel af
alt Stof. Opdagelsen vakte derfor
overordentlig Opsigt og belønnedes 1902 med Nobelprisen
til Zeenian og Lorentz. De følgende Aars
Undersøgelser viste imidlertid, at Fænomenet var
langt mere righoldigt, end den simple Teori
fordrede, og først de seneste Aar har bragt
fuld teoretisk Opklaring af Z.-E., der har
bidraget afgørende til Udviklingen af Kendskabet
til de Love, som behersker Atomernes Indre.
Den »normale« Z.-E., der stemmer med den
simple Teori, bestaar i, at hver Spektrallinie,
naar man iagttager vinkelret paa Magnetfeltets
Kraftlinier (transversal Effekt), bliver opspaltet
i 3 Linier, en paa den upaavirkede Linies Plads
og to halvt saa stærke forskudt lige meget til
begge Sider. Lyset i alle tre Linier er
polariseret med Svingningerne, som vist paa Fig.
Ved Iagttagelse i Magnetfeltets Retning
(gennem gennemborede Polsko, longitudinal Effekt)
faas kun de to yderste Linier, der nu er
cirkulært polariserede med modsat
Rotationsretning. Rotationsretningerne viser, at Lyset
udsendes fra svingende negative Elektroner.
De ydre Komponenters Afstand fra Midterlinien
(Opspaltningens Størrelse) er proportional med
Magnetfeltets Styrke, men er kun ringe selv i
de stærkeste Felter, man kan frembringe, saa
at der kræves Spektralapparater med meget
høj Opløsningsevne til Studium af Z.-E. Under
gunstige Forhold kan Opspaltningen naa 1
Ångström Enhed (se Spektralanalyse, S.
1090) eller lidt mere.
Som nævnt er det kun i de færreste Tilfælde,
at Z.-E. er normal. I Reglen spaltes Linierne
i et større Antal Komponenter, men man fandt
hurtigt visse Lovmæssigheder for disse
Komponenter, saaledes Preston’s Regel, at Linier, der
hører til samme Serie eller tilsvarende Serier i
forskellige Stoffers Spektre, opspaltes ens, og
Runge’s Regel, at Komponenternes Afstand fra
den oprindelige Linie altid er en simpel
Brøkdel af den normale Opspaltning. En
fuldstændig Forstaaelse af den »anomale« Z.-E.’s
indviklede Opspaltninger er naaet ud fra Bohr’s
Kvanteteori for Atomets Bygning og Lysets
Udsendelse, naar man antager, at hver Elektron
tillige er en lille Magnet.
Foruden denne »direkte« Z.-E. optræder
ogsaa en »invers« Z.-E., en tilsvarende Ændring
af Absorptionslinier, naar det absorberende Stof
er anbragt i Magnetfelt. I Forbindelse med
denne inverse Effekt staar visse
Ledsagefænomener, en longitudinal Drejning af
Polarisationsplanen for polariseret Lys, der passerer
Stoffet longitudinalt i Magnetfeltet, og en
tilsvarende transversal Dobbeltbrydning. Begge
disse Virkninger er stærkest for Lys, hvis
Bølgelængde ligger nær ved en Absorptionslinies,
men den første er ogsaa kendelig langt fra
disse. Den var allerede opdaget af Faraday og
benyttes til at maale Magnetfelters Styrke.
(Litt.: E. Back & A. Lande,
»Zeemaneffekt und Multiplettstruktur der
Spektrallinien« [Berlin 1925]).
H. M. H.
 |
| Normal Zeeman-Effekt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
