Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Żeromski, Stefan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skoletid i en af Tsarvældens fængselslignende
polske Skoler, i sin Universitetstid blandt den
mod Tsarherredømmet intrigerende og af dette
forfulgte polske Studenterverden og i sin
Lærertid i den russiske Landsby med dens
retsløse Bondeproletariat. I sit første Arbejde, »Vi
skal sønderhakkes af Ravne og Gribbe«,
offentliggjort paa den anden Side af den polske
Grænse, i Krakow, under Pseudonymet
Maurycy Zych, illustrerer han ved et med stærke,
brutale Farver tegnet Billede fra Oprørsaarene
1863—64 — Insurgenten, som myrdes af
russiske Soldater, og hvis Lig plyndres af en
polsk Bonde — Fædrelandets Ulykke, tvunget,
som det er, til Kamp mod Alliancen mellem
den ydre Despotis Blodtørst og de polske
Massers af Seklers Trældom avlede Forvildelse. I
en Del paa forskellig Maade publicerede
Noveller fortsætter Z. siden Skildringen af Polens
Nød i de forskellige Faser, dels den politiske
Undertrykkelse: Ungdommens Lidelser i de
russiske Skoler (»Sisyfosarbejdet«), den russiske
Regerings Forfølgelser mod de romerske
Katolikker (»Til sin Gud«), den moralske Smitte, de
russiske Soldater spredte omkring sig,
(»Graven«), den Følelsesløshed og Brutalitet,
Russificeringen har til Følge, (»Skovens Ekkoer« —
Farbroderen, den tsartro General, dømmer
uden Betænkning sin Brodersøn til Døden),
dels de sociale Misforhold: Bonden, som
hudflettes af Godsejeren, fordi han har stjaalet Træ
til sin Søns Ligkiste, (»Forglemmelsen«), etc.
Disse Z.’s første Arbejder, kunstnerisk blot
lidet afslebne, men karakteristiske ved
kraftige Følelsesudbrud, havde deres Betydning
mindre som Litteratur end som nationale
Vækkelsesraab — han vilde, erklærer han selv, rive
de polske Saar op, saa at de ikke skulde
dækkes af Gemenhedens Hud, og de gjorde ogsaa
et meget stærkt Indtryk paa det polske
Publikum; disse Værker er baaret oppe af en
glødende Indignation saavel mod de udenlandske
Bødler som de hjemlige Udsugere, og mod
begge disse maner han til Kamp, men samtidigt
er de gennemtrængte af mørk Fortvivlelse og
Pessimisme: de Pligtens Helte, der virkelig
optager Kampen, omgives ganske vist af Z.
med en Sympatiens Straaleglans, men deres
Strid fremstilles som resultatløs, kun bringende
dem selv i Ulykke. I sine første to større
Romaner tegnede Z. ogsaa saadanne Helte. Dels
den noget udtværede sociale Roman »Hjemløse
Mennesker« (1900): Hovedpersonen er en fra
Proletariatet udgaaet Læge, der lidenskabeligt
er gennemtrængt af sin Pligt, at kæmpe for de
Smaa i Samfundet, men som af den Grund
møder Modstand i en Verden, hvor Idealister
som han er hjemløse, og som med alle sine
Anstrengelser og Ofre — han afstaar, hjemløs
som han er ogsaa i denne Henseende, endog fra
egen Familielykke — ikke opnaar andet end
at gøre baade sig selv og andre ulykkelige.
Ogsaa den historiske Trebinds-Roman »Aske«
(1904), som til Emne har en af de mange
Heltegerninger for Polens Sag, hvor den
selvopofrende Heroisme, selv om nu ogsaa
Erindringen herom lyser og varmer, i alt Fald
brænder til Aske uden Resultat: Forfatteren skildrer
i en Serie løst sammenknyttede, delvis brillante
Billeder de polske Legioner, som under
Napoleonskrigene drog ud for at genoprejse det
polske Navns Ære og virke for deres Lands
Befrielse; selv om Forfatteren i Skildringen af
deres Heltegerninger af og til tangerer den
nationale panegyriske Digtning, er han først og
fremmest behersket af vemodig Pessimisme
over for Heltegerningernes Resultatløshed. Z.’s
tunge Stemning viger for et Øjeblik under
Revolutionen 1905, der synes at aabne lysere
Perspektiver for Polen: i »Sagnet om den tapre
Walgier«, en mesterlig Omdigtning af et
gammelt Riddersagn, giver Forfatteren, idet han
tegner et Billede af den glimrende, men
egoistiske og haarde Ridder, som gennem Ulykken
lutres til værdigere Bedrifter end tidligere,
Udtryk for sin Tro paa, at Polens Ulykke kun
har været en forbigaaende Prøvelse, efter
hvilken den gamle glimrende, men for sine sociale
Pligter ligegyldige polske Adelsrepublik skal
afløses af et nyt, bedre og mere ansvarsbevidst
Polen.
Efter Revolutionens Undertrykkelse, da Z.
selv, indviklet i en politisk Rettergang, blev
nødt til at udvandre, faar Forfatterens
Pessimisme igen Overhaand og bestemmer nu hans
Syn ikke alene paa Fædrelandets Skæbne, men
ogsaa paa Livet i det hele, og giver sig Udslag
i en Række Værker med skiftende Tema. Det
under Pseudonymet Katerla publicerede
»osceniske Drama« »Rosen« (1906), et uligevægtigt
Værk, i hvilket aabenbar Realisme veksler med
rene Fantasterier, er et hjerteskærende
Udbrud af Smerte over det polske Folks
Martyrium, men ogsaa af Indignation mod
Fejgheden og Indifferentismen hos Folket selv;
omtrent samtidig er den meget diskuterede
Roman »En Synds Historie«, egentlig en med
brutal Kraft skildret uhyggelig Historie om en
ung elskelig Kvinde, som falder og synker
stedse dybere i Mudderet, men samtidigt —
trods det at den af Kritikken ofte
brændemærkes som kun et grovt og modbydeligt
Sensationsdrama — er Udtryk for Forfatterens
pessimistiske Tro paa det ondes ubetvingelige
Magt over alt rent og skønt her i Livet.
Fædrelandets ubønhørlige Ulykkesskæbne, polske
Mænds haabløse Kamp mod den er senere
Temaet for det ene Værk efter det andet.
»Klagesangen over Hetmanen« (1908) behandler
gribende Hetman Żotkiewski’s tragiske
Undergang i Felttoget mod Tyrkerne 1620, Tragedien
»Sulkowski« (1909) tegner et virkningsfuldt
Billede af en af de polske Helte, som efter
Polens Undergang satte sit Haab til Napoleon og,
kæmpende i hans Armeer for Polens Sag, til
ingen Nytte ofrede sit Liv. Medens
Forfatteren, naar han følger disse to Helte lige til
Katastrofen, skænker dem sin varme omend
vemodige Sympati, vokser derimod hans Kritik
og Skepsis, jo mere han nærmer sig sin egen
Tid. »Den trofaste Flod« (1912) skildrer en
Episode fra Oprøret i 1863: hos den for Livet
kæmpende polske Nation finder Forfatteren
ganske vist meget Heltemod, men dog i større
Udstrækning andre Træk: Bondestandens
Forvildelse, Adelens Egoisme og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
