Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zigeunere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Høvdinge, der kalder sig »Hertuger« og bærer
forskellige kristne Navne. Hvor de kommer hen,
giver de sig ud for at komme fra
»Lille-Ægypten« og fortæller, at de er dømte til at flakke
om i 7 Aar, fordi deres Forfædre havde nægtet
at modtage Jesus-Barnet paa Flugten til
Ægypten. Denne Fabel vandt Tiltro (smlg. Navnet
»Ægyptere«). Kejser Sigismund tilbød dem
Bopladser i Ungarn, og nogle af dem tog
derimod, medens andre forsynede med
Anbefalingsskrivelser fra ham drog videre. De
brogede Skarer vakte stor Opsigt overalt, og det,
at deres Vandring fremstilledes som en
Bodsvandring, stemte Sindene velvillig mod dem.
Den samme Fortælling gentoges nemlig eller
varieredes. I Bologna, hvortil »Hertug Andreas
af Ægypten« ankom med sin Skare 1422,
fortalte de, at den ungarske Konge paa Grund af
deres Frafald fra Kristendommen havde
paalagt dem at vandre i 7 Aar og at opsøge
Paven, samt tillige havde givet dem Privilegium
paa at stjæle. I Paris, hvortil de kom 1427,
foregav de at have gjort Bod hos Paven, der
til Aflad havde befalet dem at vandre om i 7
Aar, og fremviste en Anbefalingsskrivelse fra
ham. I Løbet af en kort Aarrække træffes
denne Bande eller Dele af den rundt omkring. I
Nordtyskland naar den allerede 1417 til
Lüneburg, fremvisende en Skrivelse fra Sigismund;
en samtidig Forfatter beretter, at de var »sorte
som Tatarer« (smlg. Navnet Tater). 1418 er
de i Strassburg, 1419 i Augsburg, 1447 i
Barcelona. Hovedstammen af dem ses at have
opholdt sig i længere Tid i Schweiz fra 1418
under »Hertug Mikael«. Til England kommer de
c. 1430, men i større Tal først i 16. Aarh., paa
hvilken Tid de ogsaa naar til de nordiske
Riger.
At alle de Z., som der siden den Tid har
været Tale om i Vesteuropa, skulde
nedstamme fra denne »sorte Bande«, er lidet
sandsynligt. Der maa efterhaanden være kommet flere
til fra Donau-Landene. 1423 udvandrede
saaledes en Skare paa 3000 fra Valakiet og blev
af Sigismund anbragte i Komitatet Zips. Dog
er ikke alle vesteuropæiske Z. komne igennem
Ungarn; de syditalienske maa være komne
direkte fra Balkan-Halvøen.
Den Velvillie, som Z. i Begyndelsen mødte,
blev ikke af lang Varighed, idet man snart
følte sig besværet af dem. Man søgte, hvor de
kom, hurtigst muligt at blive dem kvit paa en
mere eller mindre lempelig Maade, saaledes i
Bologna 1422. Hele 15. Aarh. igennem synes de
dog at have levet nogenlunde i Fred. Men da
de efterhaanden blev en formelig Landeplage,
til Dels derved, at forskellige løse Eksistenser
sluttede sig til dem, begynder med 16. Aarh.
en almindelig Forfølgelse af dem. Regeringerne
udstedte rundt om den ene Forordning mod
dem efter den anden, men jo skrappere
Forholdsreglerne bliver, des mere sejglivede viser
de sig at være. De forvises fra Spanien 1499
og fra det tyske Rige 1500. Snart jages de som
vilde Dyr, der maa søge Tilflugt i Bjergegne
og øde Marker. Kirken erklærer dem for
Kættere og bandlyser enhver, der søger Omgang
med dem. De beskyldes for at røve smaa Børn
og forgifte Vandet i Brøndene, hvorved
Stemningen yderligere ophidses imod dem. Karl V
giver 1523 i Spanien enhver Lov til at indfange
dem og beholde dem som Slaver paa Livstid.
Fra England udjages de 1531 og føres med
Magt til Frankrig eller Norge, men allerede
1563 anstilles atter en grusom Forfølgelse af
dem. Billedet af Forfølgelsen er overalt det
samme, og overalt er Bestræbelserne for at
udrydde dem frugtesløse, saa at de til sidst
ophører af sig selv. I Rumænien og
Siebenbürgen ses de meget tidlig at være gjorte til
Livegne og ofte behandlede værre end Dyr;
en siebenbürgisk Godsejer straffer saaledes
Aar 1760 nogle bortløbne Z. med at lade dem
æde Hestegødning, en anden med at skære
hans Overlæbe af og lade ham æde den stegt.
Endnu 1849 averteredes i en rumænsk Avis
Zigeunerfamilier til Salg i et Dødsbo, og deres
Livegenskab i Rumænien ophævedes først 1856.
I Danmark er deres Historie en eneste Kæde
af Udvisningsordrer og lignende. Christian III
befaler 1533, at alle Tatere skal udvises af
Riget, men det hjælper ikke, og baade han
og Frederik II maa gentagne Gange udstede
nye Ordrer, deres Efterfølgere ligeledes.
Danske og Norske Lov fastsætter Dødsstraf for
Taterhøvdinger og for udviste Tatere, der
vender tilbage til Landet; Færgemænd, der
befordrer dem, skal have deres Skib og halve Bolod
forbrudt. Endnu saa sent som i 1875 er det
(ved L. af 15. Maj) forbudt udenlandske
Tatere, der vil søge Erhverv ved Omvandring,
at opholde sig i Danmark, en Bestemmelse, der
1879 og 1897 er blevet yderligere indskærpet.
Ikke desto mindre har i vore Dage mindre
Zigeunerbander jævnlig vist sig i Danmark,
saaledes f. Eks. 1907. (Med Z. maa ikke
forveksles de hjemlige »Tatere«, s. d.). Desuden
har enkelte Z. taget fast Ophold her i
Landet som omrejsende Slibere, Cirkusfolk
eller Spillemænd (de saakaldte »Rejsende«),
blandt hvis Efterkommere Rester af
Zigeunersproget har holdt sig lige til den nyeste Tid.
Zigeunersproget er som nævnt en nyindisk
Dialekt. Saavel i Ordforraad som i Bygning er
dets indiske Præg umiskendeligt, smlg. dand
»Tand«. Sanskrit danta; dšanav »jeg ved«,
Sanskrit janami; pantš »5«, Sanskrit
panča; pani »Vand«. Hindostani pani;
bal »Haar«, Hindostani bal. I Forhold til
Sanskrit viser det som de nyindiske Sprog
yngre Udviklinger, f. Eks. mulo »død«,
Sanskrit mrtá, med l for oprindeligt t (en
Overgang, der ogsaa findes i et af de nyindiske
Sprog, som tales længst mod Nordvest), men
staar dog, f. Eks. med Hensyn til
Konsonantgruppers Simplificering, paa et lidt ældre Trin,
smlg. vast »Haand«, Sanskrit hasta, men
Pali hattha; pral »Broder«, Sanskrit
bhrata, Pali bhata; trin »tre«, Sanskrit
neutr. pl. trini, Pali tini, Hindostani tin.
Det tales i en Mængde forskellige Dialekter, af
hvilke vi bedst kender dem, der tales i
Europa. Man plejer at inddele dem efter de Lande,
som Z. opholder sig i, og de er indbyrdes ret
afvigende. Sproget har holdt sig renest i det
tidligere Tyrki og i Wales, ellers har andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
