Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zingg, Adrian - Zingiber - Zingiberaceæ - Zinik - Zink
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
R. Holzbach og Aberli, i Paris fra 1759 af
Wille; 1766 blev han Professor i Dresden i
Kobberstikkerkunst. Han vandt i sin Samtid
Ry ved sine Landskabstegninger og -stik; disse
sidste ofte udførte efter hans egne
Studier, men ogsaa efter Arbejder af Kunstnere
som J. Ruisdael, v. d. Neer, Jan Both og
særlig Dietrich (»Klippelandskab med badende
Hyrdinder«). 1808 udgav Z. »Anfangsgründe für
Landschaftszeichner« (27 Blade i Folio);
tidligere: »Studienblätter für Landschaftszeichner«;
sin største Betydning havde han maaske netop
som Lærer for en stor Skare Elever.
(A. R.). A. Hk.
Zingiber Adans., Slægt af Krydderurterne
med knoldet-leddet Rodstok, hvorfra saavel
Bladskud som Blomsterskud udgaar; de første
er indtil 2 m høje og omgives af de toradede
Blades Skeder. Blomsterne sidder i Spidsen
af et af Lavblade dækket Skaft. De er meget
let forgængelige, gule, hvide eller røde; de to
forreste Kronblade sidder nær hinanden.
Frugten er en næsten bæragtig, trerummet og
mangefrøet Kapsel. C. 20 Arter, paa de malajiske
Øer, Kina, Japan og i Afrika. Ingefærplanten
(Z. officinale Roscoe) har meterhøje Stængler,
indtil 16 cm lange, lancetdannede Blade og
en næsten hovedformet Blomsterstand med
taglagte Dækblade; de 3 Kronblade er grønliggule
med brunligviolette Prikker og Striber og en
purpurrød, gullig punkteret Læbe. Den hører
sandsynligvis hjemme i Sydasien, men er ikke
længere kendt i vild Tilstand; nu findes den
dyrket i alle tropiske Lande. Den er en
gammel Kulturplante, kendt i den klassiske Oldtid
og omtalt baade hos Romere og Grækere. Da
Planten ikke sætter moden Frugt, sker
Formeringen alene ved Stykker af Rodstokken.
Knoldene benyttes i tørret Tilstand og er da
oftest skrællede, d. v. s. befriede for Barklaget
Deres Indhold af skarpe Stoffer betinger deres
Brug til Krydderi (se Ingefær).
A. M.
Zingiberaceæ, se Krydderurterne.
Zinik [’zi.nek], d. s. s. Soignies.
Zink, Zn, metallisk Grundstof; næst efter
Jern, Kobber og Bly det i Teknikken mest
anvendte Metal. Det findes ikke — eller kun
højst sjældent — som gedigent Metal; i
Forbindelser findes det lokalt i betydelige
Mængder, men Findestederne er ret begrænsede i
Antal. Vigtigst er Forekomsten som Z.-Blende,
Z.-Sulfid = Zn S. med c. 67 % Zn; det
krystalliserer regulært og optræder saavel i
veluddannede Krystaller som i djærve Masser,
ofte blandet med Svovlkis, Kobberkis, Blyglans
etc. eller med Gangarter som Kvarts,
Tungspat e. l. Z.-Karbonat = ZnCO3, »Ædelgalmei«,
med 65 % Zn var oprindelig den vigtigste
Z.-Malm, men de fleste Lejer er nu udtømte.
Kiselgalmei = 2ZnO. SiO2, H2O, med 67 %
Zn samt Willemit = 2ZnO, SiO2 med 73 %
Zn, har navnlig Betydning for den
amerikanske Z.-Produktion. Sjældnere er
Rødzinkerts eller Zinkit, Zinkilte = ZnO. De fleste
Zinkmalme indeholder noget Kadmium,
enkelte ogsaa smaa Mængder Sølv. Vigtige
Produktionssteder for Z.-Malm er Oberschlesien,
Kärnten, Aachen, Broken Hill, Franklin
Fournace og Stirling Hill i New Jersey, Missouri-
og Mississippi-Distrikterne i Kansas o. fl. a.
Udnyttelsen sker som oftest ad tør Vej ved
Overførelse af Malmenes Z.-Indhold til Ilte og
derpaa følgende Reduktion af dette ved Kul,
hvorved det frigjorte Metal vil destillere og
samle sig i fortættet Tilstand i et Forlag;
elektrolytiske Metoder er forsøgt, men har i det
mindste foreløbig kun i enkelte Tilfælde faaet
praktisk Betydning. Da det er af Betydning at
arbejde med saa koncentrerede Malme som
muligt og ikke mindst i videst mulig Grad at
bortskaffe alle fremmede tunge Metaller, som
i høj Grad vil virke hindrende paa
Z.-Udvindingen, underkastes Malmene saa godt som
altid en mekanisk Oparbejdelse, en
Malmkoncentration (s. d.) for at bortskaffe saa meget af
alle fremmede Metaller som muligt. Derpaa
ristes Malmene for at overføres til Ilter, hvad
der for Galmejs Vedkommende kun fordrer en
Uddrivning af Kuldioxyd, for Kiselgalmeien en
Bortskafning af det kemisk bundne Vand; i
begge Tilfælde er følgelig kun en simpel
Opvarmning nødvendig.
Ved Z.-Blenden, som er langt den vigtigste
og oftest forekommende Malm, maa Svovlet
bortbrændes ved, at Opvarmningen sker i en
Luftstrøm, hvorved samtidig opstaar
Svovldioxyd. I ældre Tid skete dette under
primitive Forhold og saaledes, at Svovldioxyden
undveg til Luften; da dette har højst uheldige
Virkninger i hygiejnisk Henseende for de
omkringboende og ødelægger al Plantevækst i
Omegnen, er en saadan Arbejdsmetode nu
forbudt i Kulturlandene, og Afristningen kan kun
finde Sted, naar Svovldioxyden hindres i at
komme ud i Atmosfæren, f. Eks. ved, at den
fortættes til »flydende Svovlsyrling« eller ved,
at den udnyttes til Fremstilling af Svovlsyre.
Afristningen kommer derfor i det store og hele
til at minde om den tilsvarende ved
Svovlkisens Anvendelse i Svovlsyrefabrikationen, men
er dog vanskeligere at gennemføre paa Grund
af, at den ved Ristningen af Z.-Sulfidet
udviklede Varmemængde er betydelig mindre end
den, der opstaar, naar Svovlkisen brænder,
hvorfor det er nødvendigt at give et ekstra
Tilskud af Varme. Man arbejder nu i Reglen
med mekaniske Risteovne, hvis hule
Herdplader opvarmes ved, at der sendes
Forbrændingsprodukter fra et Fyr eller brændende Gas
igennem dem. Det er vigtigt, at Svovlet
brændes saa fuldstændigt bort som muligt, idet et
Svovlindhold i Risteproduktet vil foraarsage et
betydeligt Z.-Tab under den senere
Reduktionsproces; da det intermediært dannede
Zinksulfat sønderdeles fuldstændigt ved c. 950°,
hvilken Temperatur kan opnaas uden
Vanskelighed, kan Svovlindholdet bringes ned til
under 1 %.
Reduktionen af Zinkiltet med Kul efter
Ligningen: ZnO + C = Zn + CO foregaar først
med tilstrækkelig stor Hastighed ved
Temperaturer omkring 1100°; da Z. ved almindelig
Tryk koger ved 930°, vil det frigjorte Metal
straks gaa over i Dampform. For at Dampene
under Fortætningen skal kunne samle sig til
sammenhængende Metal, maa
Fbrtætnings-Temperaturen ligge over Smeltepunktet =
419° — ellers dannes Zinkstøv — hvorfor
Temperaturen i Forlaget maa holdes ved c. 500°.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
