Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zinnia - Zinovjev, Georgij - Zintgraff, Eugen - Zinzarer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Z. elegans findes i mange Varieteter med
enkelte eller fyldte Blomster og i mange
Farver, tillige i større robuste Former. Z.
Haageana er lavere og har orangegule Blomster.
De formeres ved Frø, som saas i April—Maj
i halvvarm Bænk. Efter at være ompriklede
udplantes de unge Planter paa Blivestedet i
Maj.
(L. H.). P. F.
Zinovjev [zi’nåvjif], Georgij, russisk
bolsjevikisk Politiker, f. 1883 i Jelisavetgrad
(nu Zinovievsk) af jødiske Forældre (under
Opvæksten var hans Navn Apfelbaum), var
allerede som ung Student virksom
Revolutionær og spillede lige fra det bolsjevikiske Partis
Dannelse 1903 en fremtrædende Rolle inden
for det, først som Emigrant i Schweiz, senere,
under den første russiske Revolution
(1905—06) i Rusland; han var da Medlem af Partiets
Petersborgkomité, Organisator af forskellige
bolsjevikiske Aktioner (bl. a. Kronstadtoprøret
efter den første Dumas Opløsning 1906) og
Redaktør for bolsjevikiske Bladforetagender.
Fængslet, men atter frigivet 1908, levede han
en Række Aar paa forskellige Steder uden for
Rusland, beskæftiget med bolsjevikisk
Forfatterskab; som Medlem af Partiets Centralkomité
fulgte han 1912 Lenin til Galizien, hvorfra den
bolsjevikiske Politik i Rusland da dirigeredes.
Under Verdenskrigen var han Lenin’s Hjælper
i dennes Propaganda- og Organisationsarbejde
og deltog bl. a. i Zimmerwaldkonferencen 1915
og i dens Arbejde for at opbygge en
international kommunistisk Organisation. Sammen med
Lenin vendte han efter Martsrevolutionen 1917
tilbage til Rusland. Han gjorde nu som Medlem
af Petrograds Sovjet en virksom Indsats ved
Forberedelserne til Bolsjevikrevolutionen og
blev efter den Medlem af
Folkekommissionernes Raad; da Bolsjevirkregeringen flyttede til
Moskva, forblev han som Petrogradsovjettens
Ordfører (efter Uritskij) og valgtes ved
Dannelsen af Tredie Internationale til dens
Ordfører. Efter Lenin’s Død er han traadt frem
som den rene »Leninismes« energiske, mod den
seneste Bolsjevikæras Kompromisser ivrigt
stridende Forkæmper. Hans Propaganda som Tredie
Internationales Chef har derved udmærket sig
ved en Uforsigtighed, som ikke helt har
harmoneret med den russiske Udenrigspolitiks
forsigtigere Signaler, og som, hvor ivrigt man end
har søgt at fremstille Tredie Internationale
som en fra russisk Udenrigspolitik fuldstændig
uafhængig Institution, har beredt den russiske
Udenrigsledelse store Vanskeligheder ved dens
Forsøg paa, medens man venter paa bedre
Konjunkturer for Verdensrevolutionen, at søge
en modus vivendi med den kapitalistiske
Verden; særlig bekendt er det med Z.’s
Underskrift forsynede Brev med Opfordring til
Oprtørspropaganda i den engelske Armé, der kom
for Dagen ved de engelske Valg i 1924, og som,
skønt dets Autenticitet blev benægtet fra
russisk Side, førte til Ministeriet Macdonald’s
Fald og Dannelsen af det mod Sovjet mindre
imødekommende Baldwin’ske Ministerium.
Inden for den indre russiske Politik er
Modsætningen mellem Z.’s ortodokse Lenin’ske
Anskuelser og den dominerende Retnings mere
opportunistiske Program, repræsenteret særligt
af Stalin, blevet mere og mere skærpet; da
Z. tillige med sine Tilhængere, i Strid med
Partidisciplinens Krav, forsøgte at gøre
Propaganda for sine fra Ledelsen afvigende
Meninger, er han blevet straffet den ene Gang
efter den anden; allerede i Sommeren 1926
fjernedes Z. fra flere Tillidsposter, deriblandt
Formandsposten i Leningrads Sovjet og som
Medlem af det kommunistiske Partis øverste
Ledelse (»politiske Bureau«); i Slutningen af
1927 blev Z. tillige med sine Tilhængere
udelukket af Partiet og siden, til Trods for at han
gjorde Bod og lovede Bedring, deporteret
Øster ud.
A. K.
Zintgraff [’tsentgra.f], Eugen, tysk
Afrikarejsende, f. 16. Jan. 1858 i Düsseldorf, d. 4.
Decbr 1897 paa Teneriffa. Efter at have
studeret ved forskellige tyske Universiteter rejste
han 1884 til Kongo og to Aar senere for den
tyske Regering til Kamerun, hvor han
undersøgte en Biflod til Kamerun-Floden. Efter et
kort Ophold i Tyskland rejste han 1887 atter
til Kamerun, grundlagde Stationen Barombi,
naaede 1889—90 Binue-Floden og Adamaua.
For fjerde Gang gik han 1890, efter et kort
Ophold i Tyskland, til Afrika og naaede fra
Barombi Bafutiernes Land, men efter en haard
Kamp mod disse i Januar 1891 maatte han
vende tilbage til Kysten. Han drog imidlertid
atter ind i Landet, men uden Held, vendte
1892 hjem, forlod Statstjenesten og berejste
1893—94 Sansibar, tysk og portugisisk Østafrika
og Transvaal og ledede 1896 Plantageanlæg i
Kamerun. Han er Forfatter af »Nord-Kamerun,
Schilderung der 1886—92 unternommenen
Reisen« (Berlin 1895).
(O. I.). C. A.
Zinzarer er et af Serbere og Bulgarere
anvendt Øgenavn for den rumænsktalende
Befolkning, der lever i Pindusbjergene mellem
Epirus og Thessalien, samt i Albanien og spredt
rundt om i Makedonien og i det nordlige
Thessalien. Navnet henviser til en
Ejendommelighed i deres Udtale, nemlig ts for tš, f. Eks.
i Talordet tsints »fem« over for almindelig
rumænsk cinci ɔ: tšintš. Et andet, oprindelig
græsk Øgenavn er Kutsovalakker. Selv kalder
de sig Aromâni »Rumænere« (af latinsk
romanus »romersk« med et for deres Sprog
karakteristisk Forslag af a- i Modsætning til
almindelig rumænsk Români). Dette sidste Navn
er (i tysk eller fransk Form Aromunen,
Aroumains) efterhaanden blevet almindelig i den
videnskabelige Litteratur i Stedet for
Macedo-Rumænere, som man tidligere lidet træffende
kaldte dem. De ernærer sig dels som
Købmænd, Haandværkere, Gæstgivere o. l., dels
som Hyrder, hvad der især gælder den i
Albanien hjemmehørende farseriotiske Stamme.
Uagtet de i næsten 1000 Aar har været skilt
fra Dako-Rumænerne, som de oprindelig har
udgjort en Enhed sammen med, er det
sproglige Fællesskab med Rumænsk meget nært,
bortset fra, at de har optaget en stor Mængde
græske Ord, der ikke findes i Rumænsk, og
ogsaa paa mange andre Maader har faaet
deres Sprog paavirket af Græsk. Overhovedet
truer det med at blive fortrængt af dette sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
