- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
626

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zinzendorf, Nikolaus Ludwig - Zion

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Manden som en Slags Vice-Kristus. Men trods alle
Skævheder i Kristendomssynet var der en
mægtig religiøs Kraft og en inderlig Kristentro hos
Z. 1734 lod han sig præstevie, og han vilde
nu atter rejse til Kbhvn, men Christian VI
viste sig meget unaadig imod ham og krævede
Ridderkorset tilbage. Regeringen i Sachsen
traadte ogsaa op imod ham, og til sidst blev
han udvist 1736. En Stund slog han sig ned i
Vesttyskland og Østersøprovinserne, og paa
Kong Frederik Vilhelm I af Preussens
Tilskyndelse blev han 1737 bispeviet i Berlin af
den reformerte Hofpræst Jablonsky, men
derpaa drog han til Skt. Thomas. Han kom
imidlertid atter tilbage til Tyskland og arbejdede
videre paa Planen om at danne et
internationalt og interkonfessionelt Samfund af Kristne.
Samtidig styrkede han Brødremenighedens
Organisation, idet Menigheden begyndte at brede
sig. 1741 drog Z. til Nordamerika, hvor han
bl. a. fik en Mission blandt Indianerne sat i
Gang, men han vendte tilbage til Tyskland og
var der en Aarrække, indtil han 1750 slog sig
ned i London. Endelig kunde han 1755 vende
hjem til sit kære Herrnhut, og her blev han
til sin Død. Mod Slutningen af hans Liv fortog
mange af hans Ensidigheder sig. En Del af
Z.’s Betragtninger og af hans mange Hymner
er samlede af A. Gebauer i »Stimmen
evang. Wahrheit aus der Brüdergemeinde«
(1846). (Litt.: A. G. Spangenberg,
»Leben des Grafen v. Z.« [I—VIII, 1772—75]; H.
Plitt
, »Z.’s Theologien [I—III, 1869 ff.]; G.
Burkhardt
, »Z. und die Brüdergemeinde«
[1876]; B. Becker, »Z. und sein
Christenthum« [1900]; Fr. Nielsen, »Kirkehistorie«
[2. Bd, 1903 fl.)).
A. Th. J.

Zion [’siån], den Høj, hvorpaa det
kanaanæiske Jerusalem, »Jebusiterbyen«, laa, og
som erobredes af David, hvorefter Byen
kaldtes »Davids By«. I denne ældste Del af
Jerusalem blev 13 judæiske Konger (fra David til
Achaz) begravet. Allerede under Salomo
udvidedes Byen til den nordøstlige Høj, hvor Templet
og Kongeborgen blev lagt, og Navnet Z.
anvendes hos Profeterne o. a. om Tempelbjerget,
ligesom det ofte brugtes om hele Jerusalem
efter Byens Udbredelse over de 4 Høje, der
fremkommer ved den dybe nordvestlige Dal
(Tyropoiondalen) og den mindre vest-østlige
Sænkning. Ifølge den ældste kristelige
Tradition, der kan følges tilbage til 4. Aarh., var
Z. identisk med Sydvest-Højen. Enkelte
fastholder endnu denne Opfattelse, men de
allerfleste Forskere er nu enige om, at Z. er
Sydøst-Højen. At dette er rigtigt, kan ikke med
Grund betvivles. Herfor taler denne Højs
umiddelbare Nærhed ved Tempelbjerget; det er
naturligt, at Salomo byggede i direkte
Tilslutning til den ældre By, og saaledes forklares
lettest Overførelsen af Navnet Z. paa
Tempelbjerget; det er en Kendsgerning, at Templet
laa paa den nordøstlige Høj; endvidere ved vi
fra 1. Mak., at Syrernes Borg »Akra« blev
lagt paa samme Sted som Davidsstaden, og
ifølge Josefos laa den i Nedrebyen, det er paa
Sydøst-Højen. Hermed stemmer ogsaa Skildringen
af Nehemia’s Ridt om Murene (Neh. 2—3),
idet han red fra Vest mod Øst og »kom over«
(Tyropoiondalen) fra »Møgporten« til
»Kildeporten«, som just laa ved en Trappe, der førte
op til David’s Stad (3, 15). Disse Betragtninger
bekræftes af de arkæologiske Undersøgelser
paa Sydøst-Højen, som har belyst det gamle
Z.’s Forhold. Siden Warren’s Undersøgelser
1867—70 er Arbejdet fortsat af
Clermont-Ganneau 1873-74, Guthe 1881, Schick 1886, Bliss
og Dickie 1894—97, Parker 1909—11, Weill
1913; efter Verdenskrigen er Gravninger blevet
genoptaget af andre. Det vigtigste Resultat
er Klarlæggelsen af Vandingssystemet, som
i alt væsentligt førtes til Ende ved
Parker’s Udgravninger. Jerusalem forsynedes med
Vand fra Mariakilden, der udmunder i en
Grotte paa den nederste Del af Sydøst-Højens
sydøstlige Skrænt. Kilden er intermitterende
og udsender sin Strøm 1—5 Gange i Døgnet,
alt efter Vandbeholdningen. Den naturlige
Adgang til Vandet fører fra den udvendige Side
af Højen til nævnte Grotte; fra denne er
Vandet i den ældste Tid flydt ned i Dalen. I
Krigstilfælde var Byens Beboere altsaa afskaarne
fra Adgang til Vandet. Parker har imidlertid
fundet en underjordisk Gang, der fører fra
Sydøst-Højens Ryg, delvis med Trapper, ned
til en indre Grotte bag ved Kilden; i denne indre
Grotte findes en Brønd, som ved en Kanal er
forbundet med Kilden. Dette Anlæg er af
samme Art som de førisraelitiske Systemer i andre
Byer, især i Gezer, og da der i Gangen fandtes
Potteskaar af kanaanæisk Karakter, kan hele
Anlægget henregnes til den gamle kanaanæiske
Bebyggelse; denne har taget sit Udgangspunkt
paa Sydøst-Højen, og derfra har den i
israelitisk Tid bredt sig dels mod Nord, dels over
Tyropoion til Sydvest-Højen. I Forbindelse
med det ældste underjordiske Kanalsystem
byggedes en Mur ved Kildens naturlige Udløb
for at hindre Vandet i at løbe ned ad
Skrænten; for dog at kunne lede Vand ned til Dalen,
naar det ønskedes, gravedes en kort Kanal
ned til denne i Forbindelse med et
Lukkesystem. Da Byen havde bredt sig til
Sydvest-Højen, gravedes, vistnok i 10.—9. Aarh., en
ny Kanal, som modtog Vandet, naar det
var steget til en vis Højde, og førte det langs
Højens Rand til en Dam ved dens Sydspids.
Denne Kanal ligger nær ved Overfladen og
har hyppigt Aabninger udadtil, hvilket var
upraktisk i Krigstid. Kort før 700 f. Kr.
gravede da Hizkia en ny Kanal, som fører
fra Kilden ind i Højen, c. 550 m i en Bue
gennem Z. ned til en Brønd ved Højens
Sydspids. Om denne Kanal, hvor Vandet endnu
flyder, berettes der dels i det gamle
Testamente (2. Kong. 20, 20; 2. Krøn. 32, 3 f. 30;
Sir. 48, 17), dels i den nær ved det nedre
Udløb anbragte Siloah-Indskrift (s. d.). — Af
Bygningsværker paa Z. har Udgravningerne
hidtil paavist de gamle Mure og forskellig
Bebyggelse, navnlig dog fra senere Tid; endvidere
en Del Grave, dels i Grotter, dels i gravede
Huler, nogle kanaanæiske, andre judæiske eller
fra Romertiden, men det har ikke været
muligt blandt disse at paavise de gamle
Kongegrave. (Litt.: F. Buhl, »Jerusalem paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0636.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free