Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zobeltitz, Hanns von - Zocchi - Zodiakallyset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Zobeltitz [’tso.bəltets], Hanns von,
foregaaendes Broder, tysk Forfatter, f. 9. Septbr
1853 paa Slottet Spiegelberg i Brandenburg, d.
i Oeynhausen 4. Apr. 1918. Han traadte 1870
som Frivillig ind i Hæren, var preussisk
Officer 1872—91, blev derefter Redaktør af
»Daheim« og »Velhagen und Klasings Monatshefte«
og skaffede sig som Forfatter af en Række
meget underholdende, men i litterær
Henseende ikke betydelige Romaner en stor
Læsekreds. Han debuterede med »Gräfin
Langeweile« (1889); af hans lange Række Bøger kan
særlig nævnes »Unter dem eisernen Kreuz«,
»Die Generalssöhne«, »Ein bedeutender Mann«,
»Die Tante aus Sparta«, »Der goldne Käfig«,
»Der Roman des Stiftfräuleins«, »Auf
märkischer Erde« og »Du musst mir glauben«.
C. B-s.
Zocchi [’tsåk.i], 1) Emilio, italiensk
Billedhugger, f. 5. Marts 1835 i Firenze, d. Jan.
1913 smst. Han tilhører efter Læretid og
Gerning Firenze, ved hvis Akademi han blev
Professor. Blandt hans Lærere var Dupré. Z.
gjorde sig tidlig bemærket ved forskellig
Dyrskulptur og Idealkunst. Han modelerede
»Michelangelo mejsler en Satyrs Hoved«,
»Troskaben«, »Ung Bakkus«, »Rafael tegner
Madonna«, »Kobberslangen«, »Columbus«, »Franklin«
(New York) og af anden Monumentalskulptur
»Dante« (Trient) og Ryttermindesmærket i
Firenze for Victor Emanuel m. v. Sønnen 2)
Arnoldo Z., f. 20. Septbr 1862 i Firenze,
er ligeledes Billedhugger (Monumentet for
Piero dei Franceschi [Borgo San Sepolcro] m.
v.). Det samme gælder E. Z.’s Fætter 3)
Cesare Z., f. 7. Juni 1851 i Firenze, d. 1922 i
Torino (Statue af Fra Bartolommeo
[Akademiet i Firenze], Monumentet for Garibaldi i
Perugia, for Victor Emanuel i Pisa o. m. a.).
A. Hk.
Zodiakallyset viser sig mod den mørke
Himmelgrund som en svagt lysende Stribe af
Kegleform; det er bredest (20°—30°) og lysest
nede ved Horisonten og løber spidst opad
langs Ekliptika. Da denne paa vore Bredder
altid danner en skæv Vinkel med Horisonten
(den største Vinkel er = 113 1/2°—p, den
mindste 66 1/2°—p, hvor p er Bredden, altsaa ved
50° n. Br. henholdsvis 63 1/2° og 16 1/2°, ved 60°
53 1/2° og 6 1/2°), saa faar Z. Udseendet af et
langstrakt, skævt Triangel, lidt afrundet
oventil. I klar Luft kan dets Lys, som enkelte
Iagttagere finder gulere end Mælkevejens, være
stærkere end dennes, men Z. er aldrig saa
skarpt begrænset som Mælkevejen.
Længdeaksen danner i Reglen en Vinkel paa nogle
faa Grader med Ekliptika. Efter Marchand,
der har studeret Z. paa Pic du Midi og har
fundet, at dets Bredde er c. 14°, følger Aksen
meget nær Storcirkelen og danner en Vinkel
paa 6—7° med Ekliptika; efter dette skulde
Aksen falde sammen med Solens Ækvatorplan,
hvilket ogsaa Max Wolf’s Fotografier med det
af ham konstruerede »Schnittphotometer«
synes at beskræfte. Searle derimod finder af
Jones’ talrige Observationer med Benyttelse af
Müller’s Undersøgelser over Lysets Ekstinktion
i Jordens Atmosfære, at Aksen ligger i
Juppiter’s Baneplan. Fessenkoff fandt ved
Hjælp af et visuelt Fladefotometer, at
Intensitetsfordelingen i Z. var symmetrisk omkring
Z.’s Akse, men at denne laa 1°—2° Nord for
Ekliptika parallelt med Ekliptika. De nyeste
Maalinger af Intensiteten i Z. er udført af van
Rhijn ved hans Undersøgelser af
Lysfordelingen paa Nathimmelen; han finder bl. a., at
omtrent 43 % af Nathimmelens Lys skyldes
Z. En nøjagtig Bestemmelse af Aksens
Beliggenhed vil først opnaas, naar man faar
Maalinger ogsaa fra den sydlige Halvkugle og
kan kombinere disse med dem, der allerede
foreligger fra den nordlige Halvkugle. Z.
deltager i Himmelens daglige Bevægelse, og
Spidsen har i Almindelighed en Elongation fra
Solen af 60° til 80°. Det vil derfor ikke kunne
ses længere end et Par Timer efter
Aftendæmringens Ophør eller før Morgendæmringens
Begyndelse. I Landene omkring Ækvator kan
man se det hele Aaret rundt, paa vore Bredder
blot paa den Tid af Aaret, da Ekliptika staar
saa stejlt som muligt mod Horisonten, efter at
Mørket er indtraadt om Aftenen, eller før
Dæmringen er begyndt om Morgenen. Det første
finder Sted noget før Foraarsjævndøgn, det
andet noget efter Efteraarsjævndøgn. Februar er
den Maaned, da Z. ses bedst hos os paa den
vestlige Himmel efter Aftendæmringen; i Oktbr
ses den bedst paa Østhimmelen, før
Morgendæmringen begynder.
Z. blev opdaget af G. D. Cassini 18. Marts
1683 (Decouverte de la lumière céleste qui
paroist dans le Zodiaque [Paris 1685]) og
iagttaget af ham sammen med Fatio, der fortsatte
sine Observationer i Duillier ved Genève til
1686. Tidligere har man spredte Meddelelser
om Z.; det var kendt af Ægypterne, der
afbildede det som en Trekant paa deres
Mindesmærker, og ligeledes i Orienten under Navnet
»den falske Morgenrøde« eller »Ulvehalen« og
omtales ogsaa i Koranen; i Følge A. von
Humboldt har ogsaa Aztekerne kendt det. Det
nævnes af Tyge Brahe og Kepler, men Cassini
er den første, som systematisk observerede det
gennem længere Tid, og Childrey den første,
fra hvem man har en paa egen Iagttagelse
grundet Beskrivelse af Z. (Britannia Baconica
[London 1661]). Senere er det blevet
observeret af talrige Forskere som Schmidt, Heis,
Jones, Serpieri, Searle, Gruey, Marchand,
Barnard, M. Wolf, Fessenkoff, van Rhijn o. a.
De førstnævnte har hovedsagelig fæstet deres
Opmærksomhed paa Bestemmelsen af Z.’s
Konturer, andre, som Jones, har inden for den
Lyskegle, som Z. aftegner paa Himmelen,
kunnet adskille forskellige Partier af ulige
Lysstyrke. Lewis skelner mellem
Zodiakallys-Keglen og Zodiakallys-Striben og mener, at
Striben, et af Himmelens svageste Objekter,
strækker sig som et Baand, lidt bredere end
Mælkevejen, langs Ekliptika tværs over Himmelen
fra Horisont til Horisont. Ved Midnat er det
højeste Parti af Striben stærkest lysende, og
dette falder sammen med, hvad Brorsen saa
1854 og har kaldt Gegenschein (counter
glow); dette var bemærket af Pézénas 1730 og
af Humboldt 16. Marts 1883 i Sydamerika, men
Brorsen er den, som først har henledt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
