Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zola, Émile
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der siden udkom i Bogform. 1864 udgav
han Contes à Ninon, der modtoges med Bifald,
1865 Romanen La confession de Claude og 1867
Thérèse Raquin, hvor hans Forfatterfysiognomi
allerede er helt udpræget. Stærkt paavirket af
Taine og Claude Bernard bekender han sig til
Arvelighedstroen og søger i sit Menneskestudie
til Bunds i Milieuet. Som Motto foran Thérèse
Raquin skriver han Taine’s berygtede Ord:
»Dyd og Last er Frembringelser som Vitriol
og Sukker«. Bogen rummer en uhyggelig
Mordhistorie og skildrer Samvittighedsnagets
frygtelige Nemesis med tung og ubønhørlig
Konsekvens. I Madeleine Férat (1868) er
Arvelighedsanalysen helt gennemført. Taine’s Afhandling
om Balzac gjorde et dybt Indtryk paa Z., der
fattede den Plan at følge den store
Forgængers Eksempel og i Lighed med hans Comédie
humaine at skabe et vældigt Mangebindsværk
for at belyse et helt Tidsafsnit, en hel Slægt i
dens talrige Forgreninger. Den fransk-tyske
Krig og Nederlaget ved Sedan syntes ham den
endelige knusende Dødsdom over det andet
Kejserdømmes Nedgangs- og Forfaldsperiode.
Han vilde undersøge Opløsningsprocessen i alle
dens Faser og begyndte 1871 under Fællestitlen
Les Rougon-Macquart, histoire naturelle et
sociale d’une famille sous le second Empire sin
20 Binds Romancyklus, der omfatter følgende
Bøger: La fortune des Rougon (1871; en
Provinsopstand i Anledning af Napoleon III’s
Statskup 1851), La curée (1872; Kappestriden om at
komme til Fadet og det løsslupne Paris-highlife
efter Statskuppet), Le ventre de Paris (1873;
Skildring af Livet i de store Torvehaller og det
raa og fede animalske Liv, der udgaar derfra),
La conquêle de Plassans (1874), La faute de
l’abbé Mouret (1875; Skildring af en paradisisk
Urskovshave med en forherligende Højsang til
Elskovsdrift og Natur), Son excellence Eugène
Rougon (1876; en af de vigtigste politiske
Personligheder under Napoleon III), L’Assommoir
(1877; »Mukkerten«, »Faldgruben«;
Brændevinsknejpen og Drukkenskabens Ødelæggelse af
en Arbejderfamilie), Une page d’amour (1878;
Kærlighedens Kval og Galskab), Nana (1880;
Pariserkokottens Historie som Symbol paa
Kejserdømmets moralske Depravation), Pot-Bouille
(1882; en Skildring af det bedærvede og skidne
Liv i et parisisk Lejehus fra Kælder til Kvist),
Au bonheur des dames (1883; Livet i et stort
Modemagasin), La joie de vivre (1884;
Livsledens Roman), Germinal (1885;
Grubearbejdernes Liv), L’œuvre (1886; en Kunstners haabløse
Kamp for at fæstne sin Drøm om
»Mesterværket« paa Lærredet), La terre (1887;
Bøndernes raa og primitive Brutalitetsliv), Le rêve
(1888; en kysk ung Piges ekstatiske
Kærlighedsdrøm i Ly af en gammel Domkirke), La bête
humaine (1890; Dyret — den vilde,
uimodstaaelige og gaadefulde Morddrift — i Mennesket),
L’argent (1891; Børslivet, dets Skandaler og
Krak), La débâcle (1892; den fransk-tyske Krig
og Sammenbrudet ved Sedan) og Le docteur
Pascal (1893; Familiens Stamtræ i
Sammenhæng og Oversigt over det hele Værk,
indrammet i en skøn og dyb Kærlighedshistorie).
Z. var gaaet til sit Værk med faste litterære
Principper; han vilde gøre Romandigtningen
videnskabelig, underbygget med grundige og
sikre Studier af Livet i alle dets Forgreninger;
han vilde skabe en sammenhængende Række
documents humains, videnskabelig tilforladelige
Vidnesbyrd om, hvordan Mennesker, ved Arv,
Opdragelse og Omgivelser, udvikler sig til det,
de er; han vilde være Naturalist; efter
hans Paastand var et Kunstværk un coin de la
créature, set igennem et Temperament. Z.’s
eget Livssyn var mørktfarvet, pessimistisk. Han
saa først og fremmest det primitive, det
instinktive, Urdrifterne, Dyret i Mennesket. Han
opfattede kun Sjælelivet i dets store almene
Udladninger af Drift og Instinkt. Han saa i
Mennesket de enkleste Drivfjedre, Dyriskheden,
Galskaben, Manien, Lasten og Lidenskaben. Men
med denne Forenklen af det sjælelige Indreliv
forbandt han en stærk og voldsom Sans for
Livet i hele dets ydre Fylde. Han gik
Nutidslivet tæt paa Klingen i al dets brogede og
kaotisk rige Udfoldelse. Hans Sanser var rastløst
optagne af at indsamle Indtryk, han var ivrig
og vims som en Reporter, nysgerrig og
videlysten, tog sit Stofsamlingsarbejde med ligefrem
videnskabelig Grundighed, havde en
Livsappetit som en Romanens Jordaens og fik sine
Bøger til at bugne af Realitet, af Lugte og Lyde
og kalejdoskopisk flimrende Farver. Men med
al sin brede, fuldtstrømmende Livsfylde, med
sine Skildringers uudtømmelige Masse realistisk
Viden og naturalistisk Sanselighed er Z.
inderst inde ingen virkelig Naturalist. Derimod
en Fantast, en Lyriker, en Drømmer, en
Symbolist. Hans Fantasi forstørrer og overdriver
Indtrykkene til gigantiske Visioner. Han
personificerer Naturen og de døde Ting omkring
sig; bag hans smaa og smaatskaarne
Mennesker rejser sig som kæmpemæssige og truende
Symboler de Virksomheder, der binder dem,
de Bygninger, de træller for, den Natur, der
behersker dem. Store og vældige symbolske
Ledemotiver bølger gennem hans Bøger. Han
legemliggør og besjæler den underjordiske
Grube, hvori Minearbejderen slider sig op,
Lokomotivet, der bærer sin Fører som en Ganger
sin Rytter, Haven, Jorden, Stormagasinet,
Kirkegaarden, Brændevinsskænken. Han er helt
igennem Symboliker og har i sine Romaner
mindre ydet ædruelige Virkelighedsbilleder end
store Samfundsepopéer, hvor især hans Evne til
at skildre Massernes brede og tunge bølgende
Strøm er uforlignelig, uden Sidestykke i
Litteraturen. Og Z.’s oprindelige Pessimisme viste
sig ved Afslutningen af
Rougon-Macquart-Suiten i Le doctor Pascal at klinge ud i en
Bekendelse af Haab og Tro paa stærke og sunde
Magter, Elskoven, Livet og Fremtiden.
Samtidig med den store Romancyklus havde
Z. udgivet andre Bøger, Fortællingerne
Nouveaux contes à Ninon (1874), Le Capitaine Burle
(1882) og Naïs Micoulin (1883); et Bind
Théâtre (1878), omfattende Skuespillene Thérèse
Raquin, Les héritiers Rabourdin og Le bouton
de Rose, samt de kritiske og litterærpolemiske
Skrifter: Mes hoines (1866), Le roman
expérimental (1880), Le naturalisme au théâtre, Les
romanciers naturalistes, Nos auteurs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
