Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zoologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fald er et nøje Kendskab til Histologien
eller Læren om de forskellige Cellevæv en
nødvendig Forudsætning. For Udredningen af
Dyrenes Slægtskabsforhold spiller endelig
Zoopalæontologien eller Læren om de
uddøde Dyr en meget væsentlig Rolle, idet man
maa erindre, at alle nulevende Organismer
nødvendigvis maa antages at være direkte
Efterkommere af Former, der levede i tidligere
Jordperioder.
Medens de hidtil nævnte Underafdelinger let
lod sig bringe i Forbindelse med
Systematikken, grupperer paa lignende Maade en Række
andre sig om Biologien, om Læren om de
levende Væseners Livsytringer og hele Levevis.
Her møder vi først Fysiologien, som
undersøger, hvorledes de forskellige
Livsprocesser foregaar inden for de enkelte Organismer,
ja, saa vidt muligt, inden for disses enkelte
Celler; dernæst den saakaldte
Udviklingsmekanik eller eksperimentelle
Morfologi, hvis Opgave er, ved at tage
Eksperimentet til Hjælp, at søge at udfinde de
forskellige Kræfter, som paavirker Organismen under
dens Udvikling og derved betinger dens
endelige Form; endvidere Biologien (i
snævrere Forstand) eller Etologien, som samler
alle Oplysninger om Dyreformernes
Opholdssteder, Levevis og Tilpasning i
Overensstemmelse med den omgivende Natur; den
betegnes i nyere Tid ogsaa ofte som Økologien
ɔ: som Læren om Livsformernes
»Husholdning«. Nær hertil slutter sig
Zoogeografien, idet denne ikke alene søger at skaffe
Klarhed over de enkelte Dyregruppers
geografiske Udbredelse, men lige saa meget
stræber at udfinde de Grunde, som betinger denne.
Til sidst maa det erindres, at Naturfilosofien
og Z. i adskillige Tilfælde gensidig supplerer
hinanden ved Undersøgelserne; saadanne
Grænseomraader udgøres f. Eks. af den allerede
nævnte Udviklingsmekanik og, i endnu højere
Grad, af Descendenslæren, som
fremstiller Organismernes gensidige
Slægtskabsforhold og Afstamning fra fælles, ældre
Urformer, med andre Ord søger at udkaste
Dyrerigets Slægtshistorie eller Fylogenese; den
benævnes ofte, om end ikke helt med Rette,
Darwinismen. At de ad denne Vej
vundne Resultater ofte i høj Grad har været
prægede af de paagældende Forskeres personlige
Meninger og derved ikke sjældent har givet
Anledning til megen Diskussion, er en velkendt
Sag; ganske naturligt er det derfor ogsaa, at
i nyeste Tid talrige Forskere har forsøgt ad en
ganske anden Vej, nemlig gennem
Arvelighedsforskningens maalbevidste Forsøg
og talmæssige Behandling af de vundne
Resultater, at finde Vej frem mod Løsningen af disse
interessante Problemer.
Z.’s Historie. Paa Grund af den store
Betydning, Dyreverdenen har for
Menneskelivet, er det let forstaaeligt, dels at der selv
hos ganske lavt staaende Folkefærd findes et
ingenlunde ringe Kendskab til de almindelig
forekommende Dyrs Liv og Færden, dels at
Z., hos de civiliserede Folkeslag, bliver en af
de først opdyrkede Grene af Naturhistorien.
I Grækenland lader saaledes Studiet af Dyrene
sig føre tilbage til de ældste Tider, ihvorvel
Aristoteles (i 4. Aarh. f. Kr.) gerne
nævnes som Videnskabens Grundlægger og det ikke
med Urette; ved kritisk at samle sine
Forgængeres Iagttagelser og sammenstille dem med
talrige egne ny skabte han nemlig en Række
Værker, som holdt sig uovertrufne helt ned til
den nyere Tids Begyndelse. Aristoteles deler
Dyreriget i to Hovedgrupper: Bloddyr og
blodløse Dyr (Nutidens Hvirveldyr og hvirvelløse
Dyr) og hver af disse igen i fire
Underafdelinger; i øvrigt skal Udformning af Systemet eller
indgaaende Beskrivelse af de enkelte Former
ikke søges hos Aristoteles, hvis Styrke derimod
ligger i den ægte videnskabelige Maade, paa
hvilken han betragter Dyret som levende
Organisme i dets Forhold til Omverdenen, baade
med Hensyn til Udvikling, Bygning og
Livsforhold. Foruden Aristoteles har Oldtiden kun
een nævneværdig Forfatter at opvise, Romeren
Plinius den Ældre (i 1. Aarh. e. Kr.);
hans store Naturhistorie, som behandler alt i
Naturen, er dog uden større Værdi, idet den
ingen egne Iagttagelser indeholder, men kun,
med større Flid end Kritik, er sammenskrevet
af talrige ældre Kilder.
Hele Middelalderen igennem var dernæst
Interessen for Studier paa Naturvidenskabens
Omraade saa at sige ganske slukt; kun
opbevaredes og afskreves i Klostrene trolig
Oldtidens Skrifter Først i 16. Aarhundrede
blomstrer Videnskaben frem paa ny, og sammen
med et virkeligt Studium af de antikke
Forfattere, navnlig Aristoteles, møder man en
alvorlig Stræben efter selvstændig Forskning hos
Tidens Lærde, blandt hvilke Schweizeren
Conrad Gesner (1516—65) og Italieneren
Ulisses Aldrovandi (1522—1605) særlig
fortjener at nævnes. Talrige Rejser til de
nyopdagede Lande berigede dernæst Videnskaben
med en uhyre Mængde nyt Stof, samtidig med
at Undersøgelserne ved Anatomiens Hjælp blev
mere og mere indgaaende. Det følgende
Aarhundrede har at opvise en saa betydningsfuld
Opdagelse som Paavisningen af Blodets
Kredsløb, der skete ved den engelske Læge W.
Harvey (1578—1657); desuden foretog da J.
Swammerdam (1637—80) i Leyden sine
berømte Undersøgelser over Insekternes
Anatomi, medens M. Malpighi (1628—94) i
Bologna og A. Leeuwenhoek (1632—1723) i
Delft ved Mikroskopets Hjælp søgte at
udgranske Organismens fineste Bygning, hvorved
samtidig den sidstnævnte trængte ind i de
mikroskopiske Væseners hidtil fuldstændig
ukendte Verden. I 18. Aarh. beriges navnlig
Kundskaben om Dyrenes Livsforhold overordentlig
ved de af Forskere som Réaumur,
Roesel, De Geer og Schäffer udgivne
Arbejder over Insekternes og forskellige Vanddyrs
Biologi. Dels herved, dels gennem de store
Privatsamlinger af »sjældne« Dyr fra fremmede
Verdensdele forøgedes det zoologiske Stof i en
overordentlig Grad, uden at der desværre
samtidig sporedes en tilsvarende Bestræbelse efter
en virkelig videnskabelig Sammenstilling af det
hele; Faren for, at Overblikket ganske skulde
gaa tabt, var derfor stor. Under disse Forhold
fik Svenskeren Carl Linné (1707—78) som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
