Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zosimus - Zoster - Zostera - Zosterops - Zouaver - Zouche, Richard - Zr. - Zrinyi, Niklós - Zrmanja - Zrza, Eleonora - Zschokke, Johann Heinrich Daniel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men da Afrikanerne var standhaftige, maatte
Z. ændre Holdning, og til sidst fordømte han
Pelagianismen. Han søgte i øvrigt under sit
korte Papat at hævde Roms Autoritet, men
han havde ikke altid Held med sig.
A. Th. J.
Zoster, se Herpes.
Zostera, se Bændeltang.
Zosterops, se Honningfugle.
Zouaver, d. s. s. Zuaver.
Zouche [zu.(t)∫] (Zouch, Zouchaeus),
Richard, engelsk Folkeretslærer
(1590—1660), Professor i Oxford og Dommer i
Admiralitetsreten. Z., en Mand af fremragende
Aandsevner, har skrevet den første egentlige
systematiske Fremstilling af Folkeretten, den
berømte Juris et judicii fecialis, sive juris inter
gentes et quæstionum de eodem explicatio, qua,
quæ ad pacem et bellum inter diversos
principes aut populos spectant ex præcipuis
historico jure peritis exhibentur (1650 og senere
Udgaver og Oversættelser), et Værk med en
mere positiv, historisk og praktisk Tendens
end Z.’s Forgængere, Gentilis og Grotius, som
han stadig citerer. Foruden Folkeretten
behandlede Z. Civilretten, i hvilken Disciplin han
anerkendtes som en stor Autoritet. (Litt.:
Georges Scelle i Les fondateurs du droit
international [Paris 1904], S. 269—330).
Fz. D.
Zr., kemisk Tegn for Zirkonium.
Zrinyi [’zrinji], Niklós (Nicolaus), f.
1508, d. 7. Septbr 1566, Greve af Zrinyi,
ungarsk Hærfører, tilhørte en gammel Greveslægt
fra Slottet Zrin i Kroatien. Under Forsvaret af
Wien 1529 fik Z. af Kejser Karl V en
Stridshest og en Guldkæde til Løn for sin Tapperhed.
Under Ferdinand I vandt han stort Ry i
Kampene mod Johan Zapolya og Sultan Soliman.
1542 blev han Ban af Kroatien, Slavonien og
Dalmatien og var tillige Tavernicus
(Skatmester) i Ungarn. Da Tyrkerne angreb
Kroatien, forsvarede han Landet ypperligt og slog
Tyrkerne ved Szigeth 1562. Men Sultan Soliman
higede efter at tage denne By og rykkede
August 1566 frem og belejrede den. Mod
Sultanens store Overmagt havde Z. kun godt 2500
Mand. Dog skønt Udenværkerne faldt og
nedbrændte, holdt Z. tappert Stand og trak sig
ind i den indre Borg. Vel døde Sultan Soliman
4. Septbr foran Murene, men Storvesiren førte
Kampen videre, og 7. Septbr fløj Brandpile
ind i den indre Borg og antændte denne. Da
brød Z. samme Dag ud med 600 Mand, men blev
skudt ned. Forinden havde han ladet lægge
Lunter til Krudtkamrene, og da de sejrende
Tyrker trængte ind paa Borgen, sprængte Z.’s
efterladte Folk denne i Luften, hvorved en
Mængde Tyrkere omkom. Z.’s afhuggede Hoved
blev opstillet foran Teltet, hvor Sultanen
havde boet, men blev siden givet tilbage af
Tyrkerne, der ærede den faldne Helt. Tyrkerne
havde mistet 20000 Mand under Belejringen.
Th. Körner har digterisk behandlet Z.’s Skæbne.
Hans Sønnesøns Søn Niklós Z. (1620—64),
Ban af Kroatien, vandt ogsaa Ry i Kampene
mod Tyrkerne, særlig 1663, men blev Aaret
efter dræbt paa Jagten af et Vildsvin. Han var
Digter, og i hans Værker, som udgaves 1651
i Wien, findes Eposet »Zrinyiaden«. Han var
paavirket af Vergil og Tasso. Hans
Prosaskrifter udkom 1817. Slægten Z. uddøde 1703
(J. L.). H. J-n.
Zrmanja [zər’manja], Zermagna, Flod i
Dalmatien, udspringer i det kroatiske
Karstdistrikt, strømmer først mod S. og derefter
mod V. og NV., indtil den ved Novigrad falder
i Adriaterhavet i den sydlige Del af Podgorskij
Kanal. Z. er i sit nedre Løb 38 m bred og kan
indtil Sumpene ved Obbrovazzo besejles med
mindre Fartøjer. Den er i alt 60 km lang.
(H. P. S.). N. H. J.
Zrza [’særsa?], Eleonora, dansk
Operasangerinde af bøhmisk Slægt, f. i Bagsværd 22.
Maj 1797, d. i Kbhvn 1. Novbr 1862), debuterede
paa det kgl. Teater 1816 som Charlotte i
»Sovedrikken« og var i Kraft af sin ualmindelig høje
og klangfulde Sopranstemme, der gennem en
fortræffelig Skole var udviklet til en i
Danmark hidtil ukendt Fuldkommenhed, i henved
30 Aar Operaens Hovedstøtte paa Kvindesiden,
trods hendes i dramatisk Henseende
paafaldende og ofte omtalte Ubehjælpsomhed og
Indolens. Hendes Udførelse af de store og
fordringsfulde Sopranpartier — Grevinden i
»Figaros Bryllup«, Sidi i »Lulu«, Nattens
Dronning, Fidelio, Norma o. s. v. — blev ofte
glimrende Virtuospræstationer, men uden Sjæl i
Foredraget, uden Liv i den sceniske Aktion. 8.
Febr 1845 optraadte Z. sidste Gang som
Wilhelmine i »Ungdom og Galskab«.
(S. L.). W. B.
Zschokke [’t∫åkə], Johann Heinrich
Daniel, tysk Forfatter, f. i Magdeburg 22.
Marts 1771, d. paa sin Villa i Blumenhalde a. d.
Aar 27. Juni 1848. Han mistede tidlig sine
Forældre og forlod Gymnasiet i sin Fødeby for at
blive Teaterdigter ved et rejsende
Skuespillerselskab. Senere studerede han Teologi, Filosofi og
Historie i Frankfurt a. d. O., hvor han
disputerede, men da han protesterede offentlig mod
Wöllner’s Religionsedikt, maatte han forlade
Byen 1795. Efter forskellige Rejser i Tyskland,
Frankrig og Schweiz blev Z. Bestyrer af en
Opdragelsesanstalt i Reichenau i Graubünden,
1799 Leder af det kantonale Skolevæsen og
Kommissær for det helvetiske Skolevæsen. Han
grundede Bladet »Der aufrichtige und
wohlerfahrene Schweizerbote«, blev 1800 Statholder
i Basel, senere Medlem af
Overforstinspektoratet i Aargau, hvor han 1808 bosatte sig og
grundede »Gesellschaft für vaterländische
Kultur«. 1814 blev Z. Medlem af det store Raad
og Kirkeraad, derefter Præsident for
Haandværksskolen, Overforst- og Bjerginspektør, men
nedlagde 1841 alle sine Embeder. Jævnsides
dette store rastløse Arbejde i Offentlighedens
Tjeneste udfoldede Z. en alsidig
Forfattervirksomhed, hvor Røver- og Ridderromantikken
satte saadanne Blomster som Tragedien
»Abällino, der grosse Bandit« (1794), Romanen »Kuno
von Kybring« og Fortællingerne »Coronata, der
Seeräuberkönig« og »Atamontada, der
Galeerensklave«. Men senere slog han ind paa den
oplysende og opdragende, moralske og folkelige
Fortælling og vandt nu et stort og taknemmeligt
Publikum med saadanne Bøger som »Das
Goldmacherdorf« (1817) og »Bilder aus der Schweiz«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
