Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zwingli, Huldreich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Thomas Wyttenbach en forstaaende Lærer.
Wyttenbach førte Z. ind paa Skriftstudiet og
var paa flere Punkter klar over Roms
Vildfarelser, men stod dog i det store og hele paa
Skolastikkens Grund. Efter at Z. 1506 var
bleven Magister, blev han Præst i Glarus. Han
viste sig i denne Stilling som en Mand, der
forenede nyt og gammelt. Han beundrede
Humanismen og studerede ivrig de græske
Klassikere, men han virkede ogsaa i Kirkens
Tjeneste uden at øve nogen egentlig Kritik, og
han tog mod en Pension fra Paven for at
forbedre sine Indtægter. Hans græske Studier
førte ham dybere og dybere ind ogsaa i det
ny Testamente, og han begyndte at virke for
en sædelig Reform, men hans egen Sædelighed
var ikke uangribelig, og han syntes ikke
at være stærkt religiøst greben. Mange unge
Schweizere gik i fremmed Krigstjeneste, og
1512 fulgte Z. som Hærpræst med en Skare,
der gik i pavelig Tjeneste. Han var med i
Kampene ved Novara og Marignano og fik godt
Lov baade for sin Prædiken og for sin
mandige Optræden under Kampene, men han fik
Øjnene op for den nationale og moralske Fare,
Krigstjenesten rummede for Schweizerne. Han
traf Erasmus i Basel, og begge haabede paa en
sædelig Reform af Kirken, men Angreb paa
Kirkens Misbrug rejste Z. endnu ikke, og
religiøse Kampe som Luther’s var ham ukendte.
1516 kom han som Præst til Einsiedeln, og her
begyndte det evangeliske mere at røre sig hos
ham, men endnu undgik han at angribe
Kirkens Ordninger, og det er urigtigt, at han
skulde være optraadt mod Valfarterne til
Einsiedelns Maria-Billede. Først i Zürich bliver han
Reformator. Han kaldedes til dens Domkirke
1518, og her angreb han bl. a.
Afladskræmmeren Bernhard Samson med saa stor Virkning,
at Raadet forbød Samson at sælge Aflad. Det
religiøse bryder nu mere frem hos Z., men
stadig staar den sædelige Reform i første Række.
Skolevæsenet tog han sig meget af. Under en
voldsom Pest 1519 plejede han uforfærdet de
Syge, men blev smittet og var Døden nær. Paa
denne Tid kom han ogsaa under Luther’s
Paavirkning, og han indsaa, at ikke ved egne
Gerninger, men kun ved Troen kunde
Retfærdighed naas. Medens Luther imidlertid fortrinsvis
vendte sig mod de jødiske Vildfarelser i
Romerkirken, Gerningsretfærdigheden og
Midlervæsenet, vendte Z. sig fortrinsvis mod de
hedenske som Helgendyrkelsen. Og Z. var langt
mere radikal end Luther. Sakramenterne var
for ham kun Tegn, og Liturgien blev helt
omformet. Z. stillede sig ligefrem paa
Billedstormernes Side, Krucifikser, Billeder, Orgler, ja
selv Altre forsvandt i de zürichske Kirker, og
Gudstjenesten indskrænkedes til Bøn,
Skriftlæsning og Prædiken. 1525 indførtes en ny
Maade at gaa til Alters paa. Man brød Brødet
og nød Brød og Vin ved et Bord under tysk
Liturgi. Ligesom Luther gik Z. ud fra Skriften
under sin reformatoriske Gerning, men Z.
gjorde ingen Forskel mellem de enkelte Bøger eller
mellem Gamle og Ny Testamente, og ved Siden
af Skriften hævdede han Eksistensen af et
indre Ord, der har lydt ogsaa i
Hedningeverdenen, og ved hvilket sandhedskærlige Hedninger
er komne i Forhold til Gud. Som Luther var
Z. fremdeles Prædestinatianer, men medens
Prædestinationen hos Luther var et Udtryk
for Guds altvirkende Naade, traadte Hensynet
til Guds Forherligelse i Forgrunden hos Z. Det
stærke etiske Præg hos Z. medførte ogsaa, at
ban kom til at betone Helliggørelsen mere end
Retfærdiggørelsen. Raadet i Zürich saa fra
Begyndelsen velvilligt til Z., og mange sluttede
sig til ham. Fra Zürich bredte Reformationen
sig videre til andre Kantoner, og Z. skrev
forskellige reformatoriske Skrifter, som vandt stor
Udbredelse. Men han indgik ogsaa 1522 et
hemmeligt Ægteskab med en Adelsmands Enke
Anna Reinhard, og da det blev bekendt, vakte
det mange Steder Forargelse, indtil han
offentlig vedkendte sig sit Ægteskab. Anna Reinhard
var ham i øvrigt en god og dygtig Hustru. 29.
Jan. 1523 holdtes en stor Religionssamtale i
Zürich mellem Reformatorerne og Katolikkerne,
og til dette Opgør havde Z. skrevet 67 Teser,
hvori han kortelig formulerede sin Lære, og
da Raadet stillede sig paa Z.’s Side, fremmedes
Reformationens Sag meget, men Z. maatte
rigtignok ligesom Luther se mange misbruge den
evangeliske Frihed og hensynsløst give sig hen
til deres Drifter. Da den evangeliske Bevægelse
bredte sig til Frankrig, skrev Z. til Vejledning
Commentarius de vera et falsa religione (1525),
som er hans Hovedværk. Bogen er dediceret
Frants I. Paa denne Tid havde Z. vundet sig
Disciple rundt om i Schweiz. Blandt disse
Zwinglianere kan nævnes Økolampadius
og Farel i Basel, Berchtold Haller i Bern,
Bullinger i Kappel og Joachim af Watt i St.
Gallen. Men ogsaa Modstanderne traadte nu op
med Kraft. Schwyz, Uri, Unterwalden, Zug og
Luzern sluttede Forbund 1524 for at
undertrykke Reformationen. Dertil kom, at
Reformatorerne ogsaa fik Gendøberne at kæmpe med.
Ligesom i Tyskland skød Gendøberiet op med
stor Kraft, og Z. maatte tidlig og sildig tale
mod det. Gendøberne gjorde Reformationen
alvorlig Skade, men bidrog ogsaa ved deres
Radikalisme til, at Z. paa flere Punkter
modificerede sine Anskuelser. Han søgte over for
Gendøberne at betone Daabens Betydning som
et ydre Pagtstegn, Embedets og Kirkens
Betydning og ikke mindst det ordnede
Borgersamfunds Betydning. Men endnu vanskeligere blev
Z.’s Stilling, da han kom i Strid med de tyske
Reformatorer; Stridens Emne var
Sakramenterne, navnlig Nadveren. Medens Luther stedse
fastholdt Sakramenternes objektive Betydning
og Kristi Legemes og Blods Nærværelse i
Nadveren, gjorde Z. Sakramenterne til ydre Tegn
eller Ceremonier. Daaben skulde være Tegnet
paa, at vil danne vort Liv efter Kristi
Eksempel, og Nadverens Brød og Vin skulde være
Tegn paa Jesu Legeme og Blod, som han har
hengivet for os. Daab og Nadver bliver paa
denne Maade Bekendelsestegn fra Menighedens
Side. Da Z. og hans Venner begyndte at
angribe Luther’s Nadverlære, tog Luther kraftig
og skarpt til Orde, og 1526 og følgende Aar
udsendte han flere Stridsskrifter mod
Schweizerne, som ikke blev ham Svar skyldige. Af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
