Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zürich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anstalter nævnes Kantonhospitalet, Vajsenhuset,
Borgerasylet St.-Leonhard, Blinde- og
Døvstummeanstalten samt Sindssygeanstalten i
Burghölzli.
Industrien i Z. udmærker sig særlig ved
Tilvirkning af Silke- og Bomuldsvarer, Maskiner,
Støbegods, Klaverer og Papir. Silkevarerne
eksporteres nu til England og U. S. A. Z. har
efter Lyon Europas største Silkeindustri.
Desuden er Z. Handelscentrum for hele det østlige
Schweiz, og den har Landets største
Pengemarked, hvilket fremmes ved den kantonale
Bank, Z.’s Bank samt ved en Række private
Pengeinstitutter. En vigtig Indtægtskilde for
Beboerne er nu tillige Turistbesøget, der paa
Grund af Byens smukke Omegn og hele
Beliggenhed er meget stort. De smukkeste
Ud-sigtssteder inden for Stadens eget Omraade er
Terrassen foran Polytechnikum, den
ovennævnte høje Promenade, Lindenhof, hvor der i
Oldtiden laa et romersk Kastel og senere,
indtil 13. Aarh., et kejserligt Palads samt »Die
Katz«, en i den botaniske Have liggende
Bastion af den gamle Fæstning, som nu udgør
en høj, træbeplantet Platform. Samfærdselen i
Byen fremmes ved et Sporvejsnet samt flere
Damp- og Motorbaadsruter. Fra Limmat-Kajen
til det 171 m højere liggende Polytechnikum
fører en Traadtovbane. Fra Z. til Ütliberg
fører den 9 km lange Ütliberg-Bane. Desuden
har Z. flere Jernbaneforbindelser, af hvilke
nævnes Linierne over Turgi til Aarau, Basel
og Waldshut, til Winterthur, de langs begge
Søbredder til Østschweiz førende Linier, Banen
gennem Sihl-Dalen samt Linien
Z.—Zug—Luzern. Z. er Sæde for den kantanale Regering
og Administration.
Historie. Pælebygningsfundene i Züricher-,
Greifen- og Pfäffikon-Søerne viser, at Landet
Z. allerede i tidlig Tid var befolket. Ved den
historiske Oldtids Begyndelse beboedes det af
de keltiske Helvetier, der havde deres vigtigste
Boplads og Centrum ved det nuværende
Lindenhof. Da Helvetiemes Land 58 f. Kr. kom
under Romerne, anlagde disse paa dette Sted
et Kastel (Castellum Turegum) og en
Toldstation (Turicum) for Varer til og fra Italien. I
Begyndelsen af 3. Aarh. indførtes
Kristendommen. 406 kom Z. i Allemannernes og 496 i
Frankernes Besiddelse. Først i Begyndelsen af
9. Aarh. fremtræder Z. som en tysk Stad, der
opstaar ved Foreningen af den kongelige Borg
paa Lindenhof med de nærliggende Klostre
samt ved det Samfund af fri Borgere, der var
opstaaet paa Zürichberg. Ifølge det stedlige
Sagn var Z. Karl den Store’s
Yndlingsopholdssted, og ham tilskrives Grundlæggelsen af
Herreklostret Grossmünster. Ved Forliget i Verdun
843 kom Z. til det tyske Rige og under en af
Kejseren indsat Rigsfoged. 853 stiftede Ludvig
den Tyske Fraumünsterabbediet for sin Datter,
Hildegarcl, og skænkede hertil den kongelige
Gaard Z. samt flere andre Besiddelser.
Rigsfogedembedet tilhørte 1063—1172 Greverne af
Lenzburg og 1172—1218 Hertugerne af
Zähringen. Da disse 1218 døde ud, blev Z. kejserlig
fri Rigsstad og opblomstrede gennem den fra
Italien indførte Silkeindustri. 1234 fik
Abbedissen af Fraumünster Værdighed som
Rigsfyrstinde og blandt andre Privilegier Ret til at
udnævne Medlemmerne af Stadens Raad.
Efterhaanden gik dog saavel denne som andre
Rettigheder over til Byen selv. Under det store
Interregnum lykkedes det Z. at kue de paa
Omegnens Borge siddende Adelsmænd, der
truede Byens Selvstændighed. 1291 forenede Z.
sig med Uri og Schwyz og deltog i det
almindelige Oprør i Schwaben imod Habsburgerne,
men gik senere over paa disses Side og
kæmpede yed Morgarten 1315 imod de
Edsforbundne. 1336 gjordes Revolution af
»Haandværkerne«, der, som senere indvandrede, over for
»Ridderne« og »Borgerne« eller de gamle
Agerbrug og Handel drivende Slægter hidtil havde
været politisk retsløse. Under Førerskab af en
fra sine Standsfæller frafalden Ridder, Rudolf
Brun, lykkedes det dem at gennemføre en
Forfatning, ifølge hvilken Raadet skulde
sammensættes af Haandværkernes 13 Lavsmestre samt
af lige saa mange Medlemmer fra de gamle
Slægter. Rudolf Brun blev Borgmester og
knuste en Sammensværgelse blandt Ridderne i
Forbindelse med Greven af Rapperswil ved
Henrettelser (den saakaldte Zürich-Mordnat 23.
Febr 1350) samt ved Ødelæggelse af Byen
Rapperswil. Da det i denne Anledning saa ud til
Krig med Østerrig, indgik Z. 1351 i Edsforbundet
og modstod ved dettes Hjælp i de følgende Aar
gentagne Gange Østerrigs Angreb. Z., der
stadig var ivrig efter at udvide sit Omraade,
erhvervede ved Køb 1402 Greifensee, 1408
Grüningen, 1409 Regensberg, 1424 Grevskabet
Kyburg og 1467 Byen Winterthur samt ved
Erobring 1415 en Del af det østerrigske Aargau.
Som Følge af sine Fordringer paa Arven efter
de 1436 uddøde Grever af Toggenburg kom Z.
i Krig med Schwyz og Glarus, og da Z. ikke
vilde rette sig efter de øvrige Edsforbundnes
Mægling, kom den ogsaa i Krig med disse (den
gamle Zürich-Krig). Da dens Hær ved Etzel
gjorde sig skyldig i forsmædelig Flugt, maatte
Z. ikke alene afstaa fra sine Fordringer, men
ogsaa 1440 aftræde den øvre Del af den
venstre Bred af Züricher-Søen til Schwyz. Af
Harme herover forbandt Z. sig 1442 med Kejser
Frederik III imod de Edsforbundne, men ved
St. Jakob an der Sihl led Züricherne 1443 et
nyt Nederlag, hvorefter Byen 1444 belejredes
af 20000 Forbundstropper, der først drog bort
efter Slaget imod Armagnakerne ved St. Jakob
an der Birs (26. Aug. 1444). Endeligt 1450 kom
der et Forlig i Stand, efter hvilket Z. frasagde
sig sit Forbund med Østerrig og fik sine
Besiddelser tilbage. I Burgunderkrigen var det
Zürichernes Fører, Hans Waldmann, der
afgjorde Sejren ved Murten (1476). 1483 blev
Waldmann Borgmester i Z., og gennem ham
opnaaede Staden en førende Stilling i
Edsforbundet; men Byens Bestræbelser for at forøge
sine økonomiske og politiske Privilegier paa
Bekostning af de tilhørende Landskaber førte
til et Oprør af Landbefolkningen, og 1489
maatte Waldmann bestige Skafottet, hvorpaa
Landbefolkningens Rettigheder bekræftedes af den
ny Regering. 1519 begyndte Zwingli i Z. sin
reformatoriske Virksomhed, og det aandelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
