Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskab (III. Ægteskabsbetingelserne) - Ægteskab (IV. Lysning, Ægteskabsbetingelsernes Prøvelse og Vielse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ogsaa efter ældre Ret vilde som Regel saadanne
Personer være udelukkede, fordi de savner den
Fornuftens Brug, som maa være Betingelsen
for gyldig at afgive Erklæringen under
Vielsen (sige »Ja« for Alteret). Men selv om denne
Betingelse kan opfyldes af den Sindssyge, der
f. Eks. er i et af de lysere Øjeblikke af sin
kroniske Sindssygdom, ønsker Loven hans Æ.
hindret, dels af Hensyn til de Ulykker, hans
Sygdom kan medføre for Livet i Æ.. dels fordi
denne Sygdom saa ofte er arvelig. Lovens
Regel kan under ganske særlige Omstændigheder
fraviges ved kgl. Bevilling. De norske og
svenske Love kender ikke en saadan Bevilling, men
har iøvrigt samme Regler.
Den, som lider af Kønssygdom (Syfilis eller
Gonorrhoe), som endnu frembyder Fare for
Smitte eller for Overførelse paa Afkommet,
eller som lider af Epilepsi, maa ikke indgaa
Æ., uden at den anden Part er gjort bekendt
med Sygdommen, og begge Parterne af en
Læge har faaet mundtlig Vejledning om
Farerne ved den. Ogsaa her virker en
tilsvarende racehygiejnisk Betragtning med fuld Styrke.
Den norske Lov har den samme Regel for
Gonorrhoe og Epilepsi, hvortil føjes
Spedalskhed, men indfører et absolut Forbud ved
smittefarlig Syfilis. Den svenske Lov har
overalt et Forbud, men Kongen kan dog tillade Æ.
Den danske Regel, som kun anordner en
Sandhedspligt over for Ægtefællen, er i hvert Fald
den forsigtigste af disse Nyordninger og
vistnok ogsaa den rigtigste, da det efter
Forholdene er næsten umuligt at overvaage, at et
egentligt Forbud overholdes.
Æ. maa ikke indgaas mellem Slægtninge i
ret op- og nedstigende Linje (som Forældre
og Børn, Børnebørn o. s. v.) eller mellem Hel-
og Halvsøskende; heller ikke mellem
besvogrede i op- og nedstigende Linje (saasom
Svigerforældre — Svigerbørn eller Stifforældre —
Stifbørn), men er iøvrigt frit. Reglen gælder,
hvad enten Slægtskabet eller Svogerskabet
beror paa Æ. eller paa Forbindelser uden for Æ.
Støttet paa Moseloven havde kanonisk Ret i
disse Forhold udviklet meget vidtrækkende
Ægteskabsforbud. Reformationstiden og
navnlig den efterfølgende Tid betegner en stadig
Indskrænkning af Forbudene. I Slutningen af
det 18. Aarhundrede tillodes Giftermaal med
afdøde Hustrus Søster (der endnu til for faa
Aartier siden var absolut forbudt i England);
og Giftermaal med Niece blev samtidig frit,
medens Giftermaal med Tante og med afdøde
Broders Enke krævede Bevilling. Norge har nu
samme Regel som vi; ligeledes Sverige, kun at
Giftermaal med Niece eller Nevø kræver
Bevilling. Udviklingsgangen uden for Norden er
en lignende.
Disse Ægteskabsforbud har sikkert en
dobbelt real Begrundelse: dels i ældgamle,
indgroede Forestillinger om den Skam (den
»Blodskam«, s. d.), som ligger i kønslig Forbindelse
mellem meget nære Slægtninge, dels i
Erfaringen om, at Familiesamlivet mellem beslægtede
og besvogrede trives bedst, naar der ikke
opstaar erotiske Forbindelser inden for visse
Kredse af Nærstaaende. Den første
Betragtning har bevaret sin Styrke, den sidste mister
mere og mere sit Hold i de retlige Ordninger
og i Folkets Retsopfattelse. Saaledes har dansk
Ægteskabslov indført den ellers overalt ukendte
Regel, at Personer, af hvilke den ene har
været gift med den andens Slægtning i ret op-
og nedstigende Linje, f. Eks. Stiffader og
Stifdatter, kan faa Tilladelse til at ægte hinanden,
naar det tidligere Æ. er opløst ved Døden,
naar der ikke i dette Æ. er Fællesbørn, og
naar iøvrigt ganske særlige Grunde taler for
Bevillingen. Saadanne Bevillinger er hidtil kun
givet et Par Gange. Hvor Svogerskabet i lige
Linje ikke bygger paa Æ., kan Bevilling gives
uden særlige Betingelser i Loven. De sidste Æ.
er frit tilladte i Sverige og Norge.
Ingen maa indgaa nyt Æ., saa længe det
tidligere Æ. bestaar (se Tvegifte og
Bigami), men kan paa den anden Side normalt
gøre det lige saa vel efter Skilsmisse som efter
Ægtefællens Død. Endvidere skal den Kvinde,
som har været gift, normalt vente 10
Maaneder, se Sørgetid. Den, som vil gifte sig
igen efter Skilsmisse eller Ægtefællens Død,
skal forinden have skiftet med henholdsvis
Ægtefællen eller Arvingerne. Personer af
forskellig Trosbekendelse skal før Vielsen have
truffet Aftale om kommende Børns religiøse
Opdragelse. Den Mand, som er under
vedvarende Fattigforsørgelse her i Landet, maa
ikke indgaa Æ. uden Samtykke fra sin
Forsørgelseskommune. De to sidstnævnte Regler er
særegne for Danmark. Sverige har desuden
ikke Reglen om Skifte.
IV. Lysning, Ægteskabsbetingelsernes Prøvelse
og Vielse.
Fra ældgammel Tid har man anordnet en
forudgaaende Kundgørelse (Lysning) om den
snart efter stedfindende Vielse. Øjemedet har
været at give andre Lejlighed til at anmelde
Hindringer for Vielsen. Men desuden
fyldestgøres den Samfundsinteresse, at Giftermaalet
bliver kendt i videre Kredse. Disse Interesser
skadedes ved, at indtil Ægteskabsloven kunde
enhver faa Fritagelse for Lysning. Lysningen
foregaar nu enten ved, at Præsten kundgør
Parternes Beslutning fra Prædikestolen, eller
ved at de borgerlige Myndigheder lader den
tinglæse. Lysningen sker kun een Gang. De
borgerlige Myndigheder er i Kjøbenhavn
Magistraten, i Købstæderne Borgmesteren og i
Landsognene Sognefogden. Lysningen begæres
normalt dér, hvor Bruden bor. Den kan
undlades, naar Vielsen paa Grund af alvorlig
Sygdom er uopsættelig, eller naar der er givet
Bevilling dertil (Kongebrev), der dog kun maa
gives, naar særlige Grunde taler derfor.
I Forbindelse med Lysningen undersøger den
omtalte borgerlige Myndighed, om
Ægteskabsbetingelserne er i Orden. Hvor det er gørligt,
skal Attester kræves fremlagt, f. Eks.
Fødselsattest, Attest om Forældres Samtykke, om
visse Bevillinger, om at Skifte er afholdt eller
om Samtykke fra Forsørgelseskommunen. Om
Forhold, der ikke kan attesteres, skal Parterne
afgive Erklæring paa Tro og Love, f. Eks. om
at de ikke er for nært beslægtede, eller om
hvorvidt nogen af dem tidligere har været gift.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
