- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
696

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskab (IV. Lysning, Ægteskabsbetingelsernes Prøvelse og Vielse) - Ægteskab (V. Ægteskabets Retsvirkninger)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

at blive borgerlig viet staar aaben for alle, og
Vielsen kan indgaas paa ethvert Sted i Riget.
Den indgaas for de Myndigheder, som forestaar
Lysningen. Naar Ægteskabet undtagelsesvis kan
finde Sted uden Lysning, maa den, som
foretager Vielsen, paase, at der foreligger Attest
om, at Ægteskabsbetingelserne er i Orden.
Kirkelig Vielse foregaar normalt i Kirken, men
der kan gives Bevilling til, at den kan ske
andetsteds, f. Eks. i Brudens Hjem. Den
borgerlige Vielse foregaar paa Raadhuset eller
(paa Landet) paa et af Sogneraadet bestemt
Sted, men en Vielse kan altid foregaa paa
Sygelejet, hvor en af Parterne er livsfarlig syg.

Vielsen skal foregaa i mindst 2 Vidners
Overværelse. Brudefolkene skal »ved samtidigt Møde
paa Spørgsmaal af Præsten eller den
borgerlige Myndighed erklære at ville ægte hinanden
og derpaa af ham forkyndes at være
Ægtefolk«. Kun hvis denne Form ikke er iagttaget,
eller den kirkelige eller borgerlige Myndighed
overhovedet har savnet Bemyndigelse til at
foretage Vielser, er Vielsen uden Retsvirkning.
Den har altsaa Retsvirkning, selv om Vidner
ikke har været til Stede, eller selv om Præsten
ikke iøvrigt har fulgt Ritualet, eller den
borgerlige Myndighed har fraveget den
foreskrevne Fremgangsmaade, eller endelig Vielsen ikke,
saaledes som det er paabudt, umiddelbart
efter er indført i Kirkebogen eller, ved
borgerlig Vielse, i Ægteskabsbogen. En borgerlig
Vielse kan senere blive kirkelig velsignet.
Denne Velsignelse, som navnlig finder Sted, hvor
borgerlig Vielse var indgå aet i Udlandet, har
ingen retlig Betydning.

Principperne i det øvrige Norden er aldeles
gennemgaaende de samme; kun indeholder
svensk og norsk Ret intet om, at Præsten ud
fra religiøse Betænkeligheder kan slippe for
at skulle foretage en Vielse, og i Sverige er det
altid Præsten, der prøver
Ægteskabsbetingelserne.

V. Ægteskabets Retsvirkninger.

A. Historisk Udvikling.

Det historiske Udgangspunkt for den sociale
Udvikling var i alle Lande den, at Mændene
baade retligt og faktisk stod for Styret. Og
ligesom dette prægede de politiske og
borgerlige Forhold, bestemte det Ægteskabsretten.
Den gifte (saavel som den ugifte) Kvinde var
umyndig og uraadig over Formuen. Oprindelig
kunde hun ikke arve, og den hende senere
tillagte Arv bestyrede Manden lige saa vel som alt
andet, hun indbragte i Ægteskabet. I personlig
Henseende var hun — ligesom Børnene —
hans Husbondemyndighed undergiven, og først
saa sent som i Christian V’s Danske Lov
undtager Loven hende fra den korporlige Hustugt.

I formueretlig Henseende har denne Mandens
Raadighed holdt sig til de nyeste Tider.
Tidligt gjorde dog Slægtens Formueinteresser sig
gældende. Ligesom Slægtens Krav, særlig paa
de faste Ejendomme, oprindelig, i alt Fald i
germansk Ret, udelukkede Testamentet — idet
de i et Æ. indbragte Ejendomme arvemæssigt
gik tilbage lige saa vel til Hustruens som til hans
Slægt — saaledes havde Manden Pligt til i
levende Live at varetage hendes Slægts
Interesser. Medens nu Verden over Mandens
Eneraadighed over hele Formuen i
Hovedtrækkene var ensartet, blev hendes og hendes
Slægts Interesser, der navnlig kom frem, hvor
Formuen skulde deles ved hans eller hendes
Død, opfyldt væsentlig ad 2 Hovedveje:
Enten fastholdtes et Særeje-System, hvorefter
Hustruens Ejendomme forbeholdtes hende og
hendes Slægt, og Manden ligesom fik dem til
Brug. — Det blev en Medgift (latinsk dos,
fransk dote), og en saadan »Dotalordning« er
den Dag i Dag den legale efter de nyeste
Kodifikationer i Tyskland og Schweiz. — Eller
ogsaa indførtes helt eller delvist
Formuefællesskab: i Frankrig omfattende Løsøre, i
Danmark og Norge indtil Christian V’s Danske Lov
efterhaanden al Ejendom undtagen Arvejord
paa Landet; i Sverige undtoges — indtil 1920
— paa samme Maade al Jord paa Landet, som
ikke var købt efter Vielsen, og denne Regel
var endogsaa faa Aartier i Forvejen udstrakt
til at omfatte Købstadsjord. Kun faa Lande,
saaledes England fra 1882, har indført det
totale Særeje, hvorefter Æ. i Hovedsagen
hverken paavirker Ejendoms- eller
Raadighedsforholdet.

Kampen for »Kvindens Frigørelse«, som med
Styrke og Udbytte kun har været ført i det
sidste Aarhundrede, betyder retlig set
Ligestillethed med Manden saavel i personlige som
i formueretlige Forhold. Den er uden for
Norden i ægteskabsretlig Henseende endnu paa
det Punkt, at Mandens førende Stilling
principielt er fastholdt, om end f. Eks. efter tysk
Ret Hustruen kan faa Domstolenes Hjælp imod
Mandens »Misbrug af hans Rettigheder«; men
Loven giver ham Afgørelsesretten i alle
Spørgsmaal vedrørende det fælles ægteskabelige Liv.
Den schweiziske Lov siger endog, at
Ægtemanden er det ægteskabelige Fællesskabs
»Hoved« (das Haupt der Gemeinschaft). Efter den
100 Aar ældre franske code civil skylder
Manden sin Kone Beskyttelse og hun sin Mand
Lydighed. Ogsaa i Norden var disse
Forestillinger længe eneraadende.
Husbondemyndigheden var i Slutningen af det 17. Aarhundrede
noget saa selvfølgeligt, at Christian V’s Danske
Lov blot forudsætter den. I det sidste
Aarhundrede er Forestillingen efterhaanden svækket
saavel i det private som i det retlige Liv. I
Danmark fastholdtes dog lige til 1922, at
Manden retlig taget var den afgørende med
Hensyn til Børnenes Opdragelse og Valget af
Bostedet. I Norge var den personlige
Ligestillethed vel nok noget tidligere anerkendt. I
Sverige fastholdtes det indtil »giftermålsbalken«
af 1920, at Manden havde »målsmanskapet«
over Hustruen, d. v. s. var hendes
Repræsentant over for Retsmyndighederne. I Danmark
fastholdt Retsvidenskaben indtil c. 1880, at
Husbondemyndigheden stadig havde fuld
retlig Gyldighed. En vigtig Række Love i Norden
og England omkring 1880 og lidt senere i
Tyskland, Schweiz og Frankrig viser de nye Ideers
Vækst ved at give Hustruen Eneraadigheden
over sit Selverhverv.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0708.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free