- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
704

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskab (VII. Ægtefællers Arveret og uskiftet Bo)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sammen med hende bestyrer Boet retlig. Kan hun
godtgøre, at hun ikke mere behøver
Tilsynsværge, kan Øvrigheden ophæve Beskikkelsen.

Den, som ønsker at sidde i uskiftet Bo,
burde maaske kunne hindres deri, hvis han havde
vist sig særlig uskikket til at bestyre Formue.
Loven forbyder det dog kun, hvis han er
under Konkurs eller bevislig er saa gældbunden,
at han end ikke gennem sit Arbejde kan
betale hver sit. I øvrigt foregaar Overtagelsen let
og formfrit, og Skifteretten giver Attest derom
som Bevis for lovmedholdelig Overtagelse.

Det uskiftede Bo omfatter foruden
Fællesboet alt, hvad Ægtefællen senere erhverver, for
saa vidt det vilde have hørt til Ægtefællernes
Fællesbo. Men Særejet holdes udenfor, idet den
Førstafdødes Særeje straks skiftes. Hvis
Ægtefællen faar noget ved Arv (eller Gave), kan
han beholde det selv, naar han inden 3
Maaneder derefter begærer Skifte. Dette er
begrundet deri, at Ægtefællen jo ingen Lod faar
i den Arv, som nu falder i den Førstafdødes
Slægt. Den Længstlevende udøver en Ejers
Raadighed over Boets Midler. Oprindelig
skulde Ægtefællen optræde som en midlertidig
Forvalter i egen og Arvingernes Interesse. Snart
gled man dog ud i den rent frie Raadighed.
Men vore Domstole indsaa senere og
efterhaanden i stigende Grad, at der maatte drages
visse Grænser, og Loven af 1926 ordner dette
nærmere: Naar Ægtefællen ved Misbrug af sin
Raadighed væsentlig har formindsket Boet, kan
Arvingerne paa Skiftet kræve Vederlag, se
ovenfor under V. D. Dette gælder især, naar
Ægtefællen har begunstiget den, som han vil
gifte sig med, men ogsaa naar han har tegnet
en uforholdsmæssig høj Livrente for sig selv,
eller han utilbørlig har begunstiget en enkelt
Arving. Det er dog efter Skik og Brug
berettiget at begunstige den Arving, som man vil
overdrage sin Forretning, og Gaardejeren kan
ifølge Arveloven ved Testamente — og da
ogsaa i levende Live — begunstige den, som skal
have Gaarden. Den uforholdsmæssige Gave kan
hver Arving endvidere kræve omstødt, naar
Modtageren ikke var i god Tro, og hvis Kravet
rejses og Boet skiftes senest inden et Aar
efter, at Gaven blev givet.

Ægtefællen hæfter for al Gæld, der
paahvilede den Afdøde, og dennes Arvinger hæfter
ikke. I øvrigt har man altid hævdet, at Arven
efter den Afdøde faldt straks ved hans Død.
Heraf drog man en Række Følgeslutninger,
hvoraf Loven har fastholdt nogle. Saaledes
kan den Efterlevende ved Testamente raade
over hele sin Andel i Boet, altsaa dels sin
Boslod, normalt Halvdelen, dels sin Arvelod,
normalt en Fjerdedel af Afdødes Boslod, i alt
altsaa fem Ottendedele af hele Boet. For
Arvingerne falder Arven ikke i den Forstand,
som ellers er Hovedsagen, at de kan fordre
deres Arv udbetalt, men de faar et Krav paa
Fremtiden, nemlig ved det kommende Skifte,
og dette Krav gaar straks i Arv efter dem til
deres Arvinger efter Loven eller ifølge et
Testamente. Selv om en Arving saaledes paa en
Maade endnu intet ejer, kan han f. Eks.
indsætte sin Forlovede i sit Testamente, og dør
han da inden den af hans Forældre, som
sidder i uskiftet Bo, træder hans Forlovede ved
Skiftet i hans Sted. Derimod kan ifølge den
nye Lov en Arving ikke afhænde, pantsætte
eller paa anden Maade overdrage sin Andel i
det uskiftede Bo, og heller ikke kan Arvingens
Kreditorer, gennem Konkurs eller foreløbigt
Udlæg, søge Fyldestgørelse i denne Andel.

Det uskiftede Bo kan i Ægtefællens levende
Live bringes til Ophør. Ægtefællen kan
saaledes til enhver Tid begære Skifte. Han kan
ville skifte f. Eks., fordi han ikke ønsker at dele
sin kommende Fortjeneste med sine Stifbørn.
Boet skal dernæst skiftes, førend den
Efterlevende maa indgaa nyt Ægteskab. Navnlig
hvor der bliver Fælleseje i det nye Ægteskab,
har alle Parter Interesse i, at de to
Fællesejers Midler ikke sammenblandes. Den
Myndighed, som prøver Ægteskabsbetingelserne,
paaser, at Skiftereglen overholdes. Fremdeles
maa der skiftes med Stifbørnene, efterhaanden
som de bliver myndige, hvis ikke gyldigt
Samtykke var eller nu bliver givet. Skifteretten kan
desuden her tillade, at Skiftet opsættes ved
mindre Boer, som maa holdes samlede, for at
Ægtefællen og de umyndige Børn kan faa
rimeligt Underhold.

En ny Regel giver enhver Arving Ret til at
kræve sin Lod udskiftet, hvis Ægtefællen har
misbrugt sin Raadighed til væsentlig Skade for
Boet. Dette er et Led i Lovens Bestræbelser
for at understrege, at Ægtefællen, sin frie
Raadighed til Trods, i en vis Forstand er en
Forvalter tillige af Fremmedes Interesser, nemlig
den Førstafdødes Arvingers. Har en af disse
Arvinger, der er død før Skiftet, Livsarvinger,
træder disse ganske i hans Sted og er f. Eks.
ogsaa bundet af hans Samtykke til uskiftet
Bo. Men Arvingens andre Arvinger eller
Kreditorer kan ikke kræve Skifte, og dette
foregaar da kun, hvor Lovens Grunde medfører
det, især hvor Ægtefællen gifter sig eller dør.
Har nogen af Ægtefællerne Særarvinger, faar
det ved Skiftet efter den sidstes Død særlig
Interesse, hvor meget der falder paa den
førstes og hvor meget paa den sidstes Lod,
nemlig normalt 3/8 og 5/8. Det er Formuens
Størrelse paa Skiftets Tid, som lægges til Grund.
Arvingerne vinder eller taber i Forhold til
Formuen ved den førstes Død, eftersom den
Efterlevende har forvaltet med Fremgang eller
med Tab. Ved Skiftet efter den sidstes Død
hæfter ikke den Førstafdødes Arvinger for
Boets Gæld.

B. Førstafdøde havde ingen
Livsarvinger
.

Ifølge Arveforordningen arvede her den
Længstlevende ved Siden af dem, der var Arvinger
efter Loven eller Testamente, en Tredjedel, og
var der ingen Arvinger, fik han det hele. Ifølge
Lov 1926 arver den Længstlevende Halvdelen
ved Siden af den Afdødes Fader, Moder,
Søskende eller Søskendes Afkom, og ellers det
hele. Arveladeren kan i alle Tilfælde bestemme,
at Ægtefællen skal nøjes med en mindre Lod,
dog ikke under en Tredjedel. Reglerne gælder
baade den førstes Boslod og hans Særeje.

Det har været en udstrakt Skik og Brug, at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0716.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free