Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der kunde sikre den svage Østgrænse og
forhindre Indfald fra Asien og Gentagelsen af en
Katastrofe som Hyksos’ Invasion. Planen
lettedes derved, at ingen asiatisk Stormagt var i
Stand til at yde Æ. nogen Modstand. Assyrien
var endnu uden Magt og kun i sin første
Begyndelse, Babylonien under de fremmede
Kassitters Herredømme, Syrien splittet i talrige
Smaastater. Allerede Ahmes foretog, ligesom
hans nærmeste Efterfølgere Amenhotep I
(Amenofis I) og Thotmes I (Thutmosis I), Tog til
Syrien, den sidste førte endog ægyptiske Hære
frem til Eufrat, hvor han opsatte en Stele. De
første Faraoners Tog var ikke blivende
Erobringer, de maa i det væsentligste opfattes som
Razziaer. Æ.’s Overhøjhed gav sig kun til
Kende ved Paalæggelsen af en aarlig
Tribut, og mange »sejrrige Tog« er kun
Ekspeditioner for at inddrive denne. Først
Thotmes III inddrog paa ny efter
Dronning Hatshepsowet’s lange fredelige
Regering, under hvilken han i 22 Aar havde været
hendes Medregent (jfr. nedenfor), i 17 Tog
fra sit 22. til sit 50. Regeringsaar, Syrien
under Æ.’s Overhøjhed. Om Togene og det
mægtige Bytte, disse bragte til Æ., fortæller
Kongen i sin store Indskrift i Karnak-Templet, de
saakaldte »Annaler«, hvis første Partier (Toget
i det 22. Aar) viser, at Ægypterne fuldt ud var
i Stand til at give en historisk Fremstilling og
med Klarhed skildre et Slag. Grundlaget for
»Annalerne« var en Dagbog, der blev ført i
det kongelige Hovedkvarter. Den ægyptiske
Erobring af Forasien har ikke faa Paralleller
med den senere romerske af
Middelhavslandene, begge Steder ligger der ikke som f. Eks.
ved Alexander den Store’s Tog en Plan med
et bestemt Maal bag; politiske Forhold har
medført talrige Erobringer, indtil et vist
afrundet Landomraade var inddraget.
Under Amenhotep I og Thotmes I blev
Nubien (ægyptisk Kush) generobret, og Æ.’s
Herredømme mod S. udstrakt til den 4.
Katarakt. Æ.’s rivende økonomiske Opsving, der
giver sig til Kende gennem den Rigdom af
Bygninger og Monumenter, som er bevaret fra det
18. Dynasti, skyldes i første Række sikkert, at
nubisk Guld atter fandt Vej til Æ. I Nubien
lykkedes det at oprette et varigt Herredømme,
som bestod til hen i det 10. Aarh. f. Kr.
Politisk og kulturel Ekspansion i dette af
Naturfolk beboede Land stødte ikke paa nogen
Modstand eller Vanskeligheder. Ægypterne
oprettede her et Vicekongedømme, der blev
forestaaet af en Vicekonge med Titlen: kgl. Prins
af Kush, der dog ikke behøvede at være —
og kun sjældent var — Medlem af
Kongehuset. Forholdet mellem Æ. og Nubien i
Oldtiden svarede i mange Retninger til Forholdet
mellem Frankrig og Algier i vor Tid« Under
Æ.’s Svaghedsperiode i Sentiden rev Nubien
sig løs og dannede et selvstændigt Rige med
en ejendommelig Blandingskultur. Dets
Centrum var først Napata, siden Meroë. (Jfr.
nedenfor og E. A. Wallis Budge, The
Egyptian Sudan, I—II [London 1907]).
Havde de første Herskere af det 18. Dynasti
trængt frem i Syrien uden synderlig Modstand,
stod der over for Thotmes III en syrisk
Koalition, ved hvis Dannelse Fyrsterne af Megiddo
og Kádesh havde været de Ledende, og som
var forberedt under Hatshepsowet’s Regering.
I Slagene ved Megiddo (1479) og Kádesh blev
Koalitionen sprængt, men først mod Slutningen
af Thotmes III’s Regering var Modstanden i
Syrien slaaet ned og Landet erobret. Æ.’s
Grænser var skudt frem til Eufrat og
Mitanilandet, der snart traadte i Alliance med Æ.
Thotmes III gjorde de første Skridt til at
grundlægge et varigt ægyptisk Herredømme i
Syrien; det blev i første Række bygget paa de
syriske Fyrsters Vasalforhold til Æ., hvad der
bl. a. gav sig Udslag i, at disses Sønner kom
til Æ. for at blive opdraget der samtidig med,
at de tjente som Gidsler. Senere kom
forskellige Embedsmænd (rabisu), nogle var en Art
Guvernører med fast Sæde i Byerne, andre var
omrejsende kgl. Ombudsmænd (missi dominici).
Disse Embedsmænd var, som deres Navne
viser, saavel Syrere som Ægyptere, ikke
sjældent syriske Fyrster. Gennem det følgende
Hundredaar forblev Syrien ved Æ.
Under Kongerne Amenhotep II og Thotmes
IV var Freden i det ægyptiske Verdensrige kun
afbrudt af nogle Smaaoprør ved Tronskifterne
og af Kongernes Tog til Nubien for at sikre
sig Guldminer; den hurtige Udtømning af disse
tvang Ægypterne til stadig at søge længere mod
Syd.
De gamle Handelsforbindelser, som ikke var
blevet afbrudt under Hyksos’ Herredømme, tog
fornyet Opsving. Den udenrigske Handel var
stadig Kongens Monopol. Landet Alashija
(Kypern eller et Landskab N. f. Orontes?) sendte
Kobberbarrer til Æ. for at faa ægyptiske
Produkter til Gengæld. Farao saa heri et Tegn
paa Anerkendelsen af Æ.’s Overhøjhed og
betegner disse Sendinger som Tribut. Den
ægæiske Kulturverden sendte nu, som under det
mellemste Rige, med Kreta i Spidsen
Gesandtskaber til Æ. for atter at bringe
Handelsforbindelser til Veje og udveksle Kretas og Æ.’s
Industriprodukter. Røgelseslandet Punt spiller
en fremtrædende Rolle. Dronning Hatshepsowet
ansaa sin Ekspedition derhen i sit 9.
Regeringsaar for jævnbyrdig med Forgængernes
Erobringer, og den blev foreviget i en Række
Relieffer i hendes Dødetempel i Deir-el-Bahari.
Senere Konger under det nye Rige har ogsaa
sendt Ekspeditioner derhen. (E. Naville,
The Temple of Deir-el-Bahari, I—IV [London
1894 ff.]).
De sidste Aartiers Udgravninger i Syrien har
vist, at der med Æ.’s politiske Herredømme i
dette Land fulgte en stærk Indflydelse af dets
overlegne Kultur. (E. Leuken, »Der Einfluss
Aegyptens auf Palästina auf Grund der im
Palästina gemachten Ausgrabungen« [Bonn 1917]).
Naar det ægyptiske Imperium brød sammen
under Amenhotep IV (1375—1350), skyldtes det
flere sammentræffende Aarsager, hvoraf en
ikke ringe Del maa søges i Æ.’s indre
Historie. Den religionspolitiske Krise, hvori Æ.
befandt sig under Amenhotep IV’s Regering (se
nedenfor), svækkede Landet og truede Staten
med Opløsning, hvad der medførte en rivende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
