Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
økonomisk Tilbagegang, der i høj Grad var til
Skade for Rigets militære Magt.
Frihedskrigen og den paafølgende
Erobringsperiode udviklede det ægyptiske Samfund i
militaristisk Retning. De smaa Hære, som der
under den indre Kamp i Nil-Dalen og under de
første Faraoners Togter er Tale om, var, som
i ældre Tid, i det væsentlig Folkehære,
bestaaende af Ægyptere med ægyptiske Adelsmænd
som Officerer. Thotmes III’s Erobringer
krævede en større Hærstyrke, og da der efter de
fuldførte Erobringer indtraadte Træthed i det
ægyptiske Folk, var Banen fri for Udviklingen
af Lejetropvæsenet. Tidligt havde Ægypterne
lært at søge Mandskab til deres Hære blandt
deres sydlige Naboer — Nubierne, der nu kom
til at danne hele Regimenter i den ægyptiske
Hær. Elitetropperne var Shardani, maaske
Sardere, der med deres lange, lige Sværd og
runde Skjolde, dækket af tunge Pansere, og
hornprydede Hjelme var frygtelige
Modstandere i Stormangrebet, som, udført af Fodfolk,
gennem dem indførtes i den gammelorientalske
Taktik. Mindst ansete var Libyerne. Under
det nye Riges store Tid er Ægypternes urolige
Naboere kun anvendt i ringe Tal, deres
Tiltagen i Hærens Rækker under Rameses II
vidner om den begyndende Nedgang. Æ.’s Historie
under Sentiden er Vidnesbyrd om den store
Fare, Lejetropvæsenet og særlig de libyske
Lejetropschefer rummede for det ægyptiske
Kongedømme.
Allerede under Amenhotep III (1411—1375)
var det kommet til alvorlige Brydninger i
Syrien, hvilket vist hænger sammen med en
pludselig Opblomstring af Mitaniriget. Største
Delen af de ægyptiske Besiddelser i Syrien faldt
fra Æ, At det atter lykkedes Æ. at genoprette
Herredømmet, skyldtes Vesiren Amenhotep
Hapu’s Søn. Amenhotep III’s Død gav
Anledning til nye Uroligheder, som historisk er
interessante derved, at den unge
fremadstræbende Hetitterstat understøtter dette. Under
Amenhotep IV var Æ. ikke i Stand til at yde
de syriske Provinser den nødvendige militære
Hjælp, da fremmede Folk, Hetitterne, N.
fra og Habiru, der ikke, som tidligere
hævdet, bør anses for Hebræernes Forfædre og er
identiske med de sammen med dem i
»Amarnabrevene« omtalte SA-GAZ, S. fra trængte
ind i Landet. Gennem »Amarnabrevene« (jfr.
Art. Tell-el-Amarna), de syriske Fyrsters
og Embedsmænds Indberetninger til Farao, kan
de fremmede Folks Indtrængen følges nøje. Da
Æ. ikke ydede sine Provinser nogen Hjælp,
faldt Fyrster og Byer fra Farao, og ved
Amenhotep IV’s Død var, med Undtagelse af nogle
Distrikter i Syd-Palæstina, det ægyptiske Rige
i Asien gaaet tabt. (Baikic, The Amarna Age
[London 1926]).
Kritisk for Æ.’s indre Historie blev de
heftige indre Kampe mellem et Legitimistparti og
et Militærparti i Thotmes I’s Regering; selv var
han næppe af Ahmes’ Slægt, men havde vundet
Kronen gennem sin Hustru, der hørte til det
gamle Kongehus. Efter (flere?) Tronfrasigelser
endte Striden med Legitimistpartiets foreløbige
Sejr. En Datter af Thotmes I, Hatshepsowet,
blev regerende Dronning. Snart maatte hun dog
tage Halvbroderen Thotmes III, Militærpartiets
Prætendent, til Medregent og Ægtefælle;
virkelig Magt fik han dog først ved hendes Død.
(K. Sethe, »Die Thronwirren unter den
Nachfolgern Königs Thotmosis I, ihr Verlauf und
ihre Bedeutung« [Leipzig 1896) tvivlsomme
Resultater). Hatshepsowet’s Regering var
politisk fredelig, en afgjort Reaktion mod de
foregaaende Faraoners krigerske Politik og
helliget Æ.’s indre Forhold. Handelsekspeditionen
til Punt er ovenfor omtalt. I en af sine
Indskrifter roser hun sig af at have genopført,
hvad der endnu laa i Ruiner fra Hyksostiden.
Hendes største Byggeforetagende er Templet i
Deir-el-Bahari.
Under det 18. Dynasti naar den indre
Udvikling af Æ. sit Højdepunkt under Amenhotep
III, den Prægtige’s Regering. Under hans
Regimente var Æ. Verdensherskeren, og dets
Magt naaede langt ud over Provinsernes
Grænser, Kongerne af Assur og Mitani, endog af
Babylon, og »Øerne i Havet« bejlede til hans
Gunst. Men Kulminationen indeholder ogsaa
det begyndende Forfald, der bl. a. kommer for
Dagen i Tidens dekadente Kunst.
Ejendommelig er den fremtrædende Plads, som hans
Dronning Teje, der var Datter af uadelige
Ægyptere, indtager; hendes Indflydelse strækker sig
endog ind paa politisk Omraade, og under
Sønnen Amenhotep IV’s første Regeringsaar var
hendes Indflydelse alt overskyggende.
Amenhotep IV’s (Ikhnaton) religiøse Reformation
(eller Revolution) opfyldte hele hans korte
Regeringstid, den var i første Række rettet mod
den thebanske Gud Amon, senere mod hele
den polyteistiske Kultus, den maa forstaas ikke
som en isoleret Begivenhed, men som en Følge
af Faraonernes religiøse Politik.
Først under det nye Rige opstod der et
Hierarki i Æ. Da Theben var blevet kgl.
Residens, blev Amon, Byens Lokalgud, Rigsgud.
Store Dele af Erobringstidens Krigsbytte og af
de aarlige Tributter tilfaldt Templerne, baade
i Form af Løsøre og Jordegods, og
Hovedparten tilfaldt Amon, hvis, fra det mellemste Rige
stammende, Tempel i Karnak under Thotmes I
blev udvidet og ombygget og under senere
Herskere ved stadige Tilbygninger blev det
mægtigste Bygningskompleks, det gamle Æ. har
efterladt sig. Præsteskabets Magt forøgedes, de
store Templer, navnlig Amonstemplet i Karnak,
stræbte efter at blive en Stat i Staten, der
snart traadte i Opposition til Farao og søgte at
gøre sig uafhængig af den kgl. Magt. Mest af
alle har Thotmes III, der i sine unge Dage
var Amonspræst, ved mægtige Donationer
styrket Præsternes Magt og derved svækket
Kronens. Under Thotmes IV begyndte Spændingen
mellem Farao og Amon’s mægtige Præsteskab.
Aton, Solens som Gud dyrkede Skive, der
hørte hjemme i Solreligionen i Heliopolis, blev
som en Bigud draget frem som Modvægt mod
Amon; under Amenhotep III begyndte denne
Gud at spille en ikke ringe Rolle, og Dronning
Teje synes at have haft en betydelig
Indflydelse paa Farao’s religiøse Politik. Med
Imperiet arvede Amenhotep IV sin Faders Strid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
