Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alexander, men kom tilbage Aar 88 og døde
som Konge Aar 81. Efter et Par korte, urolige
Regeringer blev Ptolemaios XIII Neos Dionysos
(Auletes) Konge fra 80 til 52, dog med flere
Afbrydelser. Han fulgtes af Datteren, den
berømte Kleopatra VII (51—31), ved hvis
Selvmord efter Nederlaget ved Aktion Aar 31 Æ.
tilfaldt Augustus, der det næste Aar gjorde
Landet til romersk Provins, i hvilken Stilling
det forblev indtil Arabernes Erobring 641 e. Kr.
Æ. var fra nu af uden egentlig politisk
Historie, de betydeligste politiske Begivenheder var
de forskellige Kejseres Besøg. Augustus lod Æ.
indtage en Særstilling blandt de kejserlige
Provinser, det forblev Kejserens personlige
Ejendom. I hans Navn som en Efterfølger af de
ptolemaiske Konger og med samme
Myndighed som disse styredes Æ. af en romersk
Ridder — præfectus Ægypti. Kun de øverste
Afgørelser og Besættelsen af de allerhøjeste
Embeder forbeholdt Kejseren sig selv. Paa
Grund af Landets særlige Stilling havde
Senatorer ikke Adgang til Æ. Først under
Diocletianus blev Æ. egentlig Provins og
ligestillet med andre romerske Provinser i enhver
Henseende. For Ægypterne betød disse
Ændringer kun lidet, det var et Dynastiskifte som
saa mange andre i deres Historie. Økonomisk
var Overgangen kritisk for Alexandria, der
blev berøvet de store Indtægter, som
Hofholdningen gav. Trods sin Strenghed og det
økonomiske Tryk, den kejserlige Regering lagde
paa Æ., viste den sig dog som en Fordel for
Landet; efter det sidste Aarh.’s Uro og
Forvirring bragte den Ro og Orden i Landet, der
tillige med den økonomiske Gevinst,
Indlemmelsen i det romerske Verdensrige bød, fuldt
opvejede Manglerne ved det kejserlige Styre.
Som under Ptolemæerne forefaldt ogsaa under
Romerne Uro i Æ., men den romerske Magt
var for stærk til, at det kunde lykkes
Ægypterne at afryste deres Herredømme.
Hvad Æ. betød for Rom under den første
Kejsertid, ses bedst deraf, at Vespasianus’
første Skridt, efter at være blevet hyldet af
Legionerne i Syrien, var at sikre sig Æ.
Trajan istandsatte Kanalen fra Nilen til
det Røde Hav. Af Kejsere besøgte
Hadrianus, Antoninus, Marcus Aurelius, Caracalla,
Servius og Diocletianus Æ. Den første
grundlagde til Minde om sin Yndling Antinoos, paa
det Sted, hvor han var druknet i Nilen, Byen
Antinoopolis. Alvorlig for Æ. var den
bukoliske Opstand 172 e. Kr., der
opstod blandt Ægypterne i Deltaet og blev ledet
af en Præst. Rigets almindelige og stadige
Nedgang fra Midten af det 3. Aarh. ramte ogsaa
Æ.’s Vandbygningsanlæg, og Kanalerne blev
ikke holdt i Orden; Følgerne heraf var
Hungersnød i mange Egne. Hyppigt hærgedes
Landet af smitsomme Sygdomme, hvis
Epidemier bortrev mange; de omboende, lidet
kultiverede Folk foretog ødelæggende Indfald.
Æ.’s rige Befolkning tog af i Tal, og Landets
Velstand svandt mere og mere.
Under denne Nedgang blev Æ. draget ind i
Roms Kampe med Palmyra; først 270 blev
Zenobia og Vaballathus fordrevne fra
Alexandria. Diocletianus’ Forfatningsændring,
Delingen af Riget i Dioceser og den endelige
Deling af det romerske Rige i Østrom og
Vestrom betød kun lidet for Æ. Ved
Rigshovedstadens Forlæggelse til Konstantinopel kom Æ.
Centralmagten nærmere, hvad der i Landet
mærkedes paa en tiltagende Latinisering. Med
ny Kraft søgte Justinianus I (527—565) atter
at bringe Orden i det østromerske Rige.
Sassanidernes, Vandalernes og Østgoternes
Erobringer blev genvundet. I det Indre anvendtes stor
Kraft paa Nyordningen, og Justinianus’
ægyptiske Edikter kendes fra talrige Papyrus.
Under hans Efterfølgere forfaldt Riget. 619—629
holdt Perserne Æ. besat; 639 marcherede
Araberne ind i Deltaet, og gjorde ved Alexandrias
Erobring 641 Ende paa det byzantinske
Herredømme i Æ.
— Som Jøderne under Persertiden besad et
Tempel i Elefantine, var der i det 2. Aarh.
f. Kr. et jødisk Tempel i Leontopolis,
Centret for den jødiske Koloni i Æ. Andre
Steder i Æ. fandtes Synagoger. Medens den
jødiske Litteratur bestandig betoner det jødiske
Folks isolerede Stilling i Æ., viser bevarede
Akter derimod, at der var en stadig Blanding
af Jøder med Ægyptere og Grækere. Over for
Ptolemæerne stillede Jøderne sig, som over for
de fleste Magthavere, underkastende, og
Kongerne var dem gunstig stemte. Enkelte Jøder,
som Ypperstepræsten i Leontopolis, Onias og
hans Sønner, stod i høj Yndest hos
Ptolomæerne. Størst Betydning for Jøderne i Æ.
havde Menigheden i Alexandria. Josefos
hævder, at dens Medlemmer havde Borgerret; det
er dog tvivlsomt. Sikkert er det, at Menigheden
havde en selvstændig Kommunalforfatning med
et valgt Raad og særlige, kun inden for denne
gældende Love. I den græske Tid blev Jøderne
i Alexandria stærkt helleniserede, de antog
græske Navne og lod græsk Sprog trænge ind
i deres Kreds; der opstod en græsk-jødisk
Litteratur, hvor den græske Oversættelse af det
gamle Testamente, Septuaginta, indtager den
centrale Plads. Overgangen til det romerske
Herredømme havde ingen Ændring af Jødernes
Stilling til Følge, ganske vist maatte de betale
Kopskat og stod uden for de privilegerede
Helleneres Kreds. Under Trajan og Hadrian
kom det til alvorlige Opstande blandt Jøderne
paa Grund af det jerusalemske Tempels
Ødelæggelse. Medens en antisemitisk Strømning i
Ptolemæertiden kun kan spores gennem
Litteraturen, bryder den fra det 1. Aarh. e. Kr.
frem i Form af Jødeforfølgelser, dikteret ikke
blot af den religiøse Modsætning, men fuldt
saa meget af den økonomiske, idet Jødernes
Handelsvirksomhed havde vakt Had mod dem.
Forfølgelserne varede til hen i det 2. Aarh. I
det følgende Aarh. tabes de ægyptiske Jøder
af Syne. (Bell, »Die Juden im römischen
Alexandria« [Leipzig 1927]).
Kristendommen fik tidlig Indpas i Æ. Senest
i det 2. Aarh. har den faaet fast Fod i
Alexandria. Den fik mange Tilhængere, længe kun
blandt de græsktalende, først senere hos
Ægypterne. Under alle Kristenforfølgelser falder
talrige Ægyptere som Ofre. Æ. fostrer flere
berømte Kirkelærere: Pantainos, Klemens fra
Alexandria og Origines. Gnosticisme, baade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
