Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i hedenske og kristelige Former, fandt god
Jordbund i Æ. og vandt tidlig mange
Tilhængere her. Under Konstantin optraadte
Presbyteren Arius i Alexandria med sin Lære om
Kristus som skabt før Tid og Verdens
Tilblivelse, han bekæmpedes af Alexander og
Athanasios. Kirkemødet i Nikæa, 325,
forkætrede Arius, men han fandt dog stadig
Tilhængere, bl. a. i Æ. Da Kirkeforsamlingen i
Kalchedon 451 havde forkætret den af Eutykus
fremsatte Lære om, at Kristus kun havde haft
een Natur, holdt Flertallet af Ægypterne fast
ved hans Lære. Ægypterne blev saaledes
Monofysiter, almindeligt kaldes de Kopter af
arabisk qobt ɔ: Ægypter. 536 organiserede
Kopterne sig som en egen Kirke med en af
Menighederne valgt Patriark i Spidsen.
Den ægyptiske Kristendoms betydeligste
Indsats i Kirken er Klostervæsenet. Som
Anachoreter trak allerede tidligt fromme Mænd sig
tilbage fra Verdenen og levede som Eneboere
i Ørkenen. Deres første store Mand var
Antonius (300 e. Kr.). Snart sluttede Eneboerne sig
sammen i større Grupper, og Pachomius (d.
346) var den første Organisator af Munke- og
Klostervæsenet i større Stil. Klosterlivets
Betydning er i Æ. med Strenghed prædiket af
Schenute fra Atripe (c. 400), der herskede i
det hvide Kloster ved Sohâq i Øvreægypten,
som endnu bærer hans Navn. Paa Schenute’s
Tid var Klostrene en afgørende Faktor i den
ægyptiske Kristendom, der mere og mere tog
Magten fra den mod Grækerne orienterede
Retning. Da det muhammedanske Herredømme
i Æ. var grundfæstet, blev de Kristne paa
mange Maader, bl. a. ved Skatter og Afgifter,
stærkt trykkede; mange Kopter gik derfor over
til Islam, hvis Fremgang i Æ. skriver sig fra
saa tidligt som Othman’s Regering (644—656).
Efter Ali’s Død herskede af Kaliferne først
Omajjaderne (661—750) og siden Abbassiderne
over Æ. I Midten af det 9. Aarh. blev Æ. atter
en egen Stat, idet Kalifernes Statholder Ahmed
Ibn-Tulun (868—883) erklærede sig for
uafhængig. Han opkastede sig ogsaa til Herre over
Syrien og efterlod sig flere Mindesmærker i Æ.
Den Tid af Middelalderen, i hvilken Æ. havde
sine egne Herskere, har i det hele frembragt
ikke faa Mindesmærker, hvoraf de fleste og
mærkeligste ses i Kairo eller lige uden for
Byen (Kalif- og Mamelukgravene). Ibn-Tulun’s
Slægt beholdt Æ. til 905, da Abbassiderne atter
for en Tid fik Magten, men 935 gør en
Statholder sig igen uafhængig i Æ. Hans
Efterfølger er (965—968) en sort Slave, der hylder
Abbassiderne som sine Herrer. Derpaa kommer
Æ. under Fatimiderne, af hvilke de to første
Sultaner, Muizz (969—975), Grundlæggeren af
Byen Kairo (Mazr-el-Kahira), og el-Aziz
er udmærkede Regenter, under hvem Æ. har
en lykkelig Tid. Handelen fra Indien og fra
det indre Afrika føres i denne Tid over Æ.,
hvor Litteratur og Videnskab ogsaa finder et
Hjemsted. De følgende Fatimider er mindre
betydelige. En af dem, Mustali, indtog
Jerusalem 1096, men tabte allerede 1099 Byen til
Korsfarerne. Efter Fatimiderne bliver den fra
Korstogenes Historie saa vel kendte Saladin
(Salâheddin Jûsuf Ibn-Eijûb) Æ.’s Hersker
(1169—93). Hans Slægt, Eijubiderne, beholdt
endnu Æ. omtrent til 1240, da en Mameluk,
Melik-el-Sâleh, svinger sig op paa Tronen;
under hans Regering foretog Ludvig den
Hellige af Frankrig sit Korstog til Æ., der endte
med hans Nederlag ved el-Mansura og
Tilfangetagelse (1249). Efter Melik følger først de
bahritiske Mamelukker (1250—1380), til hvilke
bl. a. Sultanerne Eibek, Bibars og Kalaun
hører, og derefter de tscherkessiske Mamelukker
eller Borgiterne (1382—1517), blandt hvilke
Sultan Barkûk, hans Søn Farag og Sultan Hasan
maa fremhæves. De sidste Sultaner, som
regnes til disse Mamelukker, faldt i Kampen med
de osmanniske Sultaner fra Konstantinopel, hvis
Hære trængte frem fra Syrien, og under hvem
(fra 1517, efter Selim I’s Sejre) Æ. derefter
kom til at staa. Dog var Tyrkernes Magt over
Landet i Reglen ikke stor. De virkelige
Magthavere var 24 Mamelukhøvdinge, der med
Titlen Bej (d. e. Fyrste) hver styrede sit Distrikt,
og som kun betalte Sultanen en aarlig Tribut.
Enkelte Gange mistede den tyrkiske Sultan
endog al Magt over Æ., saaledes 1771, da en
Slave, Ali-Bej, svang sig op til Sultan. Han
fældedes af sin egen Svigersøn, efter hvem to
Bej’er delte Landet mellem sig uden at bryde
sig om den tyrkiske Sultan.
Æ.’s Nutid begyndte, da Napoleon Bonaparte
2. Juli 1798 tog Alexandria ved Storm. I Løbet
af de følgende Maaneder gjorde Bonaparte sig
til Herre over hele Landet; Tilintetgørelsen af
den franske Flaade ved Abukir i Kampen med
Engelskmændene under Nelson bragte den
franske Hær i en vanskelig Stilling. Bonaparte
slap dog lykkeligt hjem til Frankrig, 24. Aug.
1799, men Hæren maatte paa Grund af dens
slette Forfatning i Septbr 1801 kapitulere og
forlade Landet.
Den kortvarige franske Okkupation havde
aabnet Æ. for Europa og europæiske
Kulturstrømninger, hele Æ.’s politiske og økonomiske
Udvikling i det 19. Aarh., ved hvilken
Franskmænd og fransk Kultur har spillet en
fremtrædende Rolle, er Bonaparte’s Ekspeditions
blivende Fortjeneste. Om Ekspeditionens
videnskabelige Udbytte jfr. Ægyptologi.
Efter at de franske Tropper havde forladt
Æ., udbrød der Kampe mellem Tyrkerne og
Mamelukkerne, den tyrkiske Statholder
betroede Anførslen af et Korps Albanesere til
Mehemed Ali, en i Rumelien født tyrkisk Officer,
der havde udmærket sig i Kampene mod
Franskmændene. Støttet paa Albaneserne
gjorde Mehemed Ali Oprør, den tyrkiske
Statholder blev forjaget og Mehemed Ali udraabt til
Pasha, Juli 1805 udnævnte Sultanen ham til
Generalguvernør over Æ. I Forbindelse med
Mamelukkerne slog han de engelske Tropper,
der var forblevet i Æ. 1811 brød han med
Mamelukkerne og skaffede sig ved et snedigt
Baghold af med disse farlige Medbejlere til
Magten. Derpaa tog han med kraftig Haand
fat paa Ordningen af Landets Forhold. Han
dannede en ny Hær af udskrevne Fellaher og
tog sig med stor Omhu og Energi af
Agerdyrkning; Industri skabtes i europæisk Mønster
ved Hjælp af Europæere, mest Franskmænd.
Paa tyrkisk Befaling drog den ægyptiske Hær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
