Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Maj 1882 benyttede Arabi og hans Parti sig
af til at ophidse Pøbelen mod Europæerne.
Arabi søgte nu at sætte Alexandrias Forter i
Forsvarstilstand, men disse formaaede intet;
den engelske Flaade bombarderede Byen
11.—12. Juli og bragte Forterne til Tavshed.
Muhammedanerne hævnede sig ved at myrde
Europæerne og afbrænde deres Huse. En engelsk
Landhær sendtes under Wolseley til Æ., den
trængte frem til Sues-Kanalen og vandt en let
Sejr over de ægyptiske Tropper, der hurtigt
tog Flugten. Arabi blev fanget og sad til 1901
interneret paa Ceylon (d. 1911 i Kairo).
Khediven genindsattes ved engelske Vaaben, og
Englænderne overtog at ordne Administrationen
af Æ. Fra disse Begivenheder skriver sig
Englands Herredømme i Æ., og dets
Generalkonsul var Landets egentlige Hersker.
1883 brød det ægyptiske Kolonirige i Sudan
sammen. I krigersk og religiøs Begejstring
rejste Beboerne af det østlige Sudan sig under
Madhi’en (= Profet), et engelsk Korps blev
slaaet, og Madhi’ens Magt bredte sig over det
sydlige og østlige Sudan. De ægyptiske Hære
blev oprevet i et blodigt Slag. Gordon Pasha
trængte frem til Khartum, men blev indesluttet
i Byen, der ved Storm, hvorunder Gordon faldt,
blev indtaget af Mahdisterne. Snart blev den
nordlige Del af Nubien (indtil 2. Katarakt)
igen besat af Englænderne og atter underlagt
Æ. Septbr 1898 gjordes der endelig Ende paa
Mahdisternes Herredømme, idet en engelsk Hær
under Kitchener indtog deres Hovedstad
Omdurman. De genvundne Provinser fik en
Særstilling og er ikke direkte knyttet til Æ. 1888
blev Sues-Kanalen erklæret for ubetinget
neutral, selv i Krigstid. Tewfik efterfulgtes af
Sønnen Abbas II Hilmi (1892—1914), og under hans
»Regering« er Magten stadig gledet mere og
mere over til England; kun i de indre
Anliggender bevarede Khediven nogen Myndighed.
Den kraftige engelske Administration af Æ. har
baaret god Frugt. I første Række skyldes det
Englands Kommissær ved det ægyptiske
Statsgældsvæsen Baring (Lord Cromer), der
1883—1907 var Generalkonsul og diplomatisk Agent
i Æ. Han bragte Orden i de ægyptiske
Finanser. Agerbruget fremmedes ved de store
Vandbygningsarbejder ved Assuan, anlagte
1898—1902, udvidede 1907—12; de har vundet meget
Agerland fra Ørkenen. 1904 gav Frankrig over
for England formelt Afkald paa sine
Rettigheder i Æ. mod at faa frie Hænder i
Marokko; et tyrkisk Krav paa Administrationen af
Sinai førte 1906 til en Regulering af Æ.’s
Østgrænse. 1907 fulgtes Lord Cromer som
Generalkonsul af Sir Eldon Gorst, der allerede 1911
blev afløst af Lord Kitchener. Gorst var ikke
den vanskelige Post voksen, og hans lidet
energiske Optræden over for det ægyptiske
Nationalistparti var Grund til hans Fald. Kitchener
(—1914), der fra sine Felttog kendte det
ægyptiske Land og Folk til Bunds, havde særlig
sin Opmærksomhed rettet mod Fellaherne og
søgte at forbedre deres slette økonomiske
Stilling og befri dem for deres Afhængighed af
Hypoteklaangiverne. Hans store Arbejde blev
afbrudt af Verdenskrigen.
Den nationalistiske Bevægelse i Skyggen af
de tyrkiske Forfatningskampe omkring 1908
førte til, at der 1913 oprettedes en Slags
Parlament, et første Forsøg paa en
Folkerepræsentation i Æ.
Med Tyrkiets Indtræden i Verdenskrigen paa
Centralmagternes Side kom Abbas II i Strid
med England, hvis Politik han ikke vilde
følge. Englænderne erklærede (19. Decbr 1914)
Khediven for afsat og proklamerede Æ. for et
britisk Protektorat, og som Tegn paa Landets
fuldstændige Adskillelse fra dets 400-aarige
Samhørighed med Tyrkiet blev det ophøjet til
Sultanat; som Sultan indsattes Hussein, en
Farbroder til den afsatte Khediv. Hussein
regerede til 1917; da hans Søn ved hans Død gav
Afkald paa den magtesløse ægyptiske
Vassaltrone, indsattes en anden af Abbas’ Farbrødre
Fuad (af albansk Familie) til Sultan; hans
Regering har været opfyldt af politiske
Forviklinger, navnlig p. Gr. a. Nationalisternes
Optræden. 1924 imødekom England under det
socialistiske Ministerium Macdonald Æ.’s
Ønsker og erklærede Æ. for uafhængigt, dog
med saa mange Indskrænkninger, at Landets
Uafhængighed er en Fiktion. Som Følge heraf
tog Fuad 15. Marts 1922 Kongenavn. En
engelsk Note til Magterne meddelte
samtidig, at England betragtede enhver
fremmed Magts Indblanding i Æ.’s indre
Forhold som svarende til en mod England
fjendtlig Holdning. Den britiske Repræsentant, der
nu fik Titel af High commissioner, er stadig
den faktiske Magthaver i Æ. De store engelske
Vandbygningsanlæg i Sudan (endelig færdige
1926), som tager en betydelig Del af Nilvandet
bort fra Æ., bragte hurtigt Ægypterne i Strid
med Englænderne; det nationale Parti under
Ledelse af Zaghlul, Folkets Fader, gjorde
Indsigelser mod disse Anlæg og betragtede dem
som et Angreb paa Æ.’s vitale Interesser. Den
ophidsede Stemning gav sig Udslag i Mordet
paa Sirdaren (den engelske
Overkommanderende) i 1924, hvad der dog blot medførte en
yderligere Udvidelse af
Vandbygningsanlæggene i Sudan. Æ. opnaaede ved
»Uafhængigheden« større Myndighed i dets indre
Anliggender. Men da Zaghlul ved Parlamentsvalgene
1926 vandt en stor Sejr og som Følge deraf
gjorde Fordring paa Regeringen, frygtede
England Nationalpartiets Magt og gjorde
Indsigelse. Zaghlul var klog nok til at bøje af over for
den truende Overmagt. Den temporære
Konflikt blev afværget, men Spændingen mellem
England og det mægtige Nationalistparti, der
er nøje knyttet til den dannede ægyptiske
Ungdom, inden for hvilken al-Azhar-Moskeens 4000
Studenter indtager en fremragende Stilling, er
ikke forsvundet. Foraaret 1928 kom det atter
til diplomatiske Stridigheder med England, da
Æ. paa ny krævede fuld Selvstændighed.
(Litt.: Afsnit om Æ. i The Cambridge
Ancient History [Cambridge 1924 ff.]; H. R. Hall,
The ancient History of the near East [6. Udg.,
London 1924]; G. Maspero, Histoire
ancienne des Peuples de l’Orient classique, I—III
[Paris 1895 ff.], ogsaa engelsk Oversættelse,
udvidet Udgave af Histoire ancienne des Peuples
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
