Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ægyptisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Toget mod Beduinerne og Plyndringen af
deres Land fortælles i højstemte Vers midt i den
jævne Prosa. I denne Sammenhæng kunde
ogsaa Sinuhe’s Historie (se nedenfor) nævnes,
hvor Lovtalen om Ægyptens Konge er en
Hymne opbygget efter Poetikkens strengeste Regler.
Den ægyptiske Prosa bevæger sig gennem
mange Trin, fra den jævne Fortælling i
Folkeeventyret til den højlitterære Kunstprosas
snørklede Stil, hvorved den ægyptiske
Forfatter viste sin Duelighed; men fælles er den
selvbehagelige Bredde, den nøjagtige
Beskrivelse, Opregning, Gengivelser og Udtalelser
og ordrette Gentagelser, naar det samme
Optrin fortælles flere Gange i samme Værk eller
Eventyr. Det er Træk, der er fælles for al
primitiv Litteratur, og som peger hen paa,
at den ægyptiske Prosa mere var en mundtlig
gengivet end en skrevet Fortælling. Det
moderne Ægyptens Eventyrfortæller er en Arv
fra Oldtidens Kultur.
Den æ. L. i bunden Form er delt i korte
Verslinier af omtrent samme Længde; i
Haandskrifterne fra det nye Rige skiller Skriverne
ofte Verslinierne fra hinanden ved røde
Punkter, sjældnere forekommer dette i ældre Tider;
i Prosaen anvendes de samme røde Punkter
til Tider som en Art Interpunktionstegn.
Hyppigst 4, sjældnere 3, Verslinier af samme
Længde danner en Strofe. En friere Versbygning
findes ogsaa: Afsnit af uregelmæssig Længde,
hvis Strofer kun svagt giver sig til Kende
som saadanne, er opbygget af et varierende
Antal Linier. Som anden gammelorientalsk
(hebraisk, babylonisk) Poesi kender den ægyptiske
Digtning ogsaa den saakaldte Parallelismus
membrorum, Tanken skal udtrykkes to Gange
efter hinanden i en svagt varierende Form.
Ogsaa Allitteration indgaar som et
hyppigt anvendt Led i gammelægyptisk
Versbygning.
Den ældste Litteraturs Rigdom, af hvilken
maaske det betydeligste er gaaet tabt, viser
Pyramideteksterne, mere end 4000
Linier, der genfindes i 2—4 Afskrifter, en broget
Samling religiøse Tekster: Hymner, Myter,
Stumper af Myter, hvoraf mange opviser
særdeles primitive Træk, Formularer, der priser
den Afdødes (særlig den afdøde Konges) Lod
i det hinsidige. Løse Enkeltheder, uden nogen
Sammenhæng. Bevaret er disse urgamle
Tekster, en Hovedkilde til den gammelægyptiske
Religions Historie, mindre af Fromhed end af
praktiske Hensyn, thi anvendt som Dødetekster
under det gamle Rige, og indmejslet i Væggene
paa det 5.-6. Dynastis Kongegrave gjorde de
en lige saa god Gavn, som om de daglig blev
reciteret, saaledes som deres oprindelige
Bestemmelse var. Den meget gamle Sprogform
og sammentrængte dunkle Udtryksmaade
bereder Forskningen store Vanskeligheder.
En Række Hymner til Guder, Konger og
deres Stormænd er ved Siden af
Pyramideteksterne den ældste Litteraturs sparsomme
Rester. Ved Siden af denne Hymnernes
Kunstdigtning, der ligesom Pyramideteksterne gaar
tilbage til den forhistoriske Tid, men ligesom
disse først kendes gennem Nedskrifter fra det
gamle Rige, er der fra det 3. Aartusinde f. Kr.
bevaret nogle faa Prøver paa
Folkedigtningen, de eneste Rester af Lyrik fra det
gamle Rige. Korte Strofer, i hvilke Hyrder og
Bønder, Bærebørdragere og Færgemænd synger
om deres Arbejde, hvis Udførelse disse kunstløse
Vers har ledsaget (Arbejdssange); de
har eksisteret i Ægypten til alle Tider, men
som hørende til den uskrevne Litteratur er de
kun bevaret ved et Tilfælde, og da navnlig fra
det gamle Rige, i hvis Gravrelieffer, som ynder
at fremstille Ægypterens daglige Liv, der har
været Plads for dem; en enkeltstaaende Prøve
fra det nye Rige viser, at de er forblevet
uændret i deres Karakter gennem mere end et
Aartusind. Indholdet af Arbejdssangene er
Improvisation, de er blevet til under Arbejdet,
hvorfra de henter deres Stof, og hvis rytmiske
Gang de gengiver. Formen er løs, gennem
Udeladelser, Tilføjelser. Ændringer er de stærkt
foranderlige. (Erman, »Reden, Rufe und
Lieder auf Gräberbildern des alten Reiches«
[Berlin 1919] i »Abh. d. preuss. Akad. d. Wiss.«).
Noget yngre end Arbejdssangene er
Grundstammen i en Drikkesang, som maner til Livets
Nydelse; den har været meget udbredt i
Ægypten og kendes i to Redaktioner, fra det 11. og
fra det 18. Dynasti; Herodot har i denne set
Maneros-Sangen (II, 79). Forfatteren
opfordrer til Nydelsen af Livet, thi »ingen tager sine
Goder med sig, og ingen vender tilbage, naar
han først er draget bort«. Gravudstyr og
Dødekultus, som Ægypterne lægger saa megen Vægt
paa, spiller for ham ingen Rolle. Gravene
forfalder. Det er, »som de aldrig har været«.
Ganske de samme Tanker genfindes i Bogen om
den Livstrættes Strid med sin
Sjæl (bevaret i en Papyrus i Berlin), som
stammer fra det mellemste Rige; den
fragmentariske Overlevering og Tekstens dunkle
Udtryk gør store Dele af denne mærkværdige Bog
Uforstaaelige. I Dialogform fortælles om en
Samtale mellem et ulykkeligt, af alle forladt
Menneske og hans Sjæl, som han søger at
overtale til at følge sig i Døden, for derved at blive
befriet for al Fortrædelighed og opnaa
Retfærdighed hos Guderne. Men Sjælen raader ham
til at forene sig med Livet, »følg Fornøjelserne
og glem Sorgen«, og vil ikke gøre ham
Følgeskab, og ser med Skepsis paa Glæderne i det
andet Liv.
Katastrofen, i hvilken det gamle Rige gik til
Grunde, har ogsaa sat sine Spor i æ. L. Den
vise Apew’s Profetier (Papyrus i
Leyden) og Nefer-rehus’ Klage (Papyrus i
Petrograd) beretter i strofisk Form om,
hvorledes Ægypten ligger aabent for fremmede
Folk, der gør Indfald og plyndrende drager
gennem Landet, om de frygtelige Tilstande, den
sociale Omvæltning har bragt over Ægypten.
Men en Gang vil »alle Menneskers Hyrde«, en
mægtig Konge, atter bringe lykkelige Tilstande
tilbage (Erman, S. 130 ff.). Profetierne er
nedskrevet efter Begivenhederne, antagelig i
Begyndelsen af det mellemste Rige. Flere andre
»Profetier«, som dog ikke besidder nogen
litterær Værdi, kendes fra æ. L., »de er alle
traditionelle og ikke opfundet for nogen bestemt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
