- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
750

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ægyptisk Religion - ægyptisk Sprog

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hvem hun opfostrede i Hemmelighed; da han
blev voksen, kæmpede han mod Seth, besejrede
ham og hævnede sin Fader. For Gudernes
Forsamling blev Seth’s Anklager mod Osiris fundet
falske, Horus blev indsat paa sin Faders Trone,
Ægypten blev delt mellem de kæmpende. Ved
Hjælp af sin trofaste Søster Nefthys (Seth’s
Hustru) var det lykkedes Isis at kalde Osiris
tilbage til Livet. Han blev indsat som Hersker
i Dødsriget. Han blev Wennofer, det gode
Væsen, de Dødes Beskytter. Tolkningen af
Osirismyten er vanskelig. De Guder, som hører til
den, har antaget menneskelig Form, hvad der
skjuler deres oprindelige Naturer. Osiris hører
hjemme i Deltatet, Busiris var Midtpunkt for
hans Kult, her dyrkedes han i Form af en
Fetisch, et afgrenet Træ, i historisk Tid
opfattet som Gudens Rygsøjle. Myten er sikkert en
Naturmyte, i den foreliggende Form stærkt
ændret; Kampen mellem den frugtbarbringende
Nil og den golde Ørken, den første
repræsenteret i Jordguden, Frugtbarhedsguden,
Nilguden Osiris, den sidste personificeret i Seth,
en oprindelig Jordgud; i Tanis blev han
dyrket som den hærgende Solhede. Hans Navns
Lighed med Guden Sutekh, Hyksos’
Nationalgud, bidrog til at betragte Seth som det ondes
Personificering og forbande ham blandt
Ægyptens Guder. Med Seth og Osiris er
Himmelgudinden Isis sammenknyttet; da
Mytedannelsen omkring Osiris har taget Fart, indføjedes
Horus og Nefthys, Dubletter af Osiris og Isis.
(Budge, Osiris and the Egyptian
Ressurrection
, I—II [London 1911]).

Det betydningsfulde Element i
Osirisreligionen, der har bidraget til dens Udbredelse, er
Gudens oprindelige Færden paa Jorden, hans
Død og Opstandelse. Ved at gennemgaa de
samme Ceremonier, som Osiris gennemgik,
haabede hans Tilhængere at kunne overvinde
Døden og blive optaget i Osiris’ Rige, at leve
videre ikke som en Skygge i Underverdenen, men
i forklaret Herlighed i Osiris’ Rige. Dødebogen
(s. d.) Kapitel 110 skildrer dette, som et
Paradis skabt i et Bondefolks Fantasi. Snart
knyttedes der til Opstandelsen i Osiris’ Rige et etisk
Moment. Den Døde maatte for at faa Adgang
aflægge Regnskab for sit jordiske Liv for en
Domstol i Underverdenen, hvorfor Osiris
præsiderede, hans Hjerte vejedes mod Sandhedens
Fjer (Dødebogen Kap. 125). Efterhaanden som
Osiris vandt Overhaand i Ægypten, fortrængte
han de gamle Dødeguder, de identificeredes
med ham, f. Eks. Sokar i Memfis, andre blev
optaget i hans Gudekreds, f. Eks.
Sjakal-Dødeguden Anubis (ægyptisk Anpew) i Siut.
Mod Slutningen af det gamle Rige holdt Osiris
sit Indtog i Abydos, en hellig By for
Ægypterne ved at indeholde Landets ældste
Kongegrave. Den lokale Dødsgud, der var anonym
og tænktes i Sjakalform: Khent-amentiu, ɔ:
»den, der staar i Spidsen for Vestens Beboere«,
blev optaget som en Biform af Osiris. Abydos
blev Osiris’ hellige By. En Kongegrav fra det
1. Dynasti forevistes som Osiris’ Grav. At blive
begravet i den hellige Nekropol tragtede enhver
Tilhænger af Osirisreligionen efter. At
foretage en Pilegrimsrejse til Abydos var at vinde
Osiris’ Gunst i levende Live, og Opstillingen af
en Mindesten dér var at bringe sit Navn i
Erindring hos Guden. I Abydos opførtes
Passionsskuespil, der skildrede Osiris’ Død og
Opstandelse.

Den religiøse Udvikling i Ægypten i
græsk-romersk Tid er præget af den Kultusblanding,
som gennem dette Aartusind fandt Sted i
Landet. Den første fremmede Gud, som trængte
ind, var Serapis fra Sinope. Ptolemaios I
bragte ham til Ægypten for at skaffe Alexandria
en særlig Lokalgud. Snart fandt han Dyrkelse
uden for Byen. Hans Hovedtempler (Serapeum)
var i Alexandria og Memfis. Af Ægypterne
knyttes Serapis sammen med Kulten af de
afdøde Apistyre, han tolkes som Osiris-Apis. I
Tidens Løb fortrænger Serapis Osiris mere og
mere, og allerede tidlig træder Isis ved Siden
af ham. Grækerne i Ægypten tilbad Osiris,
men især Isis og Horus. Osiris blev
identificeret med Dionysos, Isis med Afrodite, det lille
Horusbarn blev en populær Figur hos Grækere
og Ægyptere, Harpokrates, af ægyptisk
Horpakhrod, ɔ: Barnet Horus, var hans Navn.
Figurer af Isis med Barnet paa Skødet er hyppige.
Til Opstaaelsen af denne Blandingsreligion og
dens Gudeformer har den græsk-ægyptiske
Kunst bidraget. Udviklingen lader sig ikke
forfølge i Detailler, fra Aarhundrede til
Aarhundrede trængte hellenske Elementer mere og
mere frem, og de overvejende i det 3.
Aarhundrede e. Kr.

Om Kristendommen i Ægypten jfr.
Ægyptens Historie.

Uden for Ægyptens Grænser vandt æ. R. kun
Terrain i Nubien og i Oaserne V. f. Nilen,
begge Steder var det Amonskulten, som fik
Indpas. Den græsk-ægyptiske Isiskult, der under
den romerske Kejsertid vandt Udbredelse over
store Dele af Riget, indeholdt lige saa mange
hellenske som ægyptiske Karaktertræk.
Isiskulten og dens Mysterier faldt for den
fremtrængende Kristendom, der atter senere fortrængtes
af Muhammedanismen. I det 6. Aarhundrede
ophørte Isis-Dyrkelsen i Templet paa Filæ, den
ægyptiske Religions sidste Fristed. (Litt.:
H. O. Lange, »Die Aegypter« i »Lehrbuch
der Religionsgeschichte begründet v. Chantepie
de la Saussaye«, 4. Aufl., herausg. von A.
Bertolet und Ed. Lehmann, S. 423—495 [Tüb. 1925],
med udførlige Litteraturhenvisninger; samme,
»Ægyptisk Religion« i »Ill. Religionshistorie«,
udg. af Ed. Lehmann, S. 36—98 [Kbhvn 1925];
samme, »Religiøse Tekster af det gamle
Ægypten« [Kbhvn 1921]).
O. K.-P.

ægyptisk Sprog, det Sprog, som taltes af
Indbyggerne i den nedre Nildal fra det 4.
Aartusind før Kristi til det 16. Aarhundrede
efter Kristi, da det i Form af Koptisk
fuldstændig afløstes af Arabisk, der ved
Arabernes Erobring af Landet, 640 efter Kristi, var
trængt ind i Ægypten. Æ. S. viser Slægtskab
saavel med de semitiske som med de
hamitisk-østafrikanske Sprog; dets semitiske Træk
skyldes ikke Semitisering af et oprindelig
hamitisk Sprog. I sin lange Udvikling har æ. S.
gennemgaaet adskillige Forandringer, og i
Sprogets Historie kan skelnes mellem flere
Idiomer, der ved store Forskelligheder har
afveget stærkt fra hinanden; naar disse kun

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Nov 22 16:05:22 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0766.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free