Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Æreløshed - Ærens Tornekrans - Ære og Samvittighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for de fleste større og grovere Forbrydelser,
saaledes Mord eller uærligt Drab, Tyveri, Falsk,
Trolddom, Mened, Blodskam,
Majestætsforbrydelse, Landsforræderi og i det hele Brud paa
en svoret Troskab. Mere positivt vilkaarligt var
det, at Æ. hørte med til Straffen for
Ærefornærmelser, en Regel, som stammede fra kanonisk
Ret, der havde optaget Romerrettens Infami
og gjort udstrakt Anvendelse af den som Straf.
Vistnok fordi Injuriestraffen foruden i Æ.
bestod i Tremarksbøder, blev Uærlighed paa en
mærkelig Maade knyttet til Bøder af netop
denne Størrelse, hvad bl. a. bevirkede, at Ran
i Modsætning til, hvad der i ældre Tid havde
været Tilfældet, nu ansaas for uærlig Sag.
Derimod var Fyrretyvemarksbøder, der bl. a.
ramte Hærværk, og i mange Tilfælde Vold,
ikke uærlige. Heller ikke i dansk Ret var Æ.
dog udelukkende knyttet til Forbrydelser. Ikke
blot maatte den, der ikke opfyldte en
Forpligtelse, som var indgaaet paa Ære, Tro og Love,
betragtes som æreløs, en Konsekvens, man dog
ofte vægrede sig ved at drage, men man kendte
ogsaa til uærlige Erhverv, saaledes Erhverv
som Bøddel eller Natmand, og selv den tyske
Regel om uægte Børns Æ. trængte til en vis
Grad igennem, men fik dog aldrig noget
almindeligt Udtryk i den danske Lovgivning.
Endelig kan nævnes, at den til Bøddelen knyttede
Uærlighed overførtes paa alle, han havde haft
i sin Haand, hvoraf bl. a. fulgte, at Personer,
der var blevet kagstrøgne eller
brændemærkede, var æreløse. Med Hensyn til Æ.’s
Virkninger traadte disse ifølge Sagens Natur ikke
særlig frem, hvor dens Aarsag var en
Forbrydelse, der medførte Livsstraf; her viste Æ. sig
nærmest kun deri, at den Paagældende ikke
maatte begraves i indviet Jord. I øvrigt bestod
Virkningerne i, at den Æreløse ikke skulde
staa til troende, hvori laa, at han ikke kunde
benyttes som Vidne eller Mededsmand eller
selv sværge sig fri for en Sag, at han ikke
som Sagsøger maatte gaa i Rette for sig selv,
en Virkning, der dog ramte enhver lovfældt
Mand (s. d.), at han som værende uden Ære
ikke kunde faa Dom over den, der injurierede
ham, samt at han var udelukket fra
Embeder og i Henhold til Lavsskraaerne fra
Optagelse i Haandværkerlavene. Hertil føjede D.
L. 3—17—13, at han ikke maatte være Værge,
hvad dog rimeligvis har været gældende
allerede i ældre Tid, men paa den anden Side
lempedes senere hen Reglen om Begravelsen,
saaledes at uærlig Begravelse kun var foreskrevet
for Forbrydere, der var straffede med
kvalificeret Livsstraf, medens andre Æreløse nok
maatte begraves i indviet Jord, men uden
Jordpaakastelse (uhøjtidelig Begravelse). Æ. kunde
ophæves ved et kgl. Oprejsningsbrev, hvorimod
det i Almindelighed ikke var tilstrækkeligt, at
den Paagældende, hvor dette var muligt, f. Eks.
i Tremarkssager, rettede for sig. Foruden som
uærlig betegnedes den Æreløse ogsaa som
Mindremand eller sjældnere som »Mand des
mindre« eller »Mand desværre«. — Medens der i
Tilfælde, hvor Æ. ledsagede andre og langt
videregaaende Retsfølger for Vedkommende,
ikke var megen Opfordring til at betragte den
som en Straf eller til specielt at fremhæve den
i Love og Domme, hvad da ogsaa kun sjældent
skete, f. Eks. ved Majestætsforbrydelse og
Landsforræderi, stillede Sagen sig anderledes,
hvor Æ. var den væsentligste af de Retsfølger,
en Forbrydelse drog efter sig, eller endog den
eneste Retsfølge. Her opfattede man Ærestabet
som en selvstændig Straf, hvad saaledes var
Tilfældet ved Æresfornærmelser, og det samme
gjaldt, hvor det ellers udtrykkeligt nævntes i
Lovgivningen. Som Straf regnedes Ærestraffen
for meget streng, saa at den i ældre Tid endog
ansaas for den Straf, der kom Livsstraf
nærmest, og senere hen i hvert Fald for strengere
end nogle faa Aars Frihedsstraf, og der kan
heller ingen Tvivl være om, at den igennem
lange Tider var en meget alvorlig Sag for den,
der ramtes af den, idet den, ganske bortset
fra dens ovenfor nævnte retlige Virkninger,
faktisk udelukkede Vedkommende fra Samkvem
med Personer, hvis Ære var ubeskaaret. —
Det ovenfor omtalte legale Begreb om Æ.
forsvandt ved Straffelov 10. Febr 1866, der
afskaffede Ærestraffen med de til den knyttede
specielle Retsvirkninger, men allerede forinden
var Lovgivningen kommet ind paa at tillægge
den naturlige Vanære, som efter almindelig
Opfattelse er knyttet til Foretagelsen af visse
strafbare Handlinger, retlig Betydning i
forskellige Forhold, f. Eks. til at udelukke fra
Valgret og Valgbarhed til politiske og
kommunale Forsamlinger, og ad denne Vej har den
senere fortsat, saa at den nævnte Vanære nu
bl. a. ogsaa udelukker fra forskellige Erhverv,
fra at sidde i et Aktieselskabs Direktion eller
Bestyrelse og fra at nyde Aldersrente eller
erholde Laan af Statskassen til forskellige
Formaal. Ligesom Tabet af de nævnte Rettigheder
imidlertid ikke som den ældre Rets Æ. i noget
Tilfælde opfattes som Straf, saaledes er heller
ikke Forudsætningerne for Tabets Indtræden
som tidligere legalt fikserede, idet de
paagældende Love nøjes med at tale om »Handlinger,
der i den offentlige Mening er vanærende«, og
helt overlader til de retsanvendende
Myndigheder at afgøre, om den enkelte Handling har
denne Karakter.
P. J. J.
Ærens Tornekrans, se Bryde.
Ære og Samvittighed. Paa Retslivets
Omraade kan man undertiden til Bekræftelse af
Erklæringer anvende en højtidelig Forsikring,
der træder i Stedet for den sædvanlige Ed.
Medens denne sidste er af religiøs Art og
aflægges derved, at den Sværgende kalder Gud
til Vidne om Sandheden af sit Ord, indeholder
derimod den højtidelige Forsikring ingen
religiøs Paakaldelse, men kun en Bekræftelse,
afgivet paa Æ. o. S. Saadan Forsikring kan det
f. Eks. tilstedes Vidner o. a. at afgive, naar
de ikke ønsker at sværge den religiøse Ed,
men dog kun under de af Loven foreskrevne
Betingelser, som i betydelig Grad begrænser
Brugen af slige Bekræftelser og navnlig gør
Adgangen afhængig af, at Vidnet forud inden
en vis Frist har begæret sig fritaget for den
sædvanlige Edsaflæggelse. En Forsikring paa
Æ. o. S. afgives endvidere af Statens
Tjenestemænd, idet de ved deres første Udnævnelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
