Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Æser - Æsing - Æsk - Æske - Æskines - Æskning - Æskulap - Æskulapslange - Æskulin - Æskylos - Æsop - Æsp - Æstesiometer - Æstetik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Æser, Nordboernes Guder, lig Aser (se As).
Æsing er den norske Form for dansk
Essing (den øverste Kant paa en Baad). Ordet
er en Afledning af Aas (Bjælke).
H. F.
Æsk, d. s. s. Ask (s. d.).
Æske med angiven Værdi
(Postforsendelse), se Værdibrev.
Æskines [’æskinæs], se Aischines.
Æskning, se Fordeling.
Æskulap, d. s. s. Asklepios.
Æskulapslange, se Hasselsnog og
Snoge.
Æskulin, C15H16O9.2H2O, er et Glykosid, der
findes i Hestekastanjens Bark. Det danner fine,
farveløse Naale, som smager bittert; i vandig
Opløsning fluorescerer det smukt blaat;
Fluorescensen forsvinder ved Tilsætning af Syre, men
indtræder atter, naar Opløsningen gøres
alkalisk. Æ. spaltes ved Indvirkning af Emulsin
eller fortyndede Syrer i Glykose og
Æskuletin.
(O. C.). S. P.
Æskylos [’æskylås], d. s. s. Aischylos.
Æsop, se Aisopos.
Æsp, d. s. s. Asp (s. d.).
Æstesiometer [’æ-], Instrument til
Undersøgelse af Hudens Stedsans.
Æstetik (af græsk αισθάνομαι, fornemmer)
er det Navn, hvorunder man sammenfatter
alle videnskabelige Bestræbelser for at forstaa
det skønne og de med det beslægtede
Fænomener (det ophøjede, det komiske o. l.), deres
Væsen og deres Love. Som bevidst selvstændig
Videnskabsgren og under det særlige Navn
optræder saadanne Undersøgelser første Gang i
den tyske Filosof A. G. Baumgarten’s Værk
Æsthetica, udkommet 1750, men i Realiteten
forekommer de langt tidligere. Grækerne
kunde umulig undgaa at danne sig Meninger om
et Fænomen som Kunsten, der spillede saa
stor en Rolle i deres Tilværelse.
Platon udtaler sig i sine Dialoger noget
vaklende. Tydeligst er den Tankegang,
hvorefter han opfatter det skønne som en
Efterligning og sætter det ret lavt, fordi det er
fjernet endnu et Skridt længere fra Ideen end
Tingene, som det efterligner (»Staten«, 10. Bog).
Dertil knytter han saa — om end aabenbart
med blødende Hjerte — en skarp
Fordømmelse over Digtningen som samfundsfarlig, fordi
den paa forskellig Vis bringer Sindene i Oprør
og derved fordærver dem. Kun religiøse
Hymner og Digte, der lovpriser efterfølgelsesværdige
Bedrifter, kan faa Plads i hans Fremtidsstat.
Interessantere og betydningsfuldere er den
Maade, paa hvilken Aristoteles behandler
Spørgsmaalet i sin lille, ufuldstændigt
overleverede Afhandling »Om Digtekunsten«. Ogsaa han
opfatter Kunsten som Efterligning, men ikke af
Tingene som de er, men som de kunde eller
skulde være. Det er Idealiseringen af
Virkeligheden, han har Blik for. Desuden
fremhæver han et andet vigtigt Moment,
Kunstværkets Enhed, og endelig
opstiller han, med Hensyn til det tragiske
Indtryk, den berømte Teori om en »Katharsis«, en
Lutring af Tilskuerens oprørte Følelser, Frygt
og Medlidenhed, hvorved de forvandles fra
Ulyst til Lystfølelse.
De æstetiske Indtryk er opfattet og grebet
med beundringsværdig Klarhed, men den
antikke Tænkning kom ikke til at udnytte den
geniale Begyndelse. I de følgende Aarhundreder
finder man kun lejlighedsvise Bemærkninger
hos Retorer og Filosoffer, indtil Plotinos paa ny
opstiller en selvstændig æstetisk Teori:
Skønheden er efter ham Fællesskab med det
guddommelige. Materien er ikke skøn i sig selv,
men kun for saa vidt den er gennemskinnet af
Ideen.
Fra 3. til 18. Aarh. er der i Æ.’s Historie
en stor Afbrydelse. Da Kendskabet til
Oldtidens Litteratur fornyes i Renaissancetiden,
bliver der ogsaa med Aristoteles’ Værk som
Forbillede skrevet en Række »Poetiker«, men
Synspunktet er snarere pædagogisk end æstetisk.
Først i 18. Aarh. begynder for Alvor den
Udsondringsproces, der lidt efter lidt skal frigøre
det skønne fra Sammenblanding med det gode
og det nyttige. Det vrimler med Bøger om det
skønne og Afhandlinger om Smagen. I Frankrig
(Crousaz, Dubos, André, Batteux) og i England
(Shaftesbury, Hutcheson, Home, Burke,
Hogarth) har disse Arbejder et mere eller mindre
populært ræsonnerende Præg og bidrager til den
æstetiske Udvikling nærmest ved at fremdrage
æstetiske Erfaringer og ved at udvikle
Finheden af den æstetiske Selviagttagelse. I
Tyskland kom Undersøgelserne derimod ved den
Leibniz-Wollf’ske Psykologi ind i et mere
teoretisk videnskabeligt Spor.
Efter Leibniz er Følelsen dunkel, hemmet
Forestillen. Fuldkommenheden (det af
Lystfølelse ledsagede Samspil af det mangfoldige til
en Enhed), der aabenbarer sig for Viljen som
det gode og for Enkendelsen som det sande, er
for Følelsen (ɔ: den dunkle Erkendelse) det
skønne. Der maatte altsaa ved Siden af
Etikken og Logikken være Plads aaben for en Lære
om den rigtige Følen, den, som Baumgarten
udviklede i sit store Værk. Mod den
Intellektualisme, han var Repræsentant for, og som
fortsattes i hans Elever (G. F. Meier,
Eberhardt o. fl.), blev der, allerede inden for
Rationalismen selv, gjort Indsigelse, idet Sulzer
og Mendelsohn hævdede Følelsens selvstændige
Betydning.
Uden for den æstetiske Udvikling i snævrere
Forstand, men af største Betydning for den ved
at ændre og udvikle Tidens Kunstopfattelse
falder Winckelmann’s og Lessing’s Virksomhed.
Den første peger i sin »Geschichte der Kunst
des Altertums« (1764) paa den antikke Kunst
som Skønhedsidealet. Hans Opfattelse af den
som udelukkende anlagt paa det typiske, det
rolige, den afklarede Skønhed fik den største
Indflydelse paa Eftertidens Kunstfrembringelser
og Kunstdomme. Til Dels rettet imod
Winckelmann hævder Lessing i sit epokegørende Skrift
»Laokoon« en fundamental Forskel imellem
Billedkunst og Digtekunst. For den førstes
Vedkommende indrømmer han det
lidenskabsløse Skønhedsideals Gyldighed. Digtekunsten
kan derimod fremstille det hæslige og det
karakteristiske. Den første fremstiller Legemer,
den sidste Handlinger. Dermed var en
ældgammel og fordærvelig Sammenblanding
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
