Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Æstetik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forestilling, blev det muligt at deducere Systemer,
der med mere eller mindre Tvang ordnede de
forhaandenværende æstetiske Erfaringer under
Skin af selv at frembringe dem. Men den
deduktive Metode, der kun tillod Erfaringerne at
snige sig ind, var ugunstig for et virkeligt
Fremskridt ɔ: en systematisk, erfaringsmæssig
Udvidelse af Kendskabet til den æstetiske
Tilstand.
Som en Protest mod denne Æ. »fra oven«
søgte G. F. Fechner i sin »Vorschule der
Aesthetik« (1876) at opbygge en Æ. »fra neden«,
en induktiv Æ. Den bestod dels af en Række
gammelkendte æstetiske Erfaringer, der blev
forsynede med Etiketter og ophøjede til
»Principper«, f. Eks. »Princippet for Forbindelsen af
Enhed med Mangfoldighed«, »Princippet for
Klarhed«, »Princippet for den rigtige Midte«,
o. s. v.; og dels af en Undersøgelse af »det
gyldne Snit«s æstetiske Værdi. Papirstrimler,
der var forskellig firkantede, havde cirkuleret
til Bedømmelse hos et stort Antal Personer, og
Svarene ordnedes statistisk.
Fechner’s Slagord angav træffende den
Retning, i hvilken Strømmen skulde gaa i de
følgende Aartier: ikke længere Spekulation, men
Erfaring. Aaret efter hans Værk udkom Grant
Allen’s Physiological Aesthetics, i hvilken Æ.
sættes i Forbindelse med darwinistiske
Tankegange. Bøger som E. Grosse, »Anfänge der
Kunst«, Yrjö Hirn, Origins of Arts, og
Büchner, »Arbeit und Rhytmus« er karakteristiske
for den »sociologiske« og »etnografiske« Æ.,
der opstod i sidste Halvdel af Aarhundredet.
Men Fejltagelsen gik snart lige saa langt til den
anden Side. Udgangspunktet blev ikke saa
meget »fra neden« som »udenfra«. En historisk, en
sociologisk eller fysiologisk Undersøgelse
formaar lige saa lidt som den skarpsindigste
Spekulation at oplyse mig om det skønnes Natur,
hvis jeg ikke medbringer Kendskab til den fra
den eneste Kilde, hvor den er at finde, nemlig
egen Selviagttagelse. Æ. er en psykologisk
Videnskab i alleregentligste Forstand. At et
Fænomen er æstetisk, betyder altid, at det er det for
mig, at det sætter mig i den Tilstand, der
kaldes saaledes, men derfor er det ikke givet, at
det paavirker en anden paa samme Maade, og
man kan heller ikke uden videre fra det ydre
Tegn, fra noget, som vi kalder æstetisk, slutte
til, at det er frembragt med en æstetisk
Virkning for Øje. At tillægge Fuglene Skønhedssans,
fordi vi finder deres Farver smukke, er
saaledes mildest talt en dristig Hypotese. De
Vildes Danse har sikkert en rituel eller praktisk
Oprindelse, de primitive Tegninger kan være
opstaaede som Kendemærker, Redskaberne har
faaet deres første Skønhed gennem
Hensigtsmæssigheden, og hvornaar det er blevet
bevidst som æstetisk Virkning og har fremkaldt
det første Kunstværk, det er det vanskelige
Spørgsmaal, som ingen ydre Betragtning
besvarer. Det æstetiske er rimeligvis et meget
sammensat Produkt, der har faaet Næring fra
religiøse, erotiske, videnskabelige og praktiske
Bestræbelser, hvorfor det ogsaa er forgæves
at søge Kunstens Ophav i et enkelt af disse
Tilløb. Fænomener tilhørende vidt forskellige
Bestræbelser, opstaaede og udviklede uden
Tanke om nogen æstetisk Virkning, har paa et
Tidspunkt, paa et Stadium af deres Udvikling,
eller rettere paa et Stadium af de Menneskers
Udvikling, blandt hvilke de fandtes, afsat en
æstetisk Virkning, maaske først blot som en
svag Bitone ved Siden af andre og langt
kraftigere, og disse psykiske Oplevelser fra
forskellige Erfaringsomraader har saa
efterhaanden samlet sig og afsat den Bevidsthedstilstand,
som vi nu kalder æstetisk.
Paa hvilket Punkt af Udviklingen »det
æstetiske« er blevet til, er naturligvis vanskeligt at
afgøre. Det klareste vilde være bestemte
Udtalelser, men som vi har set, er den æstetiske
Forskning af forholdsvis sen Dato. Saa langt
den strækker sig, er Æ.’s Historie dog et
vigtigt Dokument. Ved at tage de Vidnesbyrd, den
rummer — ikke skolastisk efter Ordlyden, men
psykologisk — som mere eller mindre
prægnante og udførlige Beskrivelser af væsentlig
samme Erfaringer, vilde man af Æ.’s Historie
kunne uddrage Gennemsnitsresultater, der var
bedre funderede og nok saa værdifulde som
Fechner’s Statistik angaaende »det gyldne Snit«.
I Kunstens Udbredelse og Historie har man en
anden Maalestok, men langtfra nogen absolut;
thi atter kommer Spørgsmaalet om, paa
hvilket Punkt Kunsten i vor Betydning bliver til.
Det sikre Udgangspunkt er derfor de
æstetiske Erfaringer, vi nu har. Derfra kan man
med største Forsigtighed gaa tilbage og prøve
at faa dem bekræftet eller udvidet ved andre
Menneskers og tidligere Slægters Erfaringer.
Kun saa meget bliver æstetisk Videnskab, som
med Sikkerhed kan sættes i Forbindelse med
dette Udgangspunkt.
For at Fechner’s Forsøg angaaende »det
gyldne Snit« skulde kunne tages til Indtægt for
Æ., maatte man nu allerførst have sikret sig,
at alle de adspurgte Personer var i Stand til
at betragte en Genstand æstetisk, forstod at
skelne denne Synsmaade fra andre. Men sæt
nu, at dette var Tilfældet, hvad vilde vi saa
kunne have sluttet af det Gennemsnitsvalg, der
blev Resultatet? At Flertallet synes bedst om
»det gyldne Snit«, kan ikke gøre de afvigende
Mindretals æstetiske Oplevelser til intet. Ogsaa
de har af deres — efter Flertallets Mening
mindre skønne eller hæslige — Firkanter modtaget
æstetiske Indtryk, der følgelig ogsaa bør være
Materiale. Og er det interessant at faa opklaret,
hvorledes de mange modtager et æstetisk
Indtryk, bliver det endnu mere interessant at se,
hvorledes den Enkelte uden for den slagne Vej
kommer til samme Resultat. Vi naar altsaa ikke
gennem Loven om »det gyldne Snit« til det
æstetiske, heller ikke gennem Princippet om
»Klarhed« eller om »Enhed i Mangfoldighed«.
Udenom vil der stadig være Tilfælde, der
falder under helt andre Regler og Principper.
Fejltagelsen er ikke mindre, naar man tror at
kunne dække »det æstetiske« med »det skønne«;
thi hurtig vil der melde sig en »Hæslighedens
Æ.«; eller naar man søger at finde det
udelukkende ved en Analyse af Kunstindtryk; thi
ogsaa Naturen bevæger os æstetisk. Naar
Opmærksomheden engang er blevet vakt, vil man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
