Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ödmorden - Ødselhed - Øfjord - Øfjældsjökel - Øfsti, Einar - Øgeshjælm - Øglen - Øgler - Øgmund - Ögmundarson, Jón
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dele af Skovene, der nu er betydelig
udhuggede. Store Strækninger optages af Lyngheder,
Moser og Kær. De højeste Bjerge er
Storberget, 356 m, og Fansknoppen, 441 m.
M. H-n.
Ødselhed, se Umyndighed, S. 244.
Øfjord, se Akureyri og Eyjafjörður.
Øfjældsjökel, d. s. s. Eyjafjalla
Jökull (s. d.).
Øfsti, Einar, norsk Maler, f. 14. Oktbr
1862 paa Inderøen, d. 28. Juni 1906 i
Trondhjem. I 17 Aars Alderen rejste Ø. til Amerika,
hvor han for det meste arbejdede som
almindelig Husmaler, men samtidig søgte at
uddanne sine kunstneriske Anlæg. Efter næsten 10
Aars Ophold derovre vendte han i 1889
tilbage til Norge og foretog derefter en
Studierejse til Paris, hvor han arbejdede hos
Cormon. Fra 1893 var Ø. igen et Par Aar i U.
S. A. Sine sidste Leveaar tilbragte han
væsentlig i Trondhjem og Indherred, hvis Natur han
fra sin Barndom var fuldt fortrolig med, og
som gav ham en Rigdom af Opgaver for hans
Landskabskunst, og som i ham fandt en fin og
sjælfuld Tolker. I 1904 rejste Ø. med
Stipendium til Frankrig og Italien. Han udstillede
ikke ofte paa de sædvanlige Udstillinger og
var derfor forholdsvis lidet kendt; men de
LMstillinger af hans Arbejder, som efter hans
Død arrangeredes i Trondhjem og Oslo
Kunstforening 1906 og i Trondhjem 1917,
aabenbarede en Kunstner med et sjældent fint Øje
for Lysvirkninger og Landskabslinier og med
en udpræget personlig Opfattelse af de valgte
Motiver. Til hans betydeligste Billeder hører:
»Skt. Hans Nat« (1901—02, Nationalgalleriet i
Oslo), »Efter Regn, fra Inderøen« (1900,
Trondhjems faste Galleri), og i privat Eje den
prægtige Skitse »Hvedeager, fransk Motiv«,
»Faareflokken« (1902). Foruden Landskaber har Ø
malet Portrætter og Dyrbilleder, tegnet
Illustrationer og udført enkelte Raderinger.
(Fr. O.). S. W.
Øgeshjælm (»Bædselshjælm«) bruges i
Oldnordisk som Betegnelse for et magisk Middel,
et Slags (usynlig) Hovedbedækning, hvormed
man slaar sine Fjender med Rædsel og bliver
uovervindelig; en Ø. ejedes af Dragen Fafnir. I
Islandsk brugtes tillige Ø. som Navn paa et
magisk Tegn, hvormed man mærkedes i
Panden for at kunne modstaa sine Fjenders
Vrede og faa Sejr (se Danske Studier 1918,
S. 32 flg.).
(A. O.). G. K-n.
Øglen (Lacérta), ogsaa kaldet Firbenet,
et af Hevel indført mindre Stjernebillede paa
den nordlige Himmel mellem Svanen og
Andromeda og N. f. Pegasus, indeholder efter
Heis 48 for det blotte Øje synlige Stjerner,
hvoraf den klareste er af 4. Størrelse. Af
visuelle Dobbeltstjerner kan nævnes 7 og 8;
adskillige spektroskopiske Dobbeltstjerner,
hvoraf kan nævnes 2 og 12 med Perioder paa
henholdsvis 2,6 Døgn og 0,2 Døgn. Den sidste
kan muligvis ikke med Rette kaldes
spektroskopisk Dobbeltstjerne, da den tilhører den
Gruppe »pulserende« Stjerner, hvor
Linieforskydningerne i Spektret eventuelt skyldes Pulsationer i
Stjernen. Blandt Stjernehobe nævnes den 13°
N. f. π Pegasi beliggende, der indeholder
Stjerner fra 9. til 12. Størrelse. 3° N. f.
denne findes en anden, der er 16′ i Diameter og
har flere ret klare Stjerner. De øvrige
Stjernehobe er mindre fremtrædende;
Stjernetaagerne er gennemgaaende svage. De hidtil
kendte 31 foranderlige Stjerner er alle
teleskopiske. Den 30. Decbr 1910 fandt Espin
en ny Stjerne af 8. Størrelse. Den havde
allerede da passeret sit Højdepunkt af Lysstyrke,
idet den i Følge Pickering fandtes paa
en Plade, taget paa Harvard-Observatoriet den
23. Novbr 1910 som en Stjerne af 5. Størrelse.
Senere er Stjernen aftaget stærkt i Lysstyrke
og er nu af 14. Størrelse.
(J. Fr. S.). J. M. V. H.
Øgler (Lacertilia), en meget omfangsrig
Orden inden for Krybdyrene (s. d.),
karakteriseres blandt disse ved Ledbenets fri
Forbindelse med Kraniet, ved den faste
Sammenvoksning af Underkæbens to Sidehalvdele, ved den
spalteformede, tværstillede Gataabning, samt
ved Hannens dobbelte Kopulationsorgan. Det
almindelige Udseende er for de flestes
Vedkommende firbenagtigt, undertiden med et
ejendommeligt Særpræg, saaledes som hos
Gekkoerne (s. d.) og Kamæleonerne (s. d.);
imidlertid maa det erindres, at Lemmerne hos
visse Grupper, de saakaldte Snogeøgler, ofte
er stærkt reducerede i Størrelse eller endog
helt kan mangle (Staalormen), samt at
Lemmeløshed endog er Reglen hos Ormeøglerne
(s. d.). Som alle Krybdyr optræder Ø. navnlig
i stort Tal i de varmt tempererede og de
tropiske Egne, i hvilke de har tilpasset sig til de
forskelligste Livsforhold; her findes foruden
de jordboende, firbenagtige Former saavel
korte, plumpe Ørkenformer som slanke,
langhalede, klatrende (ja endog »flyvende«)
Træformer; fremdeles de vandelskende Varaner
(s. d.) med sammentrykt Svømmehale, de til
Livet i Træerne saa nøje knyttede
Kamæleoner, de behændig klatrende, natlige Gekkoer
samt endelig de forskellige gravende,
ormeagtige Former. Alle disse opnaar, paa de
anselige Varaner nær, kun en ringe Størrelse og
er derfor, uagtet de ernærer sig som Rovdyr,
uden Betydning for Mennesket og i øvrigt
fuldstændig uskadelige. Ved den systematiske
Inddeling af Ø. tog man i tidligere Tid navnlig
Hensyn til Tungens Form; Kamæleonerne
udgjorde da Familien Vermilinguia ɔ: de
ormetungede, Firben, Varaner o. fl. Familien
Fissilinguia ɔ: de kløfttungede, Gekkoer og
Leguaner Crassilinguia ɔ: de tyktungede o. s. v.
I Nutiden hentes Skelnemærkerne for de
enkelte Familier derimod fra Skeletbygningen og
navnlig fra Kraniet; paa denne Maade
opstilles 21 Familier, af hvilke Gekkoerne (s. d.),
Agamerne, Leguanerne (s. d.). Ringøglerne
(s. d.), Staalormene (s. d.), Varanerne (s. d.),
Ormeøglern-e (s. d.), Firbenene (s. d.),
Scincidæ (s. d.) og Kamæleonerne (s. d.) er de
vigtigste. (Litt.: Boulenger, Catalogue of
the Lizards, I—III [London 1885—87]; Brehm,
»Das Thierleben«, Bd V, 1913).
R. H. S.
Øgmund, d. s. s. Ögmundur Pálsson,
se Pálsson, Ögmundur.
Ögmundarson, Jón, se Jón
Ögmundarson.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
