Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Palnatoke«, hvor Emnet som i »Hakon Jarl« er
Brydningen mellem Hedenskab og Kristendom,
men med en anden Fordeling af Lys og
Skygge, samt »Axel og Valborg« med Emne fra
Middelalderen, fuldt af »Liebe, Rittertum und
Zauberei«, som Romantikken yndede det, men
i hel fransk-klassisk Form med Overholdelse
af de tre dramatiske Enheder, der lige fra
Lessing’s Tid havde været forkætrede; Oe.
viser hermed sine litterære Modstandere, at den
ægte Digter lige saa lidt behøver at være Slave
af den ene som af den anden Katekismus, men
er Herre over alle Former. Her i Paris digtes
ogsaa den skønne Folkevise »De tvende
Kirketaarne«. Over Schweiz (med et længere Besøg
hos Mme Staël-Holstein, den franske
Beundrerinde af det nyvaagnede germanske Aandsliv)
gaar Rejsen til den tredie Hovedstation Italien.
Her færdes han især i Kunstnerkredse, bl. a.
med Thorvaldsen, og grebet af Billedkunstens
Magt digter han (paa Tysk) Kunstnertragedien
»Correggio«. Endelig i Novbr 1809 er han atter
hjemme i Kjøbenhavn, hvor han bliver
Embedsmand — Professor i Æstetik — og
Ægtemand.
Med Rejsens Afslutning er hans Vandre- og
Læreaar til Ende. Den Tid, der nu fulgte,
skulde dog ikke blive en rolig Arbejdstid, det
blev en Kamptid. I Virkeligheden havde
Rejsen været en utrolig Kraftudfoldelse: en Række
betydelige Digterværker var frembragte og det
ikke som Produkt af Rutine, men under
uophørligt Nybrud. Et saa mægtigt Energiforbrug
maatte nødvendigvis følges af en vis
Afslappelse. Dette var han selv klar over, og han
betragtede ogsaa flere af sine paafølgende
Værker som en Slags Fritidsbeskæftigelse, der ikke
gjorde store Fordringer, men som han mente
hans Publikum dog kunde tage til Takke med,
medens han samlede Kræfter til ny
Storværker. Saadanne Intermezzi var hans Lystspil og
Syngespil: »Faruk«, »Kanariefuglen«, »Ludlams
Hule«, »Røverborgen« o. fl. Men hans store
Tragedier: »Stærkodder«, »Hugo von
Rheinberg«, »Hagbarth og Signe« var ogsaa afgjort
svagere, skønt han anvendte stærkere
Effektmidler end før, og »Fiskeren« var kun en mat
Efterklang af »Aladdin«. Nu fik han at føle, at
han selv havde forvænt sit Publikum, det fandt
sig ikke i denne Stilstand. Andre Stjerner viste
sig: Ingemann, der havde genoptaget netop det
af den tyske Romantik, som Oe. havde
forkastet, men som Publikum endnu havde Smag
for; Grundtvig, der med sin nordiske Digtning,
ogsaa efter Oe.’s Mening, var sejlet Historien
nogle Streger nærmere. Snart meldte Kritikken
sig aabenlyst. Grundtvig, der oprindelig havde
følt sig som Oe.’s Elev og havde tilegnet ham
sine »Optrin af Kæmpelivets Undergang«, havde
derefter gennemgaaet en religiøs Krise, der
havde ændret hans Syn paa Digtningens
Opgaver; han fandt nu, at Oe. manglede Dybde
og Alvor, tog sin Digtervirksomhed som en
overfladisk Leg i Stedet for et ham af Gud
paalagt ansvarsfuldt Kald. Fra en anden Side
blev han angrebet af Baggesen. I sit frivillige
Eksil i Paris havde denne med Forundring set
det ny Digterfænomen; han begreb ikke, hvad
det betød, og følte sig selv i afgjort Modstrid
med den ny romantiske Skole. Men et Besøg
i Danmark 1806, hvor han sluttede et intimt
Venskab med Oe.’s højt begavede Søster, Fru
Sophie Ørsted, og hvor hun »omvendte ham til
Goethe«, ændrede hans Syn paa Oe. Fra det
Ørsted’ske Hjem sendte han 1806 til Digteren
i Paris et Rimbrev, hvor han i Nureddin’s
Navn hilser den unge Aladdin, faderlig advarer
ham mod at give sig for meget af med
Goethe og Romantikerne og lover ham, at naar
han først har naaet Parnassets Top, skal han,
Nureddin-Baggesen, lære ham at gnide
Lampen paa den rette Maade. Oe. havde svaret
rolig overlegent, at Lampens Brug forstod han
selv helt vel. Det derpaa følgende personlige
Samvær i Paris var forløbet særdeles
venskabeligt, men siden havde de ikke haft noget
med hinanden at gøre. Nu 1813, tog Baggesen
atter Bolig i Kjøbenhavn, og da han paa flere
Maader følte sig kaldet til at være den gode
(og gamle) Smags Vogter, laa det nærmest for
ham at udøve dette Kald ved at følge Landets
største Digters Udvikling og vejlede hans
Publikum til at skelne mellem det gode og det
daarlige i hans Produktion; han begyndte
altsaa en systematisk Gennemgang af Oe.’s
Værker. Den fornemme Ligegyldighed, hvormed
Oe. optog dette, irriterede imidlertid Baggesen,
saa han efterhaanden gik over til en skrappere
Kritik, der ofte ramte særdeles vittig i
Enkelthederne, men til andre Tider var lige saa
uretfærdig og navnlig for Helhedens
Vedkommende aldeles principløs. Tilmed fandt man i den
et vist Præg af noget personligt, der vakte
Bitterhed i den Oe.’ske Kreds og kaldte hans
Venner frem til Forsvar, og snart stod hele
Hovedstadens litterært interesserede Verden i
Kamp. Oe. selv var i Begyndelsen ikke døv
for de Røster, der manede ham til at »gøre
sine forrige Gerninger«; 1814 trak han sig
tilbage i Ensomhed paa sit kære Frederiksberg
og skrev her »Helge«. Modsætningen mellem
to hinanden udfyldende Naturer, et Forhold,
som atter og atter dukker op i Nordens
Historie, og som han fandt typisk udtrykt i de to
Brødre, Helge og Hroar, var som skabt for
ham; et ikke mindre genialt Greb er Formen,
hvor han har udført en ogsaa i den
oldnordiske Litteratur funden Idé: at lade Formen
skifte efter Indholdets Art; saaledes fik han sit
Princip om »Digterens Attraa efter
Mangfoldighed og Afveksling« udført. Eftertiden har i
»Helge« set Oe.’s ypperste episke Værk ved
Siden af »Thor’s Rejse«, men Samtiden stillede
det næppe saa højt. Det stoppede i hvert Fald
ikke Munden paa hans Kritikere; Grundtvig
rystede paa Hovedet af det, og skønt Baggesen
lejlighedsvis sagde et rosende Ord om det, var
han dog ude af Stand til at give nogen
orienterende Vurdering af det. Saa fortsattes da
Kampen med stigende Hidsighed fra begge
Sider. Hele denne Fejde vedkommer dog mere
Baggesen’s Historie end Oe.’s; Oe. deltog ikke
selv i den uden med et enkelt hidsigt Indlæg
»Professor Oe.’s Erklæring til Publikum om
hans personlige Forhold til Justitsraad
Baggesen« (1818) samt nogle ikke videre heldige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
