Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sidehug nu og da (f. Eks. Skrubtudsekoret i
»Fiskeren«). Men han følte sig dog forpint ved
det hele, og da han fik Indbydelse til at
ledsage en ung dansk Adelsmand paa en Rejse
til Tyskland og Frankrig, greb han med Glæde
Lejligheden til at slippe bort fra alt det, der i
hans Øjne kun var et Udslag af onde og
smaasindede Menneskers Misundelse. Rejsen gik til
Paris og derfra over München og Wien til
Berlin; han besøgte altsaa omtrent de samme
Steder, som paa første Rejse, men denne bragte
langtfra det Udbytte som hin, hverken i
personlig Tilfredsstillelse eller poetisk
Frembringelse. I Paris, hvor han ved Racemodsætningen
altid følte sig særlig nordisk stemt, fortsatte
han sin Behandling af Rolf Krake’s Saga med
den prosaiske Fortælling »Hroars Saga«, med
stærkt polemiske Udtalelser om Digterens og
Digtningens Opgaver, og skrev desuden
Tragedien »Fostbrødrene« (efter en Fortælling hos
Saxo), hvis flere Gange omarbejdede Slutning
viser Oe.’s borgerlige Lykkebegreb kæmpende
med den nordiske Livsanskuelse, han dunkelt
følte som større. Mindst heldig var han i de
Breve til Hjemmet, han efter Hjemkomsten
udgav, og som gav Baggesen Lejlighed til paa
ny at angribe ham og henskyde Dommen over
hele Oe.’s Digtning til »sit Fædrelands
studerende Ynglinge«, et Angreb, der fremkaldte
den sidste og berømteste Del af Fejden,
»Tylvtestriden«. Under denne udkom Oe.’s dramatiske
Idyl »Den lille Hyrdedreng«, der i høj Grad
tiltalte Baggesen og gav ham Anledning til en
smuk Hyldest af dens Forfatter; men da han
samtidig følte, at han maatte opgive Haabet
om at finde Forstaaelse for sine æstetiske
Anskuelser i sit Fædreland, forlod han det 1820.
Hermed var Kampen forbi. Da Baggesen nogle
Aar senere døde, fejrede det kgl. Teater hans
Minde ved Opførelsen af »Axel og Valborg« og
en smuk og hjertelig Epilog af Oe.
Efter Kampens Afslutning faar Oe. en roligere
Tid. Under dens sidste Aar havde han fortsat
og afsluttet sin digteriske Behandling af den
nordiske Mytologi i »Nordens Guder« (1819),
uden dog i de senere Partier at naa op i
Højde med »Thor’s Rejse«; 1820 kom Tragedien
»Erik og Abel«, hvor Oe. har forladt Myte- og
Sagnverdenen for et rent historisk Stof;
Skildringen af de to stridende Brødre er ikke
upaavirket af hans eget Forhold til Digterbroderen
Baggesen. Omtrent paa denne Tid digter han
sin Sang: »Der er et yndigt Land«, hvis tre
første Vers er blevne en Nationalsang. En Tid
lang er han nu mindre optaget af original
Produktion. 1819 havde han udgivet et Bind tyske
Digte; nu oversatte han paa Tysk Holberg’s
Komedier — disse havde ikke faa Beundrere
blandt de tyske Romantikere — samt
omarbejdede først paa Tysk, saa paa Dansk sin
Ungdoms Yndlingsroman under Navnet ȯen i
Sydhavet«; endelig udgav han 1823 sine »Samlede
Digte«. Den Omstøbning, hans Ungdoms
Produktion her maatte undergaa, viser hans egen
Udvikling. Ungdomssejren over Filisteriet
havde været for let købt; Filisteriet havde nu faaet
Bugt med ham. Med stor Omhu har han
udslettet alle Spor af Romantik og Mystik, saa
Digtene har faaet mere af det 18. end af det
19. Aarhundrede. Ungdommen, der overvejende
havde staaet paa hans Side i den Baggesen’ske
Fejde, begyndte nu at falde fra; en tarvelig
Tale, han holdt som Universitetets Rektor, gav
den unge Algreen-Ussing Anledning til et
haanende Angreb paa ham, og snart træder der
ud af de unges Kres en Kritiker af en helt
anden Art end Baggesen.
J. L. Heiberg, der lige saa lidt som Baggesen
havde kunnet finde sig i Opholdet i Kiel,
flyttede 1825 tilbage til Kjøbenhavn, og opfyldt
af Begejstring for Hegel’s filosofiske System
brændte han af Iver efter at anvende det over
for Poesien. 1826 skrev Oe. »Væringerne i
Miklagaard«, unægtelig en af hans bedste
Tragedier, bygget over hans Yndlingsmotiv,
Modsætningen mellem to Naturer, her de uslebne,
men sunde og ærlige Nordboer over for de
højt kultiverede, men moralsk udmarvede
Grækere. Den gav imidlertid Heiberg Anledning
til en ret sønderlemmende Kritik i hans Blad,
»Kjøbenhavns flyvende Post«. Oe. svarede med
en lille Brochure »Om Kritikken i
»Kjøbenhavns flyvende Post««, og dette gav Heiberg
en kærkommen Lejlighed til i en større
Afhandling at underkaste hele Oe.’s Produktion
en kritisk Vurdering efter den Hegel’ske
Metode. Det Resultat, han kommer til, er, at Oe.
hverken er betydelig som Lyriker eller som
Epiker, men har sin egentlige Storhed i »den
umiddelbare Forening af det lyriske og episke«,
nemlig i Romancen, et Begreb, Heiberg
udstrækker saa vidt, at han faar baade
»St.-Hansaften-Spil« og »Aladdin« ind derunder;
den fuldkomne Forening af det lyriske og
episke, hvor disse gaar op i en højere Enhed:
det dramatiske, magter Oe. derimod ikke, da
hans Geni kun er umiddelbart, ikke
reflekteret. Forgæves forsøgte Oe. at modsige sin
Kritikers »luftige Abstraktioner og tekniske
Talemaader«, og at hævde sin Ret til at kaldes en
Dramatiker af Rang; Heiberg’s slebne Form og
hans Sikkerhed i at tumle med de for Oe.
temmelig Uforstaaelige Hegel’ske Kategorier
afvæbnede ham, og han følte sig helt anderledes
urolig end ved Baggesen’s Angreb. En lille
Kreds af unge tog dog Handsken op og
kæmpede paa hans Vegne: P. Hjort, J. C. Hauch
og Chr. Wilster, alle bosatte i Sorø. De to
førstes tungere Skyts prellede af paa Heiberg’s
Hegel’ske Rustning, men en mere jævnbyrdig
Modstander havde han i den sidste, der
magtede den vittige Persiflage saa godt som
Heiberg selv. Oe. selv vendte sig resolut til
positivt Arbejde. Det gamle »Selskab til de skiønne
og nyttige Videnskabers Forfremmelse« (s. d.)
havde i sin Tid udsat en Præmie for et
Heltedigt; af denne henstod endnu Halvdelen ubrugt,
og Oe. besluttede at vinde den; han havde
desuden ikke afsluttet sin Behandling af Hrolf
Krake’s Saga, og halvgjort Arbejde var ham
imod. Stoffet laa altsaa lige for hans Fod, men
til et regulært Heltedigt krævedes et heroisk
Versemaal, og Heksameteret passede ikke for
det nordiske Stof. Oe. gør da atter et af sine
geniale Greb, idet han efter de danske
Folkeviser og Nibelungenstrofen skaber et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
