Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ønomaos - Ønone - Ønopion - Ønotheraceæ - Ønotrier - Ønske - Ønskekvist - Önundarfjördur - Ønussiske Øer - Ønussæ - Øperuth - Ør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ønomaos, se Oinomaos.
Ønone (Oinone), Datter af Flodguden
Kebren, modtog det af Kong Priamos paa
Bjergene udsatte Kongebarn, der siden voksede op
som Paris (Alexandros). Paris tilbragte sin
Ungdom blandt Hyrderne, ukendt af alle,
ægtede Ø. og levede lykkelige Dage. Til denne
Tid hører Dommen i Gudindernes Strid om
Eris’ Æble. Men da han engang bragte en Tyr
ind til Offerfest i Troja, genkendtes han af
Kassandra og skiltes saaledes helt fra Ø., hvem
han først atter gensaa, da han, dødelig saaret,
søgte Hjælp hos hende. Hun nægtede først at
yde ham Hjælp, og da hendes Sindelag
skiftede, var det for sent. Ø. døde da af Sorg,
hedder det hos Apollodoros og andre sene
Digtere. (Litt: O. Jahn, »Paris und
Oenone« [Greifswald 1844]).
H. A. K.
Ønopion (græsk: »Vindrikkeren«) hører til
de halvguddommelige Personligheder, der
omgav Dionysos. Han var Søn af Dionysos og
Ariadne, gift med Nymfen Helike, og havde
adskillige Børn, deriblandt Talos og Athamas.
Ø.’s Hjemstavn var Kreta, men siden flyttede
han til Kios. Da Orion her øvede Vold mod
hans Datter, blindede Ø. ham. Sagnene er
fortalte hos Pausanias og Apollodoros.
H. A. K.
Ønotheraceæ [’ø–te-], Oenotheraceæ,
se Natlysfamilien.
Ønotrier kaldtes i Oldtiden Urbefolkningen
af den italiske Halvøs sydlige Spids, navnlig
dens Vestside, langs med det tyrrhenske Hav.
De var vistnok nærmest beslægtede med
Sikulerne. Ø. blev i en tidlig Tid undertvungne
af Lukanerne, men rev sig senere løs og gik
fremtidig under Navn af Bruttiere.
H. H. R.
Ønske er en sammensat sjælelig Tilstand,
som udspringer af en Trang i en eller anden
Retning, hvortil knytter sig Forestillingen om
det, der kan afhjælpe Trangen, men tillige
Bevidstheden om, at dette i Øjeblikket ikke
kan tilvejebringes, hvorfor Opfyldelsen maa
udskydes til et belejligere, muligvis ganske
ubestemt Tidspunkt. Kan Individet under
givne Omstændigheder ved en bestemt Handling
faa sit Ø. opfyldt, saa vil der ofte til dette
være knyttet Beslutningen om at handle til
et vist Tidspunkt eller under visse Forhold,
men denne Beslutning er ikke noget
nødvendigt Led i Ø. Er Trangen kun ringe.
Hindringerne for dens Tilfredsstillelse derimod store,
kan Ø. kaldes »fromt«; af en intens Trang
udspringer et »brændende« Ø. Hos aktive
Naturer kan det brændende Ø. meget let føre til
Handling til Trods for, at Individet indser
Foretagendets Haabløshed; hos passive, særlig
neuropatisk anlagte Individer synes Fantasiens
stadige Beskæftigelse med det, der ønskes, at
kunne medføre somnambule Tilstande, Anfald
af Trance, i hvilke Individet handler
automatisk under Indflydelse af sine Fantasier.
(Alfr. L.). Edv. L.
Ønskekvist, Tryllekvist, virgula
mercurialis, er en i Almindelighed Y-formet Pile-
eller Hasselkvist, der benyttes til Paavisning
af underjordiske Vand- eller, i Bjergegne,
Metalaarer. Vandsøgeren fatter Kvistens to Grene
med hver sin Haand, saaledes at de snos en
kvart Omdrejning, og den vandret holdte Kvist
maa gøre et Udslag nedad, saa snart Grebet
slappes. Idet han derefter bevæger sig hen
over Marken, antages Kvisten at slaa ud der,
hvor Vand findes. Det er kun enkelte
Mennesker, i hvis Hænder Kvisten bevæger sig.
Til Fænomenets Forklaring tjener først og
fremmest den af Pater Kircher i Midten af 17.
Aarh. ved omhyggelige Forsøg fastslaaede
Kendsgerning, at Kvisten kun bevæger sig,
naar den holdes i Hænderne af et Menneske,
men derimod aldrig slaar ud hverken efter
Vand eller Metal, naar den er ophængt
drejelig om en Akse. Det er følgelig Bærerens
Forestilling om en Bevægelse, der medfører
denne, saa at man altsaa her har et specielt
Eksempel paa ideomotorisk Bevægelse (s. d.).
Spørgsmaalet bliver saaledes kun, hvad der i
det givne Øjeblik indskyder Bæreren denne
Forestilling. Man har hidtil ment, at
Vandsøgeren skønnede, hvor der var Vand at finde,
dels ved sit indgaaende Kendskab til de
allerede forhaandenværende Brønde, og dels ved
Hjælp af de for den indviede ofte
umiskendelige Forhold i Jordoverfladen, der kan røbe
Vandets Forekomst. Talrige Eksperimenter i
den nyeste Tid synes dog at vise, at denne
Forklaring ikke slaar til, og man har derfor
ment, at de Mennesker, som har Evne til at
»vise Vand«, skulde kunne paavirkes af
Jordbundens Radioaktivitet, der sikkert varierer,
efter som der er eller ikke er Vand i
Nærheden af Jordoverfladen. En saadan Antagelse
er vel ikke helt usandsynlig, dog foreløbig
næppe mere end en blot og bar Gisning,
men synes at bekræfte sig af enkelte
Vandsøgeres Udtalelser, at de faar Fornemmelser
i Benene der, hvor Vandet findes. (Litt.: se
Bletonisme, endvidere Barrett, On the
so-called divining rod, Proceedings of Society
for Psychical Research [15. Bd, London 1901];
og flere mindre Artikler i »Psychische
Studien« [1905 og 1906]).
(Alfr. L.). Edv. L.
Önundarfjördur [’ö.nøndar’fjör.ðør], en
Fjord i det nordvestlige Island, der ligesom
alle nærliggende Fjorde skærer sig ind mellem
Basaltfjelde med Retning mod SØ. Ö. har en
Længde af c. 25 km og 2—7 km Bredde. Paa
en fra Nordsiden udskydende Tange findes
Handelspladsen Flateyri, med 346 Indb.
(Th. Th.). B. Th. M.
Ønussiske Øer, græsk Oinusai. Oldtidens
Navn paa nogle Smaaøer ved Grækenlands
Sydvestspids. Øerne, af hvilke de største nu
hedder Sapienza, Schiza (Cabrera) og
Theganusa (Venetiko), er opfyldte af indtil 230 m
høje Bjergmasser og næsten ubeboede.
Sapienza har et Fyrtaarn og en Havn (Porto
Longona).
(H. P. S.). N. H. J.
Ønussæ, d. s. s. Ønussiske Øer.
Øperuth, se Øverød.
Ør er et ældre dansk Ord med Betydningen
»Grus, Smaasten« og »gruset Strandbred«; til
dette svarer paa oldnordisk to forskellige Ord,
aurr, »Grus«, og det heraf afledede eyrr,
»flad, af Sand og Grus bestaaende Odde eller
Banke, som stikker ud i Vandet, især ved
Udløbet af en Aa«. En Tostavelsesform Øre, kun
kendt i Stednavne, gaar vistnok tilbage til et
nu ukendt oldnordisk Hunkønsord eyra, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
