Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Øresygdomme - Øresæler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kroniske Katarrer, dels været betegnet som
nervøs Tunghørighed, er Otosklerosen
eller, som den ogsaa kaldes, den progressive
hereditære Døvhed. Den beror paa en
ejendommelig Lidelse i den Benkapsel, som
omslutter Labyrinten og tillige danner Grænsen
mellem denne og Mellemøret. Lidelsen er en
udpræget Familiesygdom, som næsten altid
begynder i den yngre Alder og tager jævnt til
for sluttelig at give en meget betydelig
Tunghørighed eller endog komplet Døvhed; den
angriber altid begge Ører, men ofte i
forskellig Grad. Sygdommen er uhelbredelig, men det
kan lykkes ved passende Behandling at holde
Tunghørigheden inden for visse Grænser eller
endog at bedre den en Del.
Ørebetændelsen (s. d.) kan efterlade forskellige
Følgetilstande, først og fremmest Ar og Defekter i
Trommehinden, dernæst Fortykkelser og
Kalkinfiltrater, men endelig ogsaa, hvad der
maaske har den største Betydning for Høreevnen,
Sammenvoksninger og Dannelse af
Bindevævsstrenge inde i Mellemøret, hvorved
Bevægeligheden af Trommehinde og Øreben kan
formindskes ret betydelig.
Sygdomme i Labyrinten kan efter
deres Sæde give to Rækker helt forskellige
Symptomer; er Sygdommen begrænset til
Buegangen og Forgaarden (se Øre), giver den stærk
Svimmelhed; er den begrænset til
Sneglen, giver den stærk Døvhed, ofte komplet,
i andre Tilfælde begrænset til bestemte Afsnit
af Toneskalaen, saa der fremkommer
»Tonedefekter«; i enkelte Tilfælde kan der ogsaa
indtræde »Forstemning«, saa det angrebne Øre hører
Toner for højt eller for lavt eller hører dem
dobbelt (se Diplacusis). Meget almindelig
angribes dog begge Afsnit af Labyrinten samtidig, saa
man faar baade Døvhed og Svimmelhed; dette
er f. Eks. Tilfældet med den fra en
Mellemørebetændelse forplantede akutte
Labyrintbetændelse (Otitis interna). En
ejendommelig Labyrintlidelse er den saakaldte
Menière’ske Sygdom, som opstaar ganske
pludselig uden ydre Aarsag, giver meget stærk
Svimmelhed og Brækninger, voldsomme
subjektive Lydfornemmelser samt stærk
Tunghørighed eller komplet Døvhed. Lignende
Symptomer kan fremkomme ved Læsioner, der
gennem et Brud af det Labyrinten omgivende
Ben fremkalder en Blødning i denne;
endvidere, men i mindre høj Grad ved stærk
Fyldning af Labyrintens Blodkar, f. Eks. ved
forskellige nervøse Forstyrrelser. Foruden
disse akutte Lidelser findes der ogsaa mere
kroniske Lidelser af Labyrinten, som ikke giver
Svimmelhed, men kun stærk Tunghørighed, f.
Eks. den syfilitiske
Labyrintbetændelse (der dog ogsaa kan forløbe ret akut),
visse Former af saakaldt »nervøs
Døvhed« samt »Kedelsmededøvhed«, som
opstaar hos Folk, der til Stadighed opholder
sig paa Steder, hvor der findes stærk Larm.
Sygdomme i Hørenerven og de
tilsvarende Dele af Hjernen.
Tunghørighed, resp. Døvhed, kan undertiden
skyldes Lidelser i selve Hørenerven, der kan
angribes f. Eks. ved Syfilis, ved Svulstdannelser i
eller ved Meningitis; ofte angribes da samtidig
Ansigtets Bevægenerve, saa der kommer
Lamhed af den tilsvarende Ansigtshalvdel; de to
Nerver ligger nemlig i saa intim Berøring med
hinanden, at den samme Sygdomsaarsag ofte
vil kunne paavirke begge. Endelig kan der
opstaa Døvhed ved Lidelser i de Afsnit af
Hjernen, hvorfra Hørenerven udgaar, og hvor
Lydopfattelsen har sit centrale Sæde, f. Eks. ved
Hjerneabsces e. l. eller ved de saakaldte
funktionelle Lidelser, navnlig Hysteri.
J. M.
Øresæler (Otariidæ), en Familie af Sæler,
der danner en særlig, ret afvigende Gruppe af
disse (se Sæler); blandt Sælerne er de de
lavest staaende og viser i mange
Bygningsforhold nært Slægtskab med Rovdyrene, blandt
hvilke de sikkert maa afledes af lavtstaaende
Bjørne, der har tilpasset sig til Liv i Vandet
og derfor efterhaanden er blevet stærkt
omformede. Fra de øvrige Sæler skiller Ø. sig
navnlig ved følgende Ejendommeligheder. Ydre
Ørebrusk findes, omend i stærkt reduceret
Form, som smaa, spidse Hudsnipper.
Tandsættet ligner de ægte Sælers og bestaar af
3/2 Fortænder, 1/1 Hjørnetand og 6/5 Kindtænder.
Mælketænder findes endnu og skiftes først flere
Maaneder efter Fødslen. Fødderne, der kan
rettes fremad ind under Kroppen, og
Forlemmerne, som er omdannede til mægtige
sejlformede Luffer, kan endnu bruges til Gang og
til at bære Legemets Vægt. og har i
Forbindelse hermed nøgne Fodsaaler; paa Lufferne
gaar den stive Svømmehud langt ud over de
smaa Kløers Spidser. Halsen er lang og meget
bevægelig. Ø. er fortrinlige Svømmere, der
bevæger sig frem gennem Vandet med stor
Hurtighed og Smidighed; paa Land jumper de af
Sted i en Slags Galop, hvorunder de holder
Forkrop og Hals opret, ofte med Snuden
næsten lige i Vejret, en Stilling, de ogsaa jævnligt
indtager under Hvilen. Ø. er hjemmehørende
i de antarktiske Have, men nogle Arter træffes
N. f. Ækvator, men kun i Stillehavet, hvor de
findes helt op i Beringshavet. Ø. lever ude i
de aabne Verdenshave, men samler sig i
Yngletiden, ofte i umaadelige Skarer, paa øde
Kyster og afsides Øer, for at føde deres Unger
og atter straks parre sig. Her kæmper
Hannerne med største Voldsomhed om Hunnerne,
idet de ældste og kraftigste Hanner samler
sig en større eller mindre Flok Hunner.
Kønsforskellen er meget udpræget hos Ø., idet
Hannerne er meget større og kraftigere byggede,
navnlig med meget svær Forkrop.
Ø. falder i 2 Hovedgrupper, nemlig
Søløverne (Otaria) og Søbjørnene
(Arctocephalus), de første større, Pelsen næsten uden
Uldhaar, men med stive Dækhaar, der hos
Hannerne kan danne en lang Manke, de sidste
mindre med tæt, blødt Uldhaarlag, næsten
uden Dækhaar. Blandt Søløverne er
Stellers Søløve (O. jubata) den største;
Hannen kan naa en Længde af 4 m og en Vægt
paa omkring 600 kg; Hunnen bliver højst 3 m
lang med en Legemsvægt paa c. 200 kg. Paa
Overlæben bærer de 30—40 lange, bøjelige,
lyse Knurhaar, af hvilke enkelte bliver op til
45 cm. Pelsens Farve, særlig hos Hannerne,
en Del skiftende, fra sort gennem lysebrunt til
lysegraat. Ungerne skifergraa; lever i det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
